Forfatter: Erik Jensen
Forlaget Brian Christensen – 231 sider
Illustreret med tegninger/akvareller af Morten Brynaa
Pris 299,00 kr. Udkommet oktober 2017. Størrelse ca. 26,5 x 20,5 cm. Indbundet i helpap
Bogens forfatter, Erik Jensen, er journalist og forfatter til bogen ”Den fordømte Byfoged” og ”Almindingen – bornholmernes skov” fra 2015. Han virkede som journalist på Bornholm i 1970’erne og 1980’erne og har været nyhedsredaktør på Berlingske Tidende og chefredaktør på Frederiksborg Amts Avis. Han er født og opvokset på en lille gård ved Almindingen og har været informationschef for Landbrugsrådet.
Bogens undertitel er: ”En bornholmsk bondesaga om en gård og dens mennesker gennem 1000 år”, og forfatteren fortæller i et efterskrift, at han som ramme for bogen valgte fiktive personer og en fiktiv gård – Sandbjerggård – men sat ind i de historiske rammer, så korrekt som det har været muligt. Også lokalpolitikere og foreningsfolk er fiktive, mens større begivenheder og øvrighedspersoner er hentet fra historikernes verden.
Formålet med bogen er at fortælle om livet på landet, der var anderledes på Bornholm end i det øvrige Danmark. På øen var der ingen bosiddende adelsmænd, ingen herregårde og ingen stavnsbinding.
Bogens er opdelt i 7 tidsmæssigt afgrænsede afsnit, og efter hvert afsnit er der fire faktasider med oplysninger om den historie, der er fortalt. Forfatteren betegner selv de 7 afsnit som miniromaner.
Det første afsnit handler om Bornholm omkring år 1000. Det har titlen ”TRYGVES SAGA: Fremtiden kom sejlende”, og handler om vikingetiden og om, at Bornholms blev en del af det danske rige og blev opdelt i 4 herreder.
Det andet kapitel bærer titlen: ” FREJLEVS SAGA: Brød på bordet og skat til bispen”. Det handler om Bornholm i 1200’tallet og om konflikten mellem kongen og kirken.
Tredje kapitel, ”SVERRES SAGA: Bondekonen og den lybske tyran”, handler om Bornholm i 1500’tallet og om lybækkertiden, mens
Den fjerde saga: ”JOCHUMS SAGA: Hjem med grevens ideer i kufferten”, drejer sig om Bornholm i 1700’tallet, hvor kongen stædigt fastholdt, at den fjerdedel af øen, som bestod af udmark eller højlyng, var hans jord. Bønderne fortsatte på trods heraf med at inddrage jorden, uden at have fået tilladelse, hvad der førte til utallige retsopgør.
Femte kapitel bærer titlen: ”PEDERS SAGA: En mand og hans stemme”, og handler om perioden fra midten af 1800’tallet og de følgende godt 50 år, hvor Andelsbevægelsen opstod, hvor infrastrukturen blev udbygget med jernbaner, hvor sognerådene fik en fast struktur, og hvor landbo- og husmandsforeningerne opstod. Også de kirkelige vækkelser og højskolebevægelsen var en del af tiden.
”MORTENS SAGA: Det kan kun blive større”, er den sjette saga og handler om perioden fra efterkrigstiden til 2015, hvor befolkningstallet topper, hvor traktoren udkonkurrerer hestene, hvor en stor del af landbruget stadig blev drevet som alsidigt landbrug langt op i tiden, og hvor interesseorganisationerne i 2003 blev sluttet sammen til foreningen Dansk Landbrug.
Den syvende og sidste saga: ”ESPENS SAGA: Det svære valg”, omfatter vor tid, hvor antallet af landbrug er skrumpet ind til godt 400. De aktuelle spørgsmål om mere økologi, slagteriets stilling, mejeriet og den regionale madkultur berøres i dette kapitel.
Vil man vide mere om Bornholms Landbrug fra 1835 til i dag, kan man med fordel læse Bornholmske Samlinger IV række, bind 1 fra 2007, hvor en række forfattere mere dybdegående beretter om perioden og landbrugets udvikling.
Mogens Lau