“Bornholmsk folkesind”, 2. del

Marts måneds artikel 2021 – stammer fra tidsskriftet Danmark, Nr. 8. 1940, s 276-279. (Temanummer om Bornholm). Anden del og sidste del
Af magister Christian Stub-Jørgensen

Til trods for sin uvilje mod nyt havde bornholmeren et godt nemme og et fortrinligt håndelag. På mange områder, i langbrug, søfart og industri, blev bornholmerne foregangsmænd. Et eksempel er det bornholmske urmageri, der bogstaveligt opstod af en tilfældighed. I 1750 strandede ved Rønne nogle engelske skibe, og blandt strandingsgodset var en del stueure. Da de var ødelagt af søvand, fik man fingernemme håndværkere til at skille dem ad og efterse dem; nogle af disse folk benyttede lejligheden til – i træ, siges det – at lave modeller af urværkene, og allerede få år efter var den bornholmske urindustri i fuld blomstring.

Og dette nemme begrænser sig ikke til det materielle område. Fremmede videnskabsmænd har tit haft udbytte af at tale med selvlærte bornholmske almuemænd. ”Den latinske smed” i Bodilsker var en fremragende botaniker og havde på egen hånd lært sig både tysk og latin, samtidig med at han troligt passede sit hårde slæb. Og får husmand Peter Thorsen i Pedersker besøg af fremmede geologer eller arkæologer, så er det dem, og ikke ham, der lærer nyt!

Den afsondredes trang til at høre nyt udefra har gjort sig gældende i bornholmernes indstilling overfor ny viden. Ofte har der været en ligefrem glubende hunger tilstede. Almueskolevæsenets udvikling her på øen var sen, men oplysningen gjorde hurtige fremskridt, da den kom. For nogle blev appetitten på alverdens visdom ligefrem katastrofal; et tragisk eksempel er den ulykkelige, for tidligt døde digter Jakob Hansen. Han nåede aldrig at skrive et helt gyldigt digterværk; til gengæld gribes man stærkt af hans skæbne, som Martin Andersen Nexø fortæller den i forordet til et bind efterladte noveller. Som ungt menneske tog han sig for at skaffe overblik over tilværelsen, der skulle resultere i et stort værk om menneskeåndens historie. Han studerede sanskrit og russisk, læste verdenslitteratur i grundsprogene for at gennemføre dette umulige forehavende – og dertil kom, at han måtte arbejde som landarbejder i grusgrave. Intet under, at det store stof skred for ham og tog magten fra ham.

Når andre bornholmere har gjort en indsats i videnskaben, ser man altid, at de arbejder på en solid grundvold. De kan have videnskabelig fantasi og et storsyn, der ikke giver stakkels Jakob Hansen meget efter – men de må have fundamentet lagt fast, før de bygger deres bygning. Bornholms nylig afdøde historiker M. K. Zahrtmann byggede sit livsværk på grundigt og tålmodigt studium af arkivernes støvede akter og kæmpede for at luge ud, hvad fantasifulde sagn havde fyldt Bornholms historie med; resultatet blev et værk, der er kunstnerisk komponeret, og hvor hver side lyser af lune og af indlevelse i svundne tiders liv. En streng skole og en tålmodig undersøgelse af teksterne præger Johan Nicolai Madvigs arbejde med de gamle, klassiske tekster – men når han havde indlevet sig i en forfatters stil og tænkemåde, kendte han ham så grundigt, at han kunne rette tvivlsomme overleveringer sådan, at senere fund viste, at han havde ret.

En lignende evne til at indleve sig ikke blot i fremmed tankeliv, men også i fremmede tankeformer er det, der præger Vilhelm Grønbechs forfatterskab. Også hos ham finder man en bornholmsk dobbelthed; hans resultater hviler på en solid basis af reelle kundskaber og møjsommeligt studium – men de er opbygget som musik; han gennemspiller sine temaer, varierer dem, lader dem ses fra nye sider og belyse hinanden. Hans evne til at trænge ind i fremmed sind og forstå det indefra indskrænker sig ikke til åndstyper, som er ham sympatiske eller står ham nær, og han polemiserer ikke mod de typer, han skildrer; han vil forstå den indre sammenhæng. Og samtidig med den dybe indtrængen i det enkelte har han det store syn, der samler spredte fænomener i store perspektiver. Han er verdensborger i tid og i rum.

Når Bornholms afsondrede beliggenhed har gjort, at bornholmerne gerne afsondrer sig fra fremmede, gælder dette kun overfor de førte, som kommer til deres ø. Selv har bornholmerne gerne villet ud at se nyt, og mange af dem har ligefrem haft udve i kroppen. Bornholmeren var ikke blot bonde og fisker; de store skibe bygget på hjemlige værfter, sejlede på varmen og på faste grønlandsruter, og som matros på fremmede skibe har den bornholmske sømand vundet ry. Bornholms nationalsang er ikke den opstyltede ”Bornholms Drape”; det er Espersens ”Sjøkarijn” (Sømanden), der fortæller om det raske liv på skibet, der sløjer for spændte sejl; mens tovene piber, mindes sømanden livet hjemme på ”bøjden” (bondelandet); de kåde dyrs leg i klippelækkerne, vogterpigens ”Ha driv hjem”, fjælstavnens (nattergalens) sang, børnene, der henter vand ved kilden i den stjerneklare aften – og alligevel vil han ikke bytte. Sømandens liv har farer, men det er stort og herligt.

Bornholmerens sind er fuldt af modsætninger. De stridbare og rethaveriske bønder viser, når de kommer på søen, en samfundssans og en disciplin, der har gjort de bornholmske sømænd agtede på alle have. Jeg mindes et træk, der viser, hvilke egenskaber dette skyldes. En bornholmsk skipper styrede i en rygende storm sin synkefærdige skude ind mod havnen; da han var næsten inde kunne han se, at skibet ikke kunne nå helt ind; han satte det da på grund ved siden af indløbet, fordi han ikke ville risikere at synke i havnegattet og spærre indsejlingen for andre skibe.

De unge bornholmeres smag for et rask og strålende liv har skabt en kavalertype, som vi møder flere steder i Bornholms historie. Blandt dem var kaperen Kaspar Wolffsen, der under syvårskrigen med England udførte bedrifter, der har fået en norsk historiker, mærk det, til at sammenligne ham med Tordenskjold. Hans sidste sømandsdåd fortjener især at mindes. Han var gået i land i Rønne, da der blæste en storm op, og hans skib, der lå på reden, rev sig løs, gik på et skær og truede med at blive vrag. Da det var vanskeligt at få en redningsbåd ud i pålandsstormen, gik Wolffsen selv ud med sin jolle; den kunne tage tre mand, men han fik hele besætningen reddet ved at tage den farlige tur nitten gange.

Lyder det ikke næsten som teater? For øvrigt gjorde Wolffsen sig heller ikke så dårligt på en scene. Rønne Dilettantkomedie var for et godt hundredeår siden en kulturinstitution der viste, at bornholmerne har sans for det dramatiske også og de skrå brædder. En anden kavaler, der har dåret hjerterne fra Rønne Teaters scene, var Johan Ancher, der senere, i 1864, hævdede dansk soldaterære så glansfuldt i skanse nr. 2.

Bornholm var en landsdel, hvor rigdom og deraf flydende magt sjældent gjorde sig gældende; dog fandtes der dybe sociale skel, navnlig mellem velhavende storbønder og de fattige småbønder og landarbejdere. Andersen Nexøs bornholmsskildringer giver et godt indblik i disse kår. Men gennem hans forfatterskab ser man også, at trods sociale skel herskede der på Bornholm en retfærdighedssans og en medmenneskelighed, trods al vedhængen ved den overleverede samfundsorden med rig og fattig. Den mest bornholmske type, han har skabt, forekommer mig at være fru Bohn i det alt for lidt kendte skuespil ”Folkene på Dangården”. Vel har det ikke været leg at være Pelle, hverken på Bornholm eller andetsteds. Men som et særligt træk fremhæver Nexø, at hyrdedrengene blev menneskeligt behandlede og fik at mærke, at deres arbejde blev påskønnet. Den brutalitet, vi møder i Aakjærs skildringer af hyrdedrengenes liv, var utænkelig på Bornholm. Retfærdighedssans og medmenneskelighed – det er et par af de smukkeste træk i bornholmernes karakter. Og lykkeligt for Bornholms omdømme er det, at disse træk netop blev grundmotiverne hos den digter, der skulle give Bornholm plads i verdenslitteraturen – Martin Andersen Nexø.

Men også på anden vis særtegner Andersen Nexø sig om bornholmer. Hele hans udtryksmåde bærer præg af hjemstavnen; følelsens fåmælthed, det ru tonefald med de mange vægtige ord, sansen for ordsproget og ”ordtøjets” faste form, de tilspidsede optrin og begivenheder, og først og sidst lunet, der gerne vælger en drastisk form. Det kan siges, at de mange træk, som er karakteristisk for bornholmerens sind, kan findes mange andre steder, hvor naturen har givet mennesker lignende kår. Men hans sind er støbt i en form, der helt er hans egen. Det ytrer sig i hans eget sprog og hans egen udtryksmåde.

Det siges, at bornholmere og smålændere har en del tilfælles. Men der er også forskelle. Det påstås, at hvis man møder en smålænding og spørger hvor han skal hen, svarer han: ”hvad fanden rager det dig”! Bornholmeren ville derimod svare: ”ja, se det kunne jeg jo godt fortælle, men så skulle jeg jo også have at vide, hvor du skal hen – og hvad fanden rager det mig”!

Fåmæltheden er et karakteristisk træk for bornholmeren. Jeg har nævnt, at han nødig omtaler sit sinds mere private rørelser. Men han har tillige sky for at bruge de store ord, selv når de ydre omstændigheder er dramatiske nok. I en stormnat forliste en fiskerbåd i brændingerne på Christiansø; i båden var der to fiskere, Peter Bech og Julius Petersen. Bech blev kastet ind på et klipperev; her hagede han sig fast, og da han havde sundet sig lidt, syntes han, at han hørte noget pusle i nærheden. ”Er det dig, Julius”? Spurgte han – og kammeraten svarede: ”Hvem fanden skulle det ellers være, vi var jo kun os to i båden”!
Heller ikke om sit hjemland ruger bornholmeren store ord. Men den, der før 1914 har hørt de tyske turisters ”wunderschön” – han ved, at der ligger mere bagved, når bornholmeren finder sit land ”net” – eller ”pent”, når det kommer højt. Husk endelig, at Bornholm er et land. ”Øen” er Christiansø, som man kan se østerude fra Bornholms høje klippekyst, og kommer man for skade at kalde Bornholm en ø, skal man nok få at vide, at når selve kongen engang har skrevet ”vort land Bornholm”, så bør en almindelig turist vel kunne ventes at omtale Bornholm med lignende ærbødighed.

Ovenstående spredte træk til bornholmernes karakteristik bygger på kulturhistoriske overleveringer fra mange tider, og jeg har vist nødig endnu engang at sikre mig mod at man mener, hvis man møder en bornholmer, må han se akkurat sådan ud indvendig. Der findes bornholmere af mange slags, så mange mennesker, så mange sind. Men når bornholmeren, som jeg har vist ham, er forstået som et produkt af århundreders afsondrede stilling til Danmarks rige, så følger naturligt deraf, at denne type går sin undergang i møde. Da Bornholms afsondring ophævedes omtrent fra midten af forrige århundrede, blev der lagt grunden til en ny udvikling, der hastigt skrider frem. Allerede nu er de fødtes uvilje mod de førte ved at forsvinde; mange træk har jeg måttet fortælle i datid – og inden længe måske vil typen høre fortiden til.

Og dog er der træk, der tyder på, at bornholmeren vil yde værdifulde bidrag til udviklingen netop ud fra sine lokalt bestemte forudsætninger. Selvhævdelse og realitetssans er god grund at bygge på. Og hans nemme giver håb om, at han også i kommende tider vil formå at udnytte sit sinds muligheder.

Bornholmsk folkedragt. Postkort fra Gudhjem Museum

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *