Bornholms Højskoles historie

Præsentation af en hjemmeside

SAMs højskolehistoriske Arkiv – www.sams-arkiv.dk

Af Svend Aage Møller

Jeg vil her redegøre lidt for baggrunden og formålet med denne hjemmeside.

Som en første begyndelse blev den i beskedent omfang udsendt i 2004. Siden har den udviklet sig til noget meget større.

Egentlig skal den ses som en fortsættelse af mange års syslen med Bornholms Højskoles historie, som tog sin begyndelse i 1981, da det var 125året for den allerførste begyndelse i 1856 i Aakirkeby. I 1993 kunne vi fejre 100års jubilæum for den nuværende højskole ved Ekkodalen. Til det lykkedes det mig at færdiggøre en bog ”Bornholms Højskoleliv”, som omhandler tiden fra 1856 til 1945, idet skolens virke som lokal højskole for unge bornholmere dermed reelt var slut. De følgende godt 20 vanskelige år blev derefter skildret i årsskifterne for 1996 og 1997. Tiden derefter indtil 2016 er kun skildret i mere kortfattede oversigter. Det hele er senere gengivet på hjemmesiden.

Bornholms Højskole i juni 1968

Fra første færd havde jeg ikke regnet med, at skildringer omkring Bornholms Højskole skulle fylde ret meget, men efterhånden er det blevet den største del.

Det skyldes i hovedsagen, at jeg bestemte mig for at gengive lister over de unge mennesker, der i tidens løb frem til 1958 har været elever på skolen med supplerende oplysninger om deres videre liv i korte træk.

Under mit arbejde med den tidlige tid blev det klart for mig, at Vallekilde Højskole har haft en ikke ringe betydning for kredsen her på Bornholm. I denne skoles første 25 år var der således godt 60 unge mænd og omkring 100 unge piger herfra, der blev elever dér. En stor del af deres børn blev senere elever på Bornholms Højskole. Derfor har jeg også gengivet lister over Vallekilde-eleverne med supplerende oplysninger.

Vallekilde Højskole fra et besøg efteråret 1999

Ikke mindst i denne sammenhæng stod det mig også klart, at en vis familietradition har haft en ganske stor betydning for tilgangen af elever. Derfor har jeg som noget af det sidste udarbejdet lister over en lang række af såkaldte ”højskolefamilier” med flere elever i én eller to generationer, og i nogle få tilfælde, tre generationer.

Ellers indeholder hjemmesiden forskelligt andet. Jeg fik således lyst til at udvide den med skildringer fra andre dele af landet og foretog derfor i årene 2000-04 nogle rejser til lokalhistoriske arkiver rundt om i landet, hvor jeg bl.a. fandt flere elevdagbøger, som også er gengivet. Således en dagbog af en ung mand, Niels Thorhauge, fra Vestbirk Højskole i vinteren 1918-19, som findes på det lokale arkiv i Fjerritslev i det nordlige Jylland. Eller en dagbog af sønderjysk pige, Marianne Thomsen, som i 1906, altså i den tyske tid. tog på Nr. Ørslev Højskole på Falster. Den befandt sig på Landsarkivet i Aabenraa.

Lad det været nok som en kort introduktion. Der kommer fortsat nye ting til, når inspirationen er til det. Formålet er først og fremmest at give mulighed for et bredere kendskab til Bornholms Højskoles virksomhed og de kredse, der stod bag, men også med udblik til højskolebevægelsen i bredere forstand.

Forside med indholdsfortegnelse

You may also like...