H.V Jørgensen in memoriam
|
Mindeord for major Holger Valdemar Jørgensen
Født 3. juli 1926, død 15. maj 2014
En æra er slut – ”HV” er ikke blandt os mere.
Mange af os har delt herlige stunder med denne engagerede, hjertevarme og meget vidende personlighed, som major Holger Valdemar Jørgensen var. Født 1926 og opvokset i Randkløve, som han elskede og kunne fortælle mange historier om. |
HV var en glimrende historiefortæller, og han benyttede enhver lejlighed til at berette om dette og hint. Han havde altid en anekdote eller sidebemærkning parat, og det kunne ofte forlænge et møde ud over det normale. Men man lyttede gerne og i respekt. Historierne blev som regel fremsat på syngende bornholmsk, og HV krydrede gerne med ordforklaringer og korrekte udtaleformer. HV var sprog-og efterretningsofficer og talte flere sprog, men dog allerhelst bornholmsk!HV´s store interesse var ubetinget Bornholms historie. Han hentede en stor del af sin viden på Bornholms Ø-arkiv og Bornholms Museum. Vi er mange som brugte HV, der havde en ualmindelig god hukommelse, som et ”omvandrende leksikon”. Han var et rigtigt foreningsmenneske, engagerede sig gerne som bestyrelsesmedlem og gerne også som formand eller kasserer. De bestyrelser han sad i, forsøgte han at ”gøre sociale” med småekskursioner og møder på spændende steder, eller man afholdt møderne på skift hos hinanden. Som formand i en forening var han altid velforberedt med fyldig dagsorden og bilag, og han styrede myndigt og rutineret et møde. HV sad i 40 år, fra 1971, i bestyrelsen – i en række år også som næstformand og sekretær – for Bornholms Historiske Samfund. Han var i Rønne Byforening ligeledes i 40 år til det allersidste – i mange år som kasserer. |
Ved rektor M.C. Koefoeds gravminde på Rønne kirkegård, hvor HV her og en række andre steder lagde en buket den 23. november 2006. Sin vane tro holdt han en lille tale hvert sted. |
I Foreningen Bornholm, som stod ham meget nær, blev han valgt ind i bestyrelsen i 1977 og HV nåede at være formand i 31 år. Han modtog Bornholmerprisen i 1998 og opnåede at blive æresmedlem i de tre nævnte foreninger. Det skal også nævnes, at HV var initiativtager til oprettelsen af Forsvarsmuseet allerede i 1966-1967 og han var særdeles aktiv i den sammenhæng. Også Lokalhistorisk Arkiv var HV medinitiativtager til.
Andre foreninger har tilsvarende nydt godt af hans initiativrige og utrættelige arbejdsindsats, og HV har i mange foreninger holdt utallige foredrag om Bornholms historie og om sine mange rejser.
Ud fra sin omfattende viden har HV skrevet adskillige artikler – ikke mindst i ”Jul på Bornholm” – billedtekster, fx ”Bedstefars Bornholm”, og han var i øvrigt en god ”mindeordsskribent”. Han havde en stor omgangskreds, både indenfor forsvaret, hvor han havde betroede opgaver med beredskab og repræsentation, og gennem det rige foreningsliv. |
Han holdt meget af at berette om foreningslivet og de ”gode gerninger” i jubilæumsskrifter. Det nød især Foreningen Bornholm og Rønne Byforening godt af – med gode, detaljerede dokumentationer, som eftertiden vil have gavn af. HV var gammeldags konservativ, udtrykt ved en dannet og korrekt omgangsform – altid damerne først og damerne fik gerne en særlig hilsen – og derefter folk i rette rangfølge med nævnelse af alle titler, som regel med en snært af ironi. Mange vil sikkert have hørt ham belære om, hvor vigtigt det er at sige TAK! – Det havde den tidligere rektor Koefoed på Statsskolen indprentet ham.
I sine senere år, hvor hørelse og syn svigtede – men ikke hukommelsen – var HV meget taknemmelig for et besøg, hvor man orienterede ham og fik en sludder, samt selvfølgelig en af hans utallige historier.Trods hans handicap, havde han dog en særlig evne til at se – det blev ”afsløret” på de utallige loppemarkeder, han altid besøgte, og han var en glimrende cyklist, der uforfærdet tog ture fra hjemmet på Kanegårdsvej ind til byen for at handle eller ordne forretninger samt aflevere breve for de foreninger, han var med i. Så fik han motion – og han sparede frimærker! |
HV taler ved Historisk Samfunds 100 års jubilæumsfest på Rønne Teater den 25. november samme år. |
Selv lagde HV megen vægt på Foreningen Bornholms sikring af museumsrøgeriet i Hasle og bevaring af møllerne på Bornholm, især ”Mælstatrøntan” – stubmøllen i Tejn – som Foreningen Bornholm ejer, og fik flyttet til Melstedgård. Han indviede den stolt i 2009 – på klingende bornholmsk i døren ind til møllen.
Vi er mange, der vil savne denne særlige personlighed ”HV”. Vore tanker går til hans familie og ikke mindst hans elskede hustru Rigmor, hans utrættelige chauffør, som altid var ved hans side på generalforsamlinger og ekskursioner.
TAK til HV Jørgensen.
Æret være hans minde.
Bornholms Historiske Samfund, Bornholms Museum, Bornholms Øarkiv, Byforeningen for Rønne og Foreningen Bornholm. Ann Vibeke Knudsen og Niels-Holger Larsen. |
HV taler ved genindvielsen af stubmøllen ved Melstedgård, som var flyttet dertil fra Tejn. Indvielsen fandt sted den 21. juni 2009 – utvivlsomt en “stjernestund” for ham. |
Fra rundturen til gravminderne den 23 november 2006. Her ved Olaf Hansens gravsted på Poulsker kirkegård. Damen i den røde frakke er Olaf Hansens enke, Ebba Hansen. Manden i den blå vindjakke er Finn Bræstrup Karlsen, som var med på hele turen for at assistere, hvis det blev nødvendigt, men det lykkedes HV at klare det hele uden problemer.
|