En rejse til Bornholm, 1908

Marts måneds artikel 2022 stammer fra Krig og Fred, 1908
Artiklen er signeret: Carl Gunnersen

Bornholm

I den lyse sommernat piler ”Hammershus” med 12 miles fart langs med Skånes sydkyst. Røde og hvide fyr blinker om bagbord deres ”Giv agt! Her er jeg”! Og agterude gyder Falsterbos fyrskibs mægtige dobbeltlamper en regn af guld over vort skummende kølvand. Om styrbord ses nu og da en hvid toplanterne og et grønt lys, ellers horisonten rundt kun hav – blidt, blåsort hav med hvide sølvstænk, som uden synlig grænse glider over i den stjernelyse himmel.

”Hammershus” har travlt, og den joviale kaptajn Ødbergsen – alle bornholmerrejsendes trofaste ven – er en fører, der ved at passe tiden. Kl. 4.30 slet skal han være i Hasle, og kaptajnen holder sig på minut fartplanen efterrettelig. Da jeg efter et par timers korte blund i min køje kigger ud af koøjet, stråler solen varmt og gyldent over den yderste ende af en skibsbro, og over toppen af et brunt fjeld, kronet af det nydeligste, lille, villa-hotel. Østersøen – den grumme, den forræderiske, den frygtede, men dog ofte alt for bagtalte Østersø – er passeret, og vi er ved Bornholm.

En time senere bakker ”Hammershus” på ny ud af havnen og tager kurs mod Hammeren. Alle passagerer er på dækket og indsuger i lange drag sommermorgenens vidunderlige skønhed.

Kikkerterne rettes mod landet derinde, – det ejendommelige danske land, som vi kender så godt fra geografitimerne i skolen, men som vi alligevel nu med beskæmmelse møder som fremmede. Alt som damperen iler videre på sin rute, ranker landet sig mere og mere. De bløde sjællandske bakkestrøg glider til side, og kraftige djærve konturer træder i stedet.

S/S Hammershus på vej ud af Allinge Havn. Foto: Kjøller

Uden et øjeblik at slippe ”kursen” giver kaptajnen, sekunderet af en indfødt bornholmer, i korte rammende sætninger de begærligt modtagne oplysninger. Der ligger Hellig Peder, – der Johns Kapel med sin berømte 108 trins trappe, – der det dukkeagtige fiskerleje, der hedder Vang, og hvis små nymalede huse er stablede op ad fjeldsiden som legetøjshuse i en drengs ”panorama”. En lille kuf i havnen har rejst sit flag – et mægtigt Dannebrog og så knaldende rødt, at det ganske dominerer det hele yndefulde sceneri. ”Der min dreng, har du også et skib med flag på; – se så, nu er fiskerbyen helt færdig, kan du se”. – Jo vist har den dreng haft smag, der byggede Vang af sin æske, men billederne veksler uden ophør. – Der højt over fjeldet ligger ”Hotel Finnedalen”, hvid og skær i morgensolen over de grønklædte fjeldskrænter, og der toner allerede Hammershus’ vældige ruin-kontur frem på toppen af sit utilnærmelige 250 fod granitbjerg – et fortidsminde, stoltere og mægtigere en noget andet i Norden. Dér råber en knaldende hvid pragtbygning, et hotel, rejst af Blanch – pioneren for klippeøens turistliv – sit ”kom herop”! Ud over fjeld og hav, og der fremme har vi selve Hammeren, den enorme klippenakke, som årtusinders storme ikke har formået at bøje, og som den dag i dag knejser som et rankt og stolt symbol på det lille øfolk, der aldrig har villet krumme ryg for fremmede herrer.

Et mylder af kraner og store fabriksbygninger viser, at Hammeren udnyttes af industrien. ”Bornholms Granitværk” hedder entreprisen med sit danske navn, men firmaet er tysk. Hammeren er for henved en snes år siden for en ringe sum solgt til tyske forretningsfolk, og også den lille havn i bugten ved Hammerens fod, hvorigennem den tyske turiststrøm nu flere gange ugentlig skyller ind over Nordbornholm, er tysk privatejendom. Men fyret deroppe på Stejlebjerg er et kongelig dansk fyr med splitflag på signalmasten og en fortræffelig dansk kaptajn som fyrmester. Hvilken ypperlig opgave for en national samlingsbevægelse at tilbagekøbe Hammeren – hvis den da endnu kan købes. Med de rette mænd i spidsen ville entreprisen sikkert rundelig betale sig.

Nu rammer ”Hammershus” Hammer Odde og solen bager frit og velgørende ind over vor dugvåde kommandobro. For den, der i en menneskealder ikke har besøgt Nordbornholm, er de små havnebyer ikke til at kende igen. De beskedne småstads- og fiskerhuse er borte eller trådt tilbage i andet geled, og det er nu store moderne bygninger med balkoner og verandaer, som fanger blikket. Det er hotellerne. Vi er med andre ord midt inde i ”Østersøbadet Bornholm”, den energiske organisation, som omfatter alle Nordbornholms borgere, og som med beundringsværdig dygtighed har tilført den overordentlig store værdier i form af et imponerende turistbesøg. 10 a 12.000 fremmede gæster årlig badet, og i sæsonen er ofte hver hotelplads optaget.

Men det er ikke danske turister, der besøger Bornholm. Det er tyskere eller dog hovedsagelig tyskere. Med rejse- mantel, stiv kasket og fotografiapparat går de i endeløse skarer i land fra de komfortable tyske turistdampere, og spredes over Hammeren, Allinge, Sandvig og Helligdommen.

Naturligvis er de velkomne. Hvem vil kunne bebrejde øens befolkning, at den tager den indbringende næringsvej op, som et rigt turistliv byder, og som er baseret på øens skønhed og ejendommelighed? Tyskerne er på Bornholm lige så velkomne gæster som ved alle andre danske badesteder. Men værterne er danske nok – i sind som i skind, og intet krænker dem mere, end hvis man drager deres nationale hjertelag i tvivl. Måske netop også den udsatte post og de stærke modsætninger mellem værter og gæster holder bornholmerne mere nationalt vågne end andre landsdeles befolkning. I ethvert fald får man ved samtale mand og mand imellem det bestemte indtryk, at bornholmerne selv fuldt ud har øje for ”den tyske fare”, og at de ved sammenhold og kollegialitet er rustede til at afværge den. Der tåles intet tysk flag over noget af Bornholms hoteller, og et forsøg på at synge ”Schlesvig-Holstein meerumschlungen” blev kvalt så eftertrykkeligt i fødslen, at det ikke mere gentages. Men naturligvis sætter den vældige turistinvasion alligevel lidt efter lidt sit fremmede præg på Nordbornholms daglige liv, og det kan umuligt være anderledes, så længe de danske lystrejsende ikke vil finde rejsen over havet til den gamle danske ø – i parentes bemærket et meget smalt ”hav”, idet der kun er to timers sørejse fra Simrishamn til Allinge. Bornholmerne så ganske afgjort intet hellere, end at deres hoteltavler fyldtes med danske navne i stedet for med tyske, men når danskerne ikke kommer, tager de naturligvis med tak imod tyskerne, som for længst har fået øje for klippeøens mangfoldige skønhed. Og de rejser gerne flere dage i træk for at nyde deres ”Sommerfrische” på de bornholmske solbestrålede klippekyster, medens danskerne går til Norge eller til Svejts.

Billedet er lånt fra bogen ”Det østbornholmske Dampskibsselskab 1876-1976”, udgivet i april 1976

Tanker som disse vælter uafladelig ind over ens sind, medens man i vogn, til fods eller pr. båd føres rundt på Bornholm, – fra Hammerfyret til ”Simonsens Sø”, fra bispernes Hammershus til Paradisdalen, fra Almindingens ”Rytterknægt” til Gammelborg og Ekkodalen, fra Østerlars Rundkirke til Røs Helligdomsklipper, fra Sandvigs ”Riviera” til de helt norske fjelde ved Johns Kapel, fra Finnedalen til ”ovnene” og ”Løvehovederne”, fra det smilende Gudhjem til Svanekes Højlyng, fra Randklev til Due Odde osv, osv.

Rent umiddelbart gribes man af Bornholms ejendommelighed og mangfoldighed. Dette land er et stykke Danmark helt for sig selv – sjællandske bakker veksler med svejtsiske dale, fede danske agre med vestjydsk marehalm, jydske heder med norske fjelde. Og de knapt 600 kvadratkilometer, som øen måler, rummer tusinder af historiske minder – minder om en tid, da dansken bygge sit hus på klippegrund og sad fast, hvor han sad, da viljerne var stærke og ryggene ranke, da danskens navn fløj verden over, næppe altid elsket, men sikkert altid frygtet. Og rundt om den hele ø skyller havet sit herlige blå, snart smilende mildt, snart brølende vredt – havet, som intet sted i Danmark mere udtalt end her, har sat sit uudslettelige præg på naturen som på befolkningen.

Vi danske er kun få, og vort land er kun lille. Men et besøg på Bornholm gør – forekommer det mig – både vort folk rigere og vort fædreland større.