Fra Bornholm (Helligdommen)

Oktober måneds artikel 2019 – stammer fra Illustreret Tidende den 14. marts 1869.

Fra Bornholm

I en lille bog, ”Danmark i billeder”, findes samlet en række poetiske beskrivelser af vort fødelands smukkeste steder, alt eftersom vore digtere har haft særlig forkærlighed for et eller andet punkt og søgt at tolke dets skønheder i et poetisk billede. Man vil i bogen forgæves søge efter et digt til Bornholms pris. Er grunden muligvis den, at den lille ø’s klippedannelser ikke rigtigt skulle være overensstemmende med vor forestilling om det ejendommelige ved den danske natur, og at vore digtere i deres sange om fædrelandet kun har villet besynge de bølgende sletter og den mørkebrune hede, mens de har følt, at bratte klipper med forfaldne borgruiner og dybe bjergdale må høre udlandet til? Eller skulle Østersøens vrede vover have gjort et så voldsomt indtryk på den besøgende digter, at han har tvunget sin muse til tavshed for ikke at lokke sine medmennesker ud på det barske element? I hver tilfælde er grunden ikke forglemmelse, thi bogen er samlet med et skøn, der ikke giver denne formodning rum.
Når foråret atter grønner skoven, og hver en plet smiler i sin rigeste fylde, da rejs til Bornholm! Du vil være tilfreds med erindringerne derfra, kære læser! Du vil finde stof til en mængde digte, kære poet! Den lille romantiske ø er omgivet med en luftning, der ånder sagn og gamle folkeminder; dens natur fremtryller det ene maleriske panorama skønnere end det andet. Hvor mægtigt hæver ikke klipperne sig, mellem hvis kløfter bølgen bryder voldsomt mod den sønderrevne granit! Hvor roligt breder ikke de skovbegroede klippedale deres udstrakte favn, med fjeldsiden knejsende op over træernes kroner. De gamle borgmure hæver sig romantisk hist på klippen, op ad hvis stejle side den smalle sti snor sig. Nede ved stranden ligger små fiskerbyer; her færdes mænd og kvinder i fuld virksomhed med den sidste nats fangst; alt er liv, alt er travlhed, ganske modsat den rejsendes sind, som just søger en rolig og tavs beskuen.
Vi vil nu betragte et par af de mest karakteristiske steder og strejfer rask tværs gennem øen, idet vi forudsætter, at Almindingen med Kongemindet og Ekkodalen allerede er bekendte, og gør først holdt i Rø sogn med dets Helligdomsklipper og Døndal.

Tæt ved havet, hvis brusen vinden bærer ind over klipperne, ligger Helligdomsgården, et af øens mest yndede valfartssteder ved sommertid. Allerede tidligt om søndagen samles her folk allevegne fra. Snart er gården fuld af vogne; de forskellige selskaber lejrer sig i storstuen eller under de skyggefulde træer i den lille skov udenfor gården. Værtinden, der er belavet på indkvartering, iler frem og tilbage; den ene dampende maskine bringes ud af huset efter den anden, og alle tager sig en solid hjertestyrkning mod dagens kommende anstrengelser. Afsted flyver nu alle, ud at se den mange smukke punkter; under spøg og latter forsvinder selskaberne i forskellige retninger, og snart er gården tom. Vi ville med; vi følger den lille sti, som fører os ud til klipperne, hvor den svinger i sydlig retning. Den sønderrevne kyst frembyder her en overordentlig rigdom på skønne punkter, en mangfoldig afveksling i den lange række 50-70 fod høje granitskær, der med dybe kløfter strækker sig langt ud i havet, og hvorfra man har den prægtigste udsigt dels ned langs kysten mod et yndige lille fiskerleje Gudhjem, dels i nordlig retning, hvor Allinge by dæmrer i det fjerne. Med en del vanskelighed kan man på enkelte steder begive sig ned i kløfterne mellem de mægtige klippevægge. Blæser østenvinden lidt frisk, hvor prægtigt ser det da ikke ud, når den sætter bølgen hvid og skummende ind over de løsrevne granitblokke og stenmasser og vælter den mod klippen, mod hvis hårde bryst den knuses og opløses i skum. Havets brusen og blæstens tuden gennem kløfterne, blandet med de hæse skrig fra mågerne, som flokkevis færdes ude over bølgerne, alt gør et ejendommeligt indtryk, hvorpå det nok lønner sig at ofre nogle øjeblikke.
Oppe over klippens ryg snor stien sig smal og kroget; den fører ind i læ i en frisk lille skov, hvis træer på mange steder hænger ud over brinken og danner ypperlige støttepunkter, hvor stien bliver for snæver, idet jorden er skredet ud og styrtet i dybet. Ikke langt fra os hører vi latter og højrøstet tale; det er et selskab, som er på tilbagevenden; ansigterne er bekendte fra frokosten oppe ved gården. Det kniber med at komme forbi hinanden; man gør sig så flad som muligt, og de yngre, mere sikre kræfter, må stå de svagere bi og navnlig yde damerne, som åbenbart er i vinden, en kærkommen hjælp. Efter en del besvær overstås dog faren lykkeligt og vel, og vejen går atter fremad. Vi standser ved en meget stejl nedgang; de friske fodspor viser, at der har været nogle modige, som nylig har vovet nedfarten. Klippevæggen kløfter sig på dette sted nede ved søen med en tyve alen dyb indskæring, den såkaldte Sorte Ovn, der ifølge sagnet ved en underjordisk gang skal stå i forbindelse med Hammershusklippen.
Dette er det sydligste punkt, man plejer at besøge, og fortsætter vi vor vej lidt videre, da ser vi tjørnekrattet hænger frodigt ud over stien og forulempe den stakkels vandrende med sine torne. Klipperne bliver nu lavere; de venlige, friske træer knejser frejdigt med kronerne og opfylder kløfterne, mens havets brusen, som før løb under vor fod, nu må vige for den hvide strandbred. Gennem sandet snor en bæk sig mellem siv og ellekrat; en båd ligger trukket op på land; dens ejer påtager sig gerne at lodse folk op langs kysten forbi skærene.
Ved de ejendommeligste steder, den Våde Ovn, Lyseklippen og Helligdomsklippen, bliver der gjort holdt, og farten standser til sidst oppe ved Døndaleskoven. Henad aften strømme de forskellige skarer atter sammen til Helligdomsgården. Solen kaster sine sidste stråler her over de trætte hobe, som styrker deres udmattede legemer under livlig passiar om dagens hændelser. Lidt efter lidt ruller vognene bort, kun et enkelt større selskab bliver tilbage, uden at lade sig forurolige af det indtrædende tusmørke. I den klare sommeraften blander nu lyden af de glade stemmer og de klirrende puncheglas sig med violinens toner, som sætter ungdommen i bevægelse på dansepladsen, indtil månen skinner lyst ned gennem træerne, og fyret fra Christiansø glimter klart henover havet. Pisken knalder, et hurra råbes til afsked, og hjemad går det i den yndige nat, bort fra Helligdomsgården og muligvis fra en eller anden rejsende, som i morgen skal videre, men for denne nat slumrer i lykkelige drømme i den mægtige himmelseng i storstuen. Her skal man mærke sig, hvad man drømmer; thi sagnet lyder, at en drøm den første nat på Helligdomsgården altid går i opfyldelse.
Den ejendommeligste klippedannelse på vor fart langs skærene er Lyseklippen. Det temmelig lave granitrev strækker sig et anseeligt stykke ud i havet og bærer her en omtrent otte alen høj, slank klippespids; forhen knejsede to sådanne ved siden af hinanden, i folkemunde kaldtes de Brudelysene, men i en heftig storm styrtede det ene ned. Det andet står endnu tilbage; de voldsomme søer vælter sig over det, og stormens stærke tag søger at kuldkaste det; forvitret og revnet truer det med snart at følge sin sidemand. Selve fjeldsiden kløfter sig på dette sted med en kun et par alen bred revne, som strækker sig omtrent 80 fod dybt ind under land i klippen. Den lyse drypsten har helt inde i den afsat sig i form af en figur, der ligner en gås, ophængt ved benene med hovedet nedad; dette har utvivlsomt været en vigtig støtte for det gamle sagn om gåsen, der skulle have vej tværs gennem øen.

Helligdomsklipperne indeslutter en ganske særegen naturdannelse, som har gjort stedet til et af de mest kendte på øen, og som i tidligere tider holdt det i ry, navnlig blandt almuen. I en af de nordligste kløfter, yderst ude på det fremspringende klippeskær og ved foden af den bratte granitvæg, vælder en kilde frem af en fordybning i stenmassen. Den ejendommelighed, at træffe en kilde ude i havet, har naturligvis bragt den overtroiske almue til at forbinde noget overnaturligt med stedet, og Helligdomskildens helbredende vand stod førhen højt i anseelse. Ved Sct. Hanstider var det en almindelig skik, at syge og værkbrudne drog til dette sted; moderen vandrede derhen med sit syge barn på armen, datteren fulgte sin blinde far, og natten blev tilbragt mellem klipperne under åben himmel. Men alt eftersom oplysningen steg, svækkedes troen på kildens undergørende virkninger; de besøgendes antal blev mindre og mindre, det førhen ikke så ganske ubetydelige pengebeløb, som indsamledes til fordel for sognekirken, svandt ind til en ren ubetydelighed, og i slutningen af forrige århundrede ophørte disse kilderejser ganske.
Rø kilde, som den almindeligt benævnes af den prosaiske nutid, er dog endnu det mest besøgte punkt ved Helligdomsklipperne; her findes også en god nedgang i kløften, bænke og andre sådanne bekvemmeligheder, som den rejsende ellers i høj grad savner. Er vejret uroligt og går søen på land, da er det ikke muligt at nå ud til kilden; kun når havet er stille, kan man komme derud over de løsrevne granitblokke ved foden af det høje klippeskær. På bunden af fordybningen kan man se vandet vælde stadigt frem. Det er en ikke ualmindelig skik, at de besøgende kaster nogle skillinger i kilden, et offer, der stundom bringer en eller anden ungdommelig spekulant til nærmere at undersøge stedet. Med lidt forsigtighed kan man begive sig endnu længere ud til en udsigtssten, der i den senere tid er blevet forsynet med et jernrækværk.
Foruden Helligdomsklipperne har vi endnu et sted i Rø sogn, vi må besøge, et punkt, som vi ikke kunne forbigå med tavshed; stien fører os nordefter over mark og gennem skov op til Amtmandsstenen, hvorfra vi har udsigt over Døndalen. Hvor smuk viser ikke naturen sig en klar sommerdag, når solen opliver den mægtige skovdal, hvis træer står så tæt op ad skråningen, at deres kroner breder sig for os som et grønt tæppe. Dalen udmunder ned mod havet, hvis blånende flade bærer Christiansø, hvilende utydeligt ude i horisonten. Den hele udsigt er så smuk, så imponerende ved sin storslåede farverigdom, at den må stilles i forreste række blandt øens skønne seværdigheder.
Vor vej går nu videre; den fører os i nordlig retning ind over stenopfyldte hedestrækninger, forbi tornrige marker og den gamle rundkirke, som med sine hvide mure og sit sorte tag hæver sig op over den venlige præstegård. Det går langsomt afsted ad den sandede, tunge vej op ad lyngbakken, hvorfra vi det fjerne øjner de gamle mure og tårne af Hammershus ruiner.