Bornholms Østkyst

Oktober måneds artikel 2021 stammer fra Turistforeningens Årsskrift 1902, side 95 – 98

Artiklen er signeret: Fridtjof Bon

Holder De af spegesild?

Det gør jeg, for der er intet så godt for hjertets rødder som salt. Derfor får jeg hvert efterår en fjerding sild herover fra min hjemø, Bornholm.

Jeg slår den selv op, og mens jeg er ved arbejdet, løber der pludselig kildrende vand om min tungerod, det er sildesmagen, der genfødes i min mund, frisk og stram og vækkende, den kalder på en munter snaps.

Så får jeg låget fra, og der ligger det første lag, sild ved sild, på ryggen med gabende buge.

De bornholmske spegesild er små, men af et kød, så fint og hvidt og med smeltende smag, at de langt overgår den grove, norske storsild. Den er for soflæsk at regne.
Jeg sætter mig ned ved min fjerding og drømmer, drømmer mig hjem til Bornholm, til østkysten mellem Svaneke og Gudhjem.

Der etsteds løber en sti gennem en lavning og opover et lille bakkehæld.

Derfra kan jeg ikke se havet, ikke rigtigt, jeg hører det kun, stærkere, for det har alt længe kogt i mit øre. Fra bakkehældet skynder stien sig ned mod en gård, hvor den løber ind under en tilgroet have. Høje træer skygger udover stien. Der er kirsebærtræer iblandt.

Bærrene har altid været modne, når jeg gik forbi, saftfyldte, bristende, med de sad så højt, at jeg i et øjeblik misundte himlens fugle dem – for i det næste, da jeg slap uden om gården og haven, at skænke dem af et godt hjerte alle de bær, jeg dog ikke kunne nå, når jeg blot måtte eje den udsigt, der nu med et slog sin dør op for Østersøen, fru havet i sin ublufærdige nøgenhed.

Og jeg vil have mere for de kirsebær, de er de sødeste og de sorteste i landet – jeg vil have grunden under den gård og dertil penge til at bygge et hus, just lige der på det sted.

Det skal være mit eget hus, et grundmuret hus, og jeg vil sætte en veranda rundt om huset, og der vil jeg bo ude, og jeg vil intet bestille, absolut intet, ikke spor, hverken skrive eller være skolemester, jeg vil have lov til at leve sammen med havet og skyerne.

Kan det ikke være nok for et menneskes liv? Det kan fylde mit.

Kender jeg havet? Kun i sommerstille og magsvejr, når det ligger hen i hellig, enfoldig ro, drøvtyggende som en ko, bredbarmet som en malkepige.

Men ind i klipperne, i skærene, nynner havet en anden sang, det syder, bruser, synger som i tusinde konkylier om sin fagre, stolte dejlighed, når stormene hidser det, pisker det, jager det op i fortærende lidelse og elskov, da ved jeg, at digtere besynger det, ligner havet med deres elskerinde, deres allerbedste hest.

Hopla min vælige! Rejs dig, stræk dig, nå i gang, trav, i galop, lad manken flyve, spil næseborene, flanken skummer, jeg skal kilde dig, hidse dig med sporen! –

Stien skynder sig fra mig, jeg gider ikke følge den, jeg ved, den slipper gennem sædemarker, over et gærde, og smutter ind i et fiskerleje, hvis småbitte, hvide huse snart fjæler sig, snart titter skalkagtigt frem gennem grønt løvhang. De har deres grå simple stråtagshuer ned over ørerne.

Kun et hus bærer røde teglsten. Derfor er det byvigtigt, og overlegent ser det ud, men derunder bor også lejets eneste privilegerede embedsfrue, jordemoderen.

Ud til stien svinger landet med bakker ned mod havet. På bakkerne ligger brede gårde med tavlede marker for og bag. Flæsk for og fedt bag, skovene oppe i landet blåner hen i diset solrøg. Gudhjemspynten stænger udsigten. Den tunger sig ikke ud i havet, beder ikke almindeligt om forlov, nej, den stinger et knivsblad ind i havets flommeside, så der står skumhvidt fråd om æggen. Byen Gudhjem har den gemt omme bag knivsbladet – men oppe på kammens ryg, har den sat en mølle, højt til vejrs som en vindfløj.

Jeg får øje på et hvidt fnug af et sejl langt ude på søen. Jeg ved, der skjuler sig en båd under det, men jeg vil have, at det sejl skal være et blomsterblad, som vinden har åndet fra land ud over søen, og nu er det dalet ned derude, der er ét til, og nok ét, tre, fire – – Jeg ser ned til lejet, det er derfra, de kommer frem. Nu luer der et rødt, to røde blade; de når de hvide.

Jeg bliver mildt bevæget og søger at trøste mig. – Er det ikke, som der var drysset æbleblomster ned i en mægtig blå skål!

Fra alle lejets bitte haver slår en blomsterånde sødt duftende, berusende op og bølger sagte ud over søen og dysser den i blund. Hylden står i blomst! Derfor går alle fiskerne ”i vrag” (sætter sildegarn og lader sig drive med strømmen sammen med garnene) i de lyse nætter, sommersilden står ind mod kysten, havet er svangert! Derfor vil havet have ro!

Men alligevel, jeg gav min fjerding sild og alle de sorte kirsebær – for en eneste stormnat!

[læs om Fridtjof Bon i Dansk Biografisk Leksikon]