Feriebrev fra Nordlandet

November måneds artikel 2020 – stammer fra Bornholms Tidende, 10. juli 1925

Feriebrev fra Nordlandet. Blanchs Hotel, juli

Længe behøver man ikke at have været her på Nordlandet, før man er klar over, at her overalt på de mange turisthoteller er forholdsvis mange tyske og svenske gæster. Og mange af svenskerne er stamgæster, der kommer igen år efter år. Her er ”förtjusande vackert”, siger den svenske kaptajn, som hver aften, med anstand og megen rutine svinger sin nye dameforbindelse – snart på den ene hotel, snart på det andet – ”för tilfället”.

Udvalget er stort, både hvad damerne og dansestederne angår. Og forandring fryder, siger man jo. Dans og sommerflirt hører nu engang med til moderne badeliv, og de hotelejere, der ikke imødekommer tidens krav, løber fare for at sakke agterud i konkurrencen.
Man kan mene om disse dansant aftner, hvad man vil; nogen grund til forargelse giver de absolut ikke; det går såre nydeligt til – festligt og fornøjeligt. Solbrunede og glade slutter badegæsterne deres dag med en lille svingom til døgnets muntre eller smægtende melodier, med smil og strålende øjne vugger parrene sig til sagtevalsens rytmer, storker en one step eller tango, og nipper i pausen til en lille forfriskende drink.

Hvor er her stilfuldt og pænt i disse musik- og danselokaler! Væggene i festsalen på Blanchs Hotel er dekoreret med ”Bølge-Brandts” mesterlige billeder (til salg – værs’artig! Portieren, den elskværdige hr. Reinbach, oplyser priserne.) På Strandhotellet i Sandvig har hr. Fr. Bidstrup bygget en stor koncertsal og indrettet 15 nye gæsteværelser. Her spiller Valdemar Bengtssons trio med ualmindelig dygtighed skiftevis klassisk musik og moderne dansemelodier; navnlig er cellisten en fremragende kunstner. Besøget i denne stilfulde koncertsal med de magelige søgræsstole, men unægtelig med lidt nøgne vægge (der burde være palmer!) har ikke i den første måned været overvældende, men det kommer såmænd nok, når højsæsonen rigtig er inde.

Et selskab foran hovedindgangen til Blanchs Hotel i 1918. Yderst til venstre er det hotellets ejer Beierholm og derefter (i hvid jakke) er det kunstmaleren Bølge Brandt. Med udgangen af Første Verdenskrig var hotellets storhedstid over, og Beierholm solgte hotellet, der herefter førte en omtumlet tilværelse

I hotel Sandvigs palmehave er musikken mindre klassisk, men besøget stort hver aften, og på det højtliggende dansegulv kniber det somme tider med pladsen. Hotelejer Carl Jørgensen, den smarte (ikke smækre) ejer af såvel dette hotel som af hotel Allinge greb rigtigt, da han allerede i 1915 lod indrette denne ”have” som ingen have er, men et overmåde hyggeligt sted at slå sig ned en aftentime.

Palmehaven i Sandvig i tiden omkring Første Verdenskrig. Bemærk det relativt store underholdningsorkester

Den dygtige og sympatiske kapelmester Alwin Koch og hans elskværdige frue muciserer i denne sæson for tredje år skiftevis på det fornemme kurhotel Strandslot i Sandvig og på Blanchs Hotel. Blanchs Hotels historie har sin egen interesse og skal derfor her ridses op i sine hovedtræk.
Omtrent fyrretyve år er det siden at københavneren I. H. Blanch lod dette landskendte hotel bygge. Det var i 1887. Turistliv var den gang så at sige ukendt på Bornholm. Anders Jensens lille sommerpensionat oppe ved Hammershus kunne mageligt klare hele fremmedbesøget. På det skønneste sted, tænkes kunne, rejstes så dette hotel, der snart fik et anset navn blandt rejsende og fik stamgæster i kunstverdenen.

Og Blanch, den udprægede selskabsmand, stod gerne selv i døren og bød sine gæster velkommen – med den ejendommelige hæse stemme, der kunne være så hjertelig når det gjaldt venner som kammersanger Simonsen, kunstmaleren Brandt, grosserer Julius Jensen (”Sover aldrig”), Bonfils (firma Holger Petersen), H. C. Andersen (ikke eventyrdigteren, men repræsentanten for Møllers Enke) Peder Brønnicke, den sympatiske Harald Gether og mange, mange flere fra forretningsverdenen. Jo, der var festaftener i hine længst forsvundne dage, når kammersangeren ved et højt bæger forlystede sig selv og vennekredsen med sin herlige røst: ” fliv fugl – fliv over Furesøens Bilge—”.

I 15-16 år drev Blanch sit hotel om sommeren, og boede om vinteren i København, men det var hans hensigt fremtidig at tage ophold herovre, da han hen på høsten 1901 blev alvorlig syg, en leversygdom, hvortil stødte lungebetændelse. Efter 14 dages sygeleje døde han den 5. september, 62 år gammel, blev begravet på Allinge Kirkegård og tog altså på en måde fast ophold herovre. De første to somre efter Blanchs død drev enken hotellet, bistået af sin datter. Så købte Blanchs svigersøn, købmand H. M. Beierholm, Assens, det i 1904 for 79 000 kr. Hr. Beierholm og frue – en særdeles dygtig dame med megen indsigt i hotelvirksomhed – hævede dets standard endnu højere, byggede en ny etage til og hægede om de gode, gamle traditioner. Mønstergyldigt var hotellet under den Beierholmske æra, der varede til 1918, altså 14 år.

Blanchs hotel inden 1908, hvor der blev bygget en etage på hotellet med blandt andet en kongesuite

Så en skønne dag dukker krigsmillionæren, direktør Stanley Beldring op – køber Blanchs Hotel for 220 000 kr., køber hotel Helligdommen for 190 000 kr. og køber Stampen for ca. 80 000 kr., som han med store bekostninger omdanner til fiskepark osv. Hr. Beldrings motiver for disse hotelkøb? Motiv ubekendt! Men ubekendt er det ikke, at det ene år, han forsøgte at drive Blanchs Hotel – med en københavnsk slagtermester Fehrmann som bestyrer – ikke gav hverken guld eller glans.
Så rejstes der en national, bornholmsk-patriotisk bevægelse med det formål at sikre sig mod, at de Beldringske hoteller skal gå over på fremmede hænder, hvilket der ymtes om, at der var fare for. Kammerherre Valløe får i kraft af sin smidighed og energi den fornødne kapital tegnet, aktieselskabet ”Bornholms nationale Hoteller” stiftes. Selskabet overtager begge hoteller (uden tab for hr. Beldring) og ofrer straks ret store summer på modernisering og forbedring. Med en bekostning af vel 100 000 kr. bygges bl. a. vestibule og stor veranda på Blanchs Hotel.
I aktieselskabets bestyrelse får den landskendte stordirektør, hotelejeren Anders Jensen, sæde, og med hans førstekelnere som bestyrere drives hotellerne i sommeren 1919 – på Blanchs af en hr. Carl Kragh. Det går imidlertid ikke videre godt – tværtimod; niveauet sænkes, driften giver tab.
Allerede i 1920 overdrager det nationale aktieselskab Blanchs Hotel til hotelejer i Havnegade i København, Johannes Nielsen-Petersen, almindelig kaldet Nielsen, som sammen med frk. Amalie Christensen reformerer på mange måder, installerer elektrisk lys (bekostning 55 000 kr.), påbegynder anlæg af tennisbane, må standse på halvvejen, farer navnlig hårdt frem mod hotellets smukke skov, der skamhugges således, at landbrugsministeriet efter skovridderens indstilling kræver rejst tiltale mod ejeren for ulovlig hugst.
Under denne opsigtsvækkende sags gang afgår Nielsen-Petersen imidlertid ved døden – i januar 1921 – og ministeriet bifalder, at tiltalen frafaldes bl. a. på betingelse af, at enken og hendes medejer, frk. Christensen, uden vederlag udleverer det opskovede parti brænde til Allinge-Sandvig kommune. De to damer forsøger nu at drive hotellet videre, men det synes at gå på bedste beskub, uden fast plan. Det ender med, at kreditorerne må overtage det, dvs. det nationale aktieselskab. Så køber ejeren af Stammershalle, hr. Rolf Mueller, det gamle, i sin tid så ansete, men derefter vanrøgtede hotel i efteråret 1922 for 150 000 kroner.
Dette er Blanchs Hotels saga indtil det sidste par år. Hvorledes dets skæbne vil forme sig i fremtiden, er ikke godt at sige. Men en kendsgerning er det, at den nuværende ejer, bistået af sin udmærket dygtige frue, er en i hotelvirksomhed erfaren mand, der er ladet med energi og virketrang, i besiddelse af en på vore højder ualmindelig smartness og bestandig optaget af planer til udvidelser og forbedring. Det nye såkaldte ”Park-Palais”, hr. Mueller i denne sæson har ladet indrette lige ved hovedbygningen, er et talende vidnesbyrd herom.

Statuen af Christian den Fjerde i hotellets park blev flyttet et par gange og endte ved hotel Stammershalle i Rø

Både store og små reformer er indført på Blanchs Hotel. Til de små, men en af dem man straks lægger mærke til, hører flytningen af Christian den Fjerdes bekendte statue. I hotellets smukke, velholdte park har Christian firtal på sin granitsokkel hidtil vendt rygge til Sverige, men nu har han flyttet sig hen i nærheden af gamle Blanchs bautasten, hvor han står med ansigtet vendt mod Hammershus Ruiner og således har en herlig udsigt.
Når månen i disse lyse højsommeraftner står rund og gylden over den gamle borgruin, når havet ligger badet i sølverne skær, når dansen ved midnatstid trædes der oppe i festsalen, hvor lysene slukkes under den sidste one step, den ynde- og stemningsfulde ”Det er nat, det er nat –”, ja så kniber den gamle konge sit ene øje i og smiler overbærende ned fra sin nye rullestens-sokkel. Skumlere – sådanne findes jo overalt – påstår ganske vist, at det er med det øje, han mistede i slaget på Kolberger Heide. Og de tilføjer, at det såmænd ikke er for altid at have Hammershus for øje, at han har flyttet sig – nej, han vender ryggen til den systematiske ødelæggelse af Hammerknuden, der bestandig finder sted.
Lysteligt er det såvidt heller ikke at se fjeldet hver dag blive sprængt i stumper og stykker – til skærver og Brosten.

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *