Fra Bornholm

August måneds artikel stammer fra ugebladet: Hjemmet nr. 44 fra 1862.
Forfattet af Laurents Petersen Fjolde

Vi har vel tit nok hørt fremmede udråbe: ”Danmark er et lidet fattigt land!” – men der er dog næppe nogen iblandt os, som ikke af ganske hjerte tør svare på sangens ord: ”Nej, ingen, ingen plet er så skøn som du, mit hjem!”. Og blandt danskens hjem er hele Danmarks rige; men da der naturligvis gives mange danske, vel også mange af ”I Hjemmets” læsere, som ikke har haft lejlighed til at se alle dele af deres fædreland, har dette blad også jævnligt søgt at skildre enkelte mærkelige, men mindre kendte egne af fædrelandet, og skal således i dag føre sine læsere til en lille afkrog af vort kære hjem, til en egn, hvor naturen vel i mange henseender bærer et fremmed præg, medens vi dog i befolkningen genkender trofaste danske brødre, til et landskab, hvor det gamle Nordens kæmpeånd har efterladt sig så mange vidnesbyrd, medens også der i den nyeste tid folkelivet har begyndt at røre sig kraftigere end før – til øen derude i Østersøen, Bornholm.

Skønt denne ø ofte har været genstand for udførlige beskrivelser, er den dog langtfra så bekendt i det øvrige Danmark, som den fortjente at være, og grunden må vel nærmest søges i den afsides beliggenhed. Den ligger 18 mile fra Møens Klint, men søvejen fra København er mindst 24 mile lang. Øen danner en skrå firkant med et spidst hjørne mod nordvest; dens fladeindhold udgør titrekvart kvadratmile, men kystomfanget kun 14 mile, da ingen fjorde og bugter af betydenhed findes. I modsætning til alle øvrige dele af Danmarks hovedland, er Bornholm et virkeligt bjergland, ikke just på grund af sin højde over havet – Jyllands Himmelbjerg er endogså en del højere end Bornholms højeste punkt – men ifølge sin biologiske bygning. Omtrent to trediedele af øen nemlig et bredt bælte langs med nordøstkysten, dannes af granitgnejs. Ligesom den skandinaviske halvø; på sydsiden findes sandstensformationer samt skifere og sandsten (cement), og mod vest fremtræder kulformationer. Landets overflade er dog for det meste bedækket med muldjord, ler og sand, og derfor for en stor del meget frugtbar, især ned imod havet; men også øens midte, hvor der er stor mangel på muldjord, ligger den store ”lyngen” eller højlyngen, der indtager en fjerdedel af hele øen og næsten ganske er ubeboet, og flere steder langs kysten, især mod sydøst, findes flyvesandsstrækninger. I det hele er Bornholm ret godt befolket; det har nu over 30.000 indvånere, men kunne sikkert ernære en langt større folkemængde.

Vil du nu, kære læser! i tankerne gøre en lille tur med os til de interessante punkter på Bornholm? Vi har allerede gjort turen i virkeligheden, og vi brugte hele fire dage dertil; nu vil vi tankerne gøre det hele om igen! – ikke for at gøre det bedre!- og så vil vi optage dig i rejseselskabet. Men vi – hvem er vi? Vid kære ven, vi er fire mand; en født bornholmer, to der bosatte sønderjyder og en fynbo som er kommet for at ”bese landet” – alle sammen unge muntre folk.

Vi begynder på nordøstkanten med byen Svaneke, hvor J. N. Madvig er født. Den er en ”by uden gader”. Husene ligger spredt i malerisk uorden på og omkring klippehøjene, tildels endog klinede op ad klippevæggene. Brolægning er her overflødig; thi i denne henseende ”går naturen over optugtelsen”.

I nordvestlig retning begiver vi os hen ad Strandvejen. Da landet sænker sig temmelig brat ned mod havet, kommer klippebunden idelig frem og danner mange små skærpartier. For den, der aldrig før har set klipper og skær, er dette allerede et interessant syn, endskønt kun en svag antydning af de ting, som vil komme.

Efter en mils vandring når vi til Randkløve, et højst mærkeligt parti ved stranden i Østermarie Sogn. Mægtige granitblokke ligger der, kastede omkring i den vildeste uorden, og igennem hele fjeldet er der ”skåret”, en revne af 2-3 alens bredde. Det er anstrengende, men højst interessant for ”sletteboerne” at springe omkring dernede fra en klippe til den anden, og så gøre den møjsommelige vandring opad igennem kløften, hvor fjeldvæggen tårner sig lodret op til begge sider. Men kommer vi så derop, hvilket syn at se ned i Randkløveskårets svælgende dyb, eller at se havets skumklædte bølger bryde sig nede ved fjeldets fod. Har du mod, så spring over revnen, hvor den er smal; du er ikke den første, som har vovet det!

En halv mils vej længere mod nord kommer vi til fiskerlejet Melsted; her er klipperne næsten ganske skjult af flyvesand, men snart kommer de frem igen, nemlig ved Gudhjem, som ligger malerisk skønt på et klippefuldt forbjerg; de for de meste velhavende fiskeres skønne, pyntelige og renlige boliger støtter sig op til den stejle klippevæg og skjuler sig ofte bag den, søgende ly mod de barske søvinde. Højt oppe på klippen ligger Gudhjem lille kirke, oprindelig kun et lille, men hyggeligt kapel, efter sagnet bygget i middelalderen af en greve, hvis skib strandede der på kysten, men som frelstes ved et jærtegn. Iblandt Bornholms fiskerlejer er Gudhjem det største og tillige det, hvorfra man driver fiskeriet med kraft og sagkundskab.

I dag er det netop regnvejr, og fiskerne vil derfor ikke ”tage i vrag” (således kalder Bornholmerne deres særegne måde at fiske på); da vi ønsker at sejle op til de romantiske partier i Rø Sogn, er straks en ”Gudhjemmebo” tilrede med sin båd, og efter at have indtaget nogle forfriskninger hos en af byens gæstfrie beboere, går vi ombord og sejler ud fra havnen langs med kysten. Regnen tager rigtignok til, men – op med paraplyerne og istemmer en dansk nationalmelodi eller en lystig Bellmansk sang, så går det glædeligt!

Rø Sogn er det interessanteste på hele Bornholms land; thi her ved Helligdommen opnår klippenaturen sine ejendommeligste og mest frapperende former. Klippen går lige ud til havet med lodrette vægge af 50-70 fods højde; vandreren kan derfor ikke beskue dem fra neden, og ovenfra tager de sig ikke slet så storartede ud; man gør derfor vel i at sejle dertil og se dem fra havet. Vi sejler lige ind til klippens fod. Tavs og alvorlig hæver sig de vældige søjler, ovenpå beklædte med det dejligste grønt; ja, store træer vokser ud af klipperevnerne. Med rette kunne vore fædre kalde dette sted ”Helligdommen”; det er et tempel, som har stået og vil stå urokkeligt i årtusinder, mens bølgen ombruser dens fod.

Blandt de mange forunderlige klippeformationer, vil vi først bese de såkaldte ”ovne”. Vi sejler ind i ”den våde ovn”, der går en 40-50 fod ind i klippen og imod havet har en bredde af henimod en snes fod, men længst inde er noget smallere. Ovenover os hvælver sig nu den faste klippemasse; der er så lunt herinde, hvor ”de vover så sagtelig trille”; aldrig er der regnvejr som i verden derude. Dette bidrager til at sætte selskabet i en gemytlig stemning; vi drikker ”ovnens skål” her i ”hallen” og sejler så hen til ”den tørre ovn”. Denne ligger højere end vandfladen; vi må altså stige i land og gå – ret lige som underjordiske – vandre ind i fjeldet. Ovnen er 70-80 fod dyb, men kun 4-6 fod bred, og i dens inderste del hersker selvfølgelig det yderste mørke. For at kunne gå frem med sikkerhed og tillige se os lidt om herinde, tænder vi lys; men den tørre ovn er i modsætning til den våde et uhyggeligt opholdssted; navnlig siver vandet idelig ned igennem klippehvælvingen og danner en slags drypsten.

Fra ovnen sejler vi til ”lyset” eller Lyseklippen, en høj, tynd og spids, af flere flere stykker bestående støtte; en ganske lignende har før stået ved siden af, men er nu faldet ned. I nærheden er Gåserenden, en lang og dyb spalte i fjeldet, i hvilken ”gåsen (en marmorblok?) hænger stegefærdig” – som vi tillader os at citere efter et mindre bekendt manuskript. Derfra går sejlfarten til Røkilde eller Helligdomskilden. Denne kilde var i gamle dage et valfartssted for Bornholms beboere, og mangen en syg og krøbling nedlagde sin skærv i den gamle jernbøsse, som endnu står tæt derved, i den faste tro, at han ville blive helbredt efter at have drukket af kildens hellige væld. Endnu besøges kilden meget i sommertiden, skønt troen på dens helbredende kraft for længst er tabt. Mærkeligt nok er det forresten, at den, skønt den ligger lige i havbredden, dog skal have aldeles fersk vand, når ikke havets bølger ved højvande blander sig dermed, hvilket i dag er tilfældet.

Ved Røkilde tager vi afsked med vor brave bådfører fra Gudhjem, der overalt med største beredvillighed viste os de mærkelige punkter samt hjalp os fra og i båden og op ad de vanskeligste klipper. Nu vil vi fortsætte vor rejse nordpå tillands, men da natten stunder til og regnvejret vedbliver, tyer vi ind i den nærmeste gård, Helligdomsgården, hvis gæstfrie beboere modtager os med stor velvilje.

Den næste dags morgen er vi atter i god tid på marchen ad Dynddalen til. Denne ligger et ligge stykke vest for Helligdomsgården, og fra Kongestenen oppe på randen af den bratte dalvæg har man den yndigste udsigt over hele dalsænkningen; dybt nede risler Dynddalebækken hen mellem de store og skønne træer, der endnu ligefrem står i mørket, medens på den modsatte side af dalen skovens toppe forgyldes af den opstigende sol; til venstre ligger den venligt smilende Østersø. Uvilkårligt istemmer vi bjarkemålet: ”sol er oppe, skovens toppe glimre alt som Gimles tag”. – Især fynboen , hvis fødestavn dog også har mange herlige prospekter, er aldeles henrykt ved beskuelsen af Dynddalen og forsikrer, at en bornholmerrejse kunne lønne sig, om der end på hele øen ikke var andet at se end dette ene punkt.

(Fortsættes og sluttes i næste måned)