Forår over Bornholm

Postkort af S/S Ørnen af Rønne, tilhørende Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866, bygget 1909 solgt 1930

April måneds artikel 2019 – stammer fra Nationaltidende, 7. maj 1922, side 7

Forår over Bornholm

(Sign. C. Arctander)

Vinter og vår kæmper så drabeligt om Danmark i disse dage, den ene vil ikke vige, den anden kan ikke vinde frem, og den ene dag er stemt i et andet lune end den forrige, ja, vind og vejr skifter næsten hver anden time. Ingen mærker det tydeligere end den, der trodsende urgammel ødansk instinkt har vovet sig over til Bornholm og går øen rundt på et så letsindigt tidspunkt som nu. Det kan være galt nok ved midsommer, ikke sandt!
Damperen ”Ørnen” basker med sine sider i bølgerne, og dens stolte navn gør det i luften, og Hammervandet kræver sin tribut. Man rejser sig mat op i køjen og sukker til den fremmede nummer to: ”Hvad synes De?” Han svarer på umiskendeligt bornholmsk: ”Ja, det er et svært sødygtigt skib, der her. De skulle blot ha’ prøvet dem, vi havde før”. Og i den årle morgen stiger såmænd solen op over himmelen med næsten Ingemansk dejlighed. Gaderne i Rønne ligger blanke efter natteregnen, de kønne lave og gamle huse næsten nikker til en, og på læsiden er det så varmt, at man uvilkårligt husker, at på dette sydøstlige eiland modnes morbær og stundom figen. Men herligheden skifter så hurtigt, omtrent som dekorationerne i en udstyrsrevy.

Vist er der forår over Bornholm med sol ifølge, men også med kulde. Blæs, kære søndenvind, blæs, beder de derovre bag plov og ude på fiskerjollerne, og velvilligst kommer vinden dansende ind over Dueodde, munter og forjættende. Men knapt nok er den nået ind til Almindingen, før den standser, løjer af og forsvinder. Nu er det broder nord, som har ordet, og den suser frem over Hammeren, så det piber i de hærdede slotsruiner. Siden behager det den måske at overlade regimet til østenvinden, og så skummer og sprøjter det om småhavnenes moler og synger i Helligdomsklipperne og Randkløveskår. Og fra vest er det ikke stort bedre. Alle sammen kommer de fra havet, og havet er koldt, meget koldt viden om den skønne danske ø der langt ovre mod øst. Vandreren må håbe på heldet og på pauserne. Men vi havde da begge dele i forbavsende grad.

Første dags tur gik fra Rønne ud gennem ”Nordskoven”, den store plantage, der når helt op til Hasle og minder så levende om Tisvilde Skov, førte videre i sol og rygvind op mod det stadigt stigende, stadigt kønnere Nordland, over Jonskapel og Slotslyng og Finnedal til Allinge. Nye timer åbnede Østkysten for os lige ned til Nexø, og det tør være et spørgsmål, hvor der er smukkest: oppe på Hammerens buede ryg eller henne på Østlandet, hvis bakker og klipper veksler med lune smådale. Her bruser i forårsovermod bækkene af sted, som var de alpeelve, og langs dem, under smålundenes nøgne trægrupper, blomstrer den blå anemone, så dens titusinder har virket et sammenhængende lyseblåt tæppe.
Også inde i Almindingen var vi, den sjællandske turist, lige så begejstret som den bornholmske maler, og dog vil bornholmerens begejstring over hans ø sige ikke så lidt. Vi steg op ad bakkerne, kredsede om moserne og travede hen ad landevejene, – men jeg finder det klogest ikke at give nogen turisthåndbog i lommeformat, thi alle disse dages indtryk er så temmelig smeltet sammen til et. Eller rettere til en kæde af levende billeder med mennesker og dyr, planter og klipper og hav, bare ikke mere stedbundne eller indordnede i bestemte timer. Ak, alle disse bitte fiskerlejer, hvor børnene tumler i krokusgnistrende småhaver, hvor bådene tjæres og males, hvor mavebrede skorstene bygges fra nyt i snesevis, templer, der sildene skal røges, havets guder til velbehag og hele menigheden til indtægt.

De syngende bække, de skumkransede klipper, de venlige byer, hvor næsten hver mand har sit eget fra fædrene nedarvede hus, de velholdte gårde ude på bondelandet, omgivet af gødningsduftende, håbefulde marker – ja, hvorfor glemme de ældgamle, tårnrunde kirker og runestenene, disse levende døde vidnesbyrd om, at her på denne ø har dansken haft hjemme fra Arilds tid. Bornholm blev mig noget af en oplevelse på den vandring; jeg kan kun takke med at fortælle lidt derom og undrende gentage den evindelige sætning: hvorfor kender de fleste af os så lidt til den vidunderlige firkant af Danmark? Vi kender Bornholms historie og har respekt for den. Vi ved, at svenskerne og lybækkerne har været nær ved at vriste den fra os i gamle dage, og – i nutiden har vi med sindsro set tyskerne storme øen i al fredelighed, og vi driver turistforeningen og hotellerne derovre til nok så meget at sætte deres lid til svenskerne som til københavnerne nu, da nye sommerbesøg står for døren. Den tyske oversvømmelsesperiode er foreløbig en saga.

Postkort ca. 1905. Foto H.P.Jacobsen. www.bornholmerneshistorie.dk/hammershus

Sidste gang, jeg var derovre for en halv snes år siden, stod jeg af cyklen ved Ols Kirke og spekulerede på at komme ind i den. I samme øjeblik gik døren op til et venligt bondehus (med hvide vægge og røde stokroser) og ud trådte en smilende ung pige med kirkenøglen i hånden. ”Wünchen Sie kirken besehen”? Spurgte hun. ”Tak”, svarede jeg, ”men helst på dansk”. De tider er altså ikke mere, og bornholmernes egne landsmænd har en uafviselig pligt til at bidrage deres til, at de ikke vender uforandret tilbage. Ingen vil nægte tyskerne gæstfrihed derover, men gæsten var til tider ved at nærme sig en herres væsen.
En bekendt rønnebo stod en dag ved siden af et tysk selskab på Rytterknægten og så en begejstret germaner slå ud med hånden, sige wunderschøn til udsigten og råbe: ”Alt dette burde vi eje.” Men lad den fremmedartede fortid hvile, lad en dansk nutid og fremtid præge Bornholm. Når denne opgave nu skal løses er der to parter, som må tage fat. Først værterne, der indbyder. Bornholmerne er, som bekendt, blevet sig deres besøgelsestid klar.

Embedsmænd og borgere har i de senere tider rørt på sig, og mange gode resultater er allerede at opnotere, men der må utvivlsomt arbejdes videre. Først og fremmest er der forbindelsen til det øvrige Danmark, det vil sige København. Den er blevet bedre, som der sagdes på ”Ørnen”, men de rejselystne vil utvivlsomt animeres betydeligt, når der kommer endnu flere skibe i gang, hvad der er planer om. Men allerførst er prisen i øjeblikket alt for høj. Det koster 19 kroner at komme fra København til Bornholm på første klasse altså, men husk, at det drejer sig om nattefart. Så vil det også være nødvendigt, at øens forskellig kommuner enes om bedre og delvis også billigere opholdssteder, og befordringsmidler for den forskelligartede gæsteskare. Et indfødt ord siger, at man ikke må have flere bornholmere om bord i et skib, end der er master, når enighed skal opretholdes, men slet så slemt står det vel ikke til.

Bornholmeren er hjemstavnskær som få danske, og ære være ham for det! Men selv om der efter sigende tales en anden dialekt i Rønne end i Klemensker og atter en i Gudhjem, så kan vel de 45 000 indfødte nok samles om en fælles tunge, når det gælder en så fælles opgave som turistsagens fremme. Automobilforbindelser derovre er fantastisk dyre, hestekørselen også, og de bornholmske jernbaner er af så antediluviansk (ifølge fremmedordbogen: fra før syndfloden) art, at den fremmede ikke begriber, øboerne selv finder sig deri.

Så er der gæsterne som skal komme. Sjællændere og jyder o.s.v. må nu snart gøre sig klart, at de ikke længere kan være bekendt at overbefolke Øresunds kyst og Vesterhav men lade uvidende om, at Bornholm eksisterer, klamrende sig til den fire-femtedels usandhed: ”Det er sådan en skrækkelig sørejse derover!” Skal vi ikke prøve på at overvinde denne idiosynkrasi? Belønningen er strålende. Bornholm ejer dybest set en ligefrem raffineret tillokkelse. Det er samtidigt så ægte dansk og så forunderligt særpræget. Her over lever og virker de samme gode danske mænd og kvinder som i det øvrige land, føler og tænker som vi andre, her som der grønnes og gulnes skov og kornmark, kvidrer de samme fugle og blomstrer de samme blomster, bruser det samme hav. Men der leves og virkes derovre, det grønnes og blomstrer og bruser på klippegrund, alt det danske, som ellers fostres på lave muldjorde. Bornholm er et lille stykke Danmark, løftet i skønhed på klippearme mod vor nordiske himmel.

Det er forår over Bornholm, og der bliver, selv om sent, også sommer. Måtte tusinder af danske skønne derpå!

Foto fra Blanchs Hotels gæstebog ca 1918 hvor S/S Ørnen ankommer med forventningsfulde gæster