Bornholmernes kirkegård
Parti fra Rønne Kirkegård. I forgrunden den ovale gravsten for ridder Caspar Wolffsen og hans familie og i baggrunden keramikerfamilien Hjorths gravsted. Foto Mogens Lau 2010
Maj måneds artikel 2019 – er fra: Nyt dansk Maanedsskrift, oktober 1870, side 66-68, under overskriften: Mellem mange slags folk.
I en gammel geografi om Bornholm står der for hver af de små købstæder nævnt nogle af de ejendommeligheder, ved hvilke de særlig skulle være kendte. Forfatteren vil vide, at Rønne udmærker sig ved sit lertøj og sine ure, Gudhjem ved sit fortrinlige øl og sine smukke piger og Nexø ved sin kirkegård. Den sidste bemærkning i alt fald er ganske rigtig; men man kan dog komme sandheden endnu nærmere, når man nemlig ikke udelukkende tillægger Nexø en udmærkelse, der i samme grad tilkommer alle øens byer.
Man vil aldrig se en bornholmsk kirkegård, hvor ikke hver gang er ren og grusbelagt, hvert træ beklippet og hæget, som om det var en sydlandsk sjældenhed, hver grav fredet med den mest minutiøse omhyggelighed; har man ikke haft råd til at anvende andet på den, er den dog i ethvert tilfælde forvandlet til det smukkeste blomsterbed, man kan tænke sig. ”De dødes have” gør derfor her aldrig noget mørkt og uhyggeligt indtryk. Træder man ind i den, føler man en stemning af venlig, hyggelig fred strømme sig i møde, og ved hvert skridt, man gør, får man nye beviser for, at dette de bortgangnes hjem, vedligeholdes med en flid og omhu, der er langt større end den, som anvendes om de levendes. Blomster og buske er større og frodigere, de små græsplæner er mere grønne, efeuranken og slyngrosen snor sig tættere op ad stengærdet, og aftenhimlen hvælver sig fyldigere og mere rund her end overalt ellers.
En anden iagttagelse, som selv det flygtigste besøg afføder, er den, at de små sorte gravbænke her optræder i langt større mængde, end man andre steder er vant til at se dem. Næsten hver grav har sin. Også dette røber, at bornholmerne er hyppige gæster på kirkegården. Hvor væsentlig en rolle den spiller i hele deres tilværelse, derom får man dog egentlig først en forestilling, når man har tilbragt længere tid mellem disse stille, indesluttede øboere og fulgt dem i deres daglige færd. Sænker skumringen sig, og de en stund ville trække frist luft efter dagens arbejde, går spadsereturen som oftest til kirkegården. Man vandrer om mellem gravene, lægger mærke til, hvor der er kommet en ny sten eller en ny krans, hvor en ualmindelig smuk rose er sprunget ud, eller hvor en sjælden plante har sat et skud, som man muligvis kunne få lov til at flytte over på sin egen lille lod. Særlig lørdag aftener er der almindelig valfart til kirkegården. Flere medlemmer af hver familie vandrer derhen, bringer river, skuffe, vandkande og nye kranse med og giver sig i færd med at frede om og pynte på gravene. Selv døtre af de mest ansete familier tager del med i arbejdet; denne kærlighedsgæld til de døde tør ikke afbetales af udenforstående. – Alt dette er temmelig ejendommeligt for Bornholmerne, og det står i nøje forbindelse med hele deres måde at leve på og hele deres opfattelse af livet.
På deres lille klippeø i Østersøen har de lige til den seneste tid levet et fra omverdenen afsluttet liv. De har indgået slægtskab mellem hinanden indbyrdes, så de til slutning næsten kun er blevet én stor familie. At de føler sig som sådan fremgår også af den tilbageholdenhed, de viser overfor alle såkaldte ”førte” folk, det vil sige fremmede, der som embedsmænd eller på anden måde er kommet til øen uden egentlig at have hjemme der. Således får det almindelige familiebånd en forøget bindende kraft; endog døden er ikke i stand til at løse det anderledes, end at de mange små minder daglig tilskynder de levende til ved den bortgangnes grav i tanken at samles med ham. Hertil kommer bornholmerens alvorlige sind, hans indesluttethed i sig selv, hans dybe gudsfrygt og stille adstadige gang gennem livet. Det store udbredte hav som hans øje altid møder, klipperne, der hegner hans fødeø som mure mod omverdenen, endelig de gamle traditioner, der har holdt sig på denne afsondrede plet af verden – det alt sammen lægger i hans sjæl en vis tyngde, som holder ham fra at flagre let og glad gennem livet. Bornholmeren går støt og rolig sin vej, han opfylder sin pligt, og han arbejder strengt, fordi hans fødeø ikke er rig nok til at spare ham for dette arbejde. Når hans dagsgerning er endt, søger han en mild, stille hvile, og den stemning, hvori han søger denne, passer godt med den, som er udbredt over kirkegården. Så vandrer han hen til den, plejer og freder om den og opnår således, at han, når en fremmed gæster hans by, først og fremmest – hvad han da heller aldrig glemmer at gøre – kan vise ham byens smukkeste seværdighed: kirkegården.
