Sørensens hjørne

Maleri af Fritz Stæhr-Olsen fra Gudhjem 1908. Motivet er fra Kirkestien i Gudhjem set fra Åbogade.

Da den tidligere redaktør af Jul på Bornholm, prokurist Jens Sørensen, Rønne, døde i 2013, efterlod han sig blandt andet en mænge udklip af forskellige aviser og tidsskrifter. Nogle havde han arvet, andre havde han selv indsamlet. De vedrører bornholmske forhold i bredeste forstand, og det er tanken – under denne overskrift – en gang om måneden at bringe en artikel fra det efterladte materiale.
Af hensyn til trykkvaliteten, de gotiske bogstaver og (spalte)opsætningen i det medie, hvorfra artiklerne er hentet, er de renskrevet og gengivet med nutidig retskrivning. Så vidt muligt er der medtaget et eksempel på en eventuel ledsagende illustration – ellers er artiklen illustreret med et andet relevant billede.
Artiklerne giver et indblik i de problemer, man kæmpede med på det aktuelle tidspunkt. De spænder fra at være morsomme, polemiske, politiske eller saglige til at være rene rejsebeskrivelser. Og de berører evige problemer som rejsen til og fra Bornholm, færgepriser og regularitet samt forholdet mellem lokalbefolkningen og turismen.

Mogens Lau

 

Januar måneds artikel 2019 – stammer fra Ekstrabladet den 9. august 1909 og er et rejsebrev underskrevet af Arne.

Mennesker jeg mødte.

Hr. redaktør.

Jeg lovede ved min afrejse at sende dem nogle spredte iagttagelser over de egne jeg så, begivenheder jeg oplevede og mennesker jeg mødte på Bornholm. Jeg beder dem læse mine optegnelser omhyggeligt igennem inden de går i trykken, da jeg lejlighedsvis vil strejfe ind både på injurielovgivningens og privatlivets område. Til min undskyldning tjener, at der her i byen hverken findes øvrighed eller politi, og tonen blandt turisterne er forholdsvis fri. De indfødte udmærker sig ved nøjsomhed, ædruelighed og sædelighed.

Jeg bør vist begynde med at fortælle dem, at Gudhjem har sin egen baptistpræst. Han hedder Madsen, og da han tillige er barber og frisør, har byen hædret ham med navnet Klippe-Madsen. Han er endvidere ligkistesnedker, urmager og handler med brugte tænder, hvilke han i sin egenskab af ligbarber kommer let til. Han er for tiden i færd med at sælge et fuldt monteret gebis til kunstmaler Stæhr-Olsen, der kun ejer 5 tænder. Underhandlingerne skrider godt frem, og efter hvad jeg i aftes erfarede på hotellet, er der kun en bagatel af halvanden krone imellem dem. Selv i værste fald vil hr. Stæhr-Olsen få gebisset for 8 kr. 75 øre, og da det består af lutter kindtænder, således at han kan tygge en halv gang mere end de øvrige pensionærer ved middagsbordet, må det i sandhed siges at være en god handel.

Postkort fra tiden omkring Den 1. Verdenskrig

Af andre malere har jeg truffet hr. Max Nathan, der hver formiddag kan ses nede ved havnen, hvor han har fastgjort sit lærred til en af de mange pæle, man altid finder i fiskerbyer, og hvis oprindelige bestemmelse er mig ubekendt. Hr. Nathan får hver uge Ekstrabladet sendt i korsbånd, og hvad Ekstrabladets ankomst til Gudhjem betyder, gør en københavner sig ikke tilnærmelsesvis nogen forestilling om. Fiskerne forlader deres dont og flokkes på havnepladsen, hvor de står og virrer med deres store, skæggede hoveder, rystede i deres sjæls inderste over, at et pænt, ungt menneske som Nathan tør læse sådan noget. Dersom den unge maler ikke nu og da fik en hundredekroneseddel vekslet på hotellet, ville hans sociale stilling i Gudhjem for længe siden være rokket. Jeg havde i aftes i hotellets solennitetssal (festsal, red.) fornøjelsen at overvære en pengevekslingsdemonstration og skal i en selvstændig artikel beskrive mit og byens indtryk af denne scene.
De længes vel efter at høre noget om damerne? Der er to slags i Gudhjem, de indfødte og de indvandrede. De indfødte er de kønneste. Jeg har altid sværmet for fiskerpiger, fordi fiskerpiger i reglen kan høre et musikstykke uden at spørge, og det er af Chopin eller Heise eller muligvis noget af Traviata. Det hører også til sjældenhederne, at fiskerpiger forlanger champagne, når man ikke kan undgå at invitere dem på en genstand. Af disse grunde har jeg sluttet mig til en gammel fisker, der har tre døtre, som jeg endnu vakler imellem. Hver morgen underkaster jeg ham et sagligt interview om nattens sildefangst. Jeg er bedrøvet, når garnene er tomme og jubler, når jeg erfarer, han er kommet hjem med 200 ol, (1 ol=80 stk., red.) skønt jeg kun har uklare begreber om, hvad en ol repræsenterer, omsat til moderne rummål.

Fritz Stæhr-Olsen (1858-1922)
Gudhjem havn 1908.

En dag efter en særlig god fangst førte fiskeren mig om i hele sit hus. Foran den store himmelseng standsede han en stund og erklærede med et betydningsfuldt blik i sine vandblå øjne, at her blev kølen lagt til Kristine og Katinka og Ellen. Og Kristine og Katinka og Ellen blinkede betydningsfuldt, og jeg gik hjem tankefuld og forvirret.

Jeg kan ikke slutte denne vistnok lidt usammenhængende artikel uden at omtale frk. Jensen hvis lyse hår jeg en aften så skinne i en kreds af fremragende hotelgæster. Jeg tilbringer en del af dagen på hotellet, dels for at kunne gøre iagttagelser, dels fordi jeg nødig vil færdes ude i den stærke varme. Jeg hader at blive solbrændt. Jeg har dog fået tid til et par mindre udflugter, som jeg vil forsøge at beskrive populært i mit næste brev.

 

Illustration:

Stæhr-Olsens malerier tilhører Sven Erik Østergård og gengivet med hans tilladelse. Se flere billeder på www.maleriArkivet.dk

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *