Fra Bornholms Sydøstkyst

August måneds artikel 2021 stammer fra Wisbechs illustrerede Almanak fra 1884
Skrevet af Glistrup

Når man står inde på de høje klippebakker tæt nord for købstaden Nexø, der bærer det lidet tiltalende navn Helvedesbakkerne, da ser man sig omgivet af en vild bjergnatur, et øde lyngbegroet af klippespalter og dale gennemfuret højland, hvor mærkeligheder som Gamleborg, Skyttebjerg og Rokkestenen findes. Vandrer man da mod syd – der kan slet ikke være tale om at køre over disse højder – ser man bakker omkransede af skove, og ud over disse en smilende egn, med frodige marker og enge, skove om smålunde; et vidtstrakt dalstrøg, begrænset af Slamrebjerg mod vest og højderne ved Dueodden i syd. Ej langt syd for Nexø, opfanger øjet dog snart langs kysten en hvid stribe, fremhævet af en foranliggende hedestrimmel; – dette er sandklitterne, der her afløser stenkysten, og fortsættes ind om ”landet”, dannende en stående modsætning til Nordlandets klippeskær.

På højdernes sydligste affald findes et fremspringende punkt, som er et yndet tilflugtssted for omegnens beboere, og hvor der gerne en gang om sommeren afholdes en folkefest, der bliver talrigt besøgt, på grund af den såvel ejendommelige som vilde og smukke udsigt, man nyder herfra næsten i samme udstrækning som fra de mere utilgængelige højder mod nord. Af samme årsag bliver denne bakke oftere besøgt af turister end noget andet punkt på sydøst kysten. Og det er ej med urette, at stedet er så søgt; står man en hældende sommerdag på denne klint, mens solen kaster sine stråler skråt hen over klippebakkerne og belyser det frugtbare, bebyggede slettedrag, der som et landkort ligger udbredt for øjet, indtil det taber sig i de fjernere klitbanker mod havet i syd, da danner dette tilsammen et dobbeltbillede af megen skønhed. Jeg burde måske føre læserne til de øvrige seværdigheder i dette lille bjerglandskab, hvor klipper tårnende sig på klipper, danner vilde og barokke former; hvor bratte fjeldvægge og kuppelformige bakkehæld ses, dannede så at sige af en eneste sten; men da blandt andet Gamleborg ligger langt inde i landet, og denne korte skildring kun er bestemt for kysten – jeg har nærmest søgt herop for at påvise den bornholmske natur i en af dens sjældneste afvekslinger fra klippepartier til klitformationer – så lad os spare sådan tur til en anden lejlighed og søge ned til den nære kyst.

Går man fra Nexø langs stranden mod syd, ned efter fiskerlejet Snogebæk, da træffer man snart på den såkaldte Langeskanse, der i over 1/8 mils længde strækker sig langs kysten. Denne vold, som bærer spor af en betydelig ælde, kan nu kun betragtes som en fortidslevning af øens mange tidligere forsvarsværker, af hvilke den vist er den mest udstrakte. Ud for skansen er sandstenskyst, som her på en kort strækning afløser granitten; men så snart skansen er passeret, ligger for os en havbugt, på hvis modsatte side sandklitterne hæver sig, med Snogebæk i baggrunden.

I modsætning til det øvrige blå hav viser bugten sig med smaragdgrønne bølger, der i afmålte dønninger ruller hen over det hvide sand, hvis revler giver sandet sin smukke farvetone. Man søger helt ned til den våde strand, der er lettere at passere end det løse, fygende sand mellem stranden og de med marehalm beplantede klitter. En lille bæk – kommende oppe fra Hundsemyre mose bag klitterne – siver gennem sandet ud i bugten; her træffes enkelte pletter af kviksand, der gynger under fødderne, men hvis ofte omtalte farlighed på dette sted dog næppe kan betragtes som andet end et sagn.

Når bugten er passeret, må man gennem de for øvrigt ikke høje klitter, for at nå op til Snogebæk, der ligger på en pynt af kysten, til dels omgivet af klitterne. Her oppe fra viser sig ret stedets ejendommelige beliggenhed. Langt mod nord, hinsides Nexø, ses den mørke, sønderrevne klippepynt som under navn af ”Maltkværnen” strækker sig ud i søen. Mod syd øjnes kun de hvide skinnende sandklitter, og ud mod havet brændingerne fra 2 undersøiske rev, der når temmelig langt ud og derfor ofte forårsager strandinger. Det første, man da også træffer på, når Snogebæk besøges af den vej, er redningsstationen, hvor der findes såvel båd som raketapparat. Formanden for mandskabet til betjeningen heraf bor i Snogebæk, og ofte har de modigt trodset faren ved under storm i høj sø, gennem den frådende brænding med redningsbåden at bjærge besætningen fra på revene strandede skibe. Den tidligere formand – fader til den nuværende – og hans mandskab satte således, på en mand nær, livet til under udøvelse af deres farefulde hverv.

Snogebæk har i beliggenhed og udseende, meget tilfælles med vestjydske fiskerlejer. Sandet rækker således ofte helt ind i ”gaderne”, og brudstykker af vrag ses anvendte hist og her. Kun når man kommer op i den vestlige udkant, forandres scenen, idet frodige træer og marker – på den for Bornholm egne brat vekslende måde – her afløser det golde sand.

Til badested egnede Snogebæk sig meget på grund af dens jævne sandstrand med de friske bølgeslag og den rene søluft. På fortidssagn er man her, som på de fleste bornholmske egne, ikke rig, og de fleste nutidsminder drejer sig nærmest om strandinger; man har således derefter dannet sig en egen tidsregning, for eksempel: ”det var året efter den store rugladning”, eller ”det var det år, vi havde så meget besvær med at få hollænderne bjærgede”, og så fremdeles.

For øvrigt hører Snogebæk kun til Bornholms mindre fiskerlejer, men den huser – som alle øens kyster – mange raske og ufordærvede sømænd, hvoraf nogle i deres ungdom går på lange rejser, og først når de bliver ældre, rejser hjem til den fædrene strand, hvorfor man da også her træffer mange vidtberejste mænd. Lakse-og sildefiskeri og noget landbrug underholder væsentligst den lille befolkning; dog har stedet ikke haft ringe indtægt ved strandinger. Der menes dog, at strandingstilfældene ej ville blive så hyppige her nu, da Dueoddefyrene oplyser farvandet. At dette dog, selv i klart vejr, ikke altid forslår, ser man undertiden. Forrige efterår, en aften i skumringen, stod jeg således ved Nexø Havn; vejret var stormfuldt, og vinden fra vest sprunget om til nord, hvorfor mange skibe, som havde holdt sig under østkysten, kom lænsende for stormen og den høje sø, forbi nordfra, for at søge læ syd om øen. En del søfolk stod samlede og så ud efter to af skibene, som lige skulle passere Snogebækpynten. De fleste af disse mente, at disse ikke kunne klare revene, skønt det for folk, som mindre kendte forholdene så ud, som de var langt nok ude til søs. Kort efter stødte de dog på det forreste rev, og fra Snogebæk blev kastet raketter mod det inderste skib, uden dog at kunne række, hvorfor redningsbåden gik ud derfra. Kaptajnen på det yderste skib, en tysker, ville dog endnu ikke forlade dette; han havde selv grebet roret, da brændingen sås, og mente efter fyrets retning at være i det rigtig farvand. Han påstod stadig senere, at det ikke var ham, men fyret, der var forkert på det, idet dette stod for langt inde i landet. Begge skibene blev vrag. Telegrafkablet til Rusland løber fra Snogebæk ud i søen. I stormfloden 1872 skyllede bunden af et formodet gammelt krigsskib op på stranden; i vraget fandtes flere kanoner med svensk våbenmærke.

Fra Snogebæk fører vejen til Dueodden op mellem bøndergårdene, der her, som næsten overalt på Bornholm, ligger spredte, men dog enkelte steder ligesom har samlet sig i en art række, og derfor bærer navn af by, som Gadeby, Langeby osv. Det er ofte et gammeldags liv, der rører sig i disse egne. Her eksisterer således endnu en rest af de gamle gildeslav. – En anden ejendommelig fremtoning er, at man her ofte vil træffe folk, som bærer spor af sydlandsk oprindelse; især blandt kvinderne er sådant stærkest fremtrædende. – Sagnet går. At øens sydkyst i hine tider, som dannede grænsen mellem hedenskab og kristendom, ofte led af Vendernes anfald. Måske har nogle af disse bosat sig her, og de sydlandske spor derved bliver forklarlige, thi Venderne skal jo, efter sagn, have været et fra syden indvandret folk.

Skønt man på vejen fra Snogebæk befinder sig mellem ”rige bøndergårde”, så har man dog så godt som stadig sandklitterne for øje. Det høje fyrtårn kan jævnlig ses, og snart ligger den smukke monumentale bygning for os. Tårnet, der er at af Danmarks højeste og smukkeste, er for et par år siden opbygget af en marmoragtig blågranit fra ”Slamrebjerg”. Fyret er et såkaldt blusfyr af første orden. En vindeltrappe fører op til hovedtårnets platform, hvorfra haves en vid udsigt over sydlandet; men øjet drages stadig ned, hvor det mindre fyr ligger mellem de hvide sandbjerge; – men hvad der synes at ligge så nær, set der oppe fra er en lang vandring gennem sandet. Klitformationen er nemlig her næsten ½ mil bred.

En vid strækning i de inderste klitter er i de senere år tilplantet med nåletræer, hvoraf en del trives ret godt, og i broderlig forening med lyngen og marehalmen, hjælper til at dæmpe det løse sands vandrende tilbøjeligheder. Plantningen og klitterne er en udmærket vildtbane, og her nedlæggesårlig et større antal harer og ræve. Disse sidste skal dog på deres strejftog herfra ikke sjældent kræve tribut hos bønderne; hvorfor en samlet trop af skytter stundom foretager en razzia mod røveren i dens uvejsomme regioner.

Det er en trøstesløs øde natur, man er omgivet af på vejen ned til bifyret. Ingen menneskebolig opliver – så langt øjet rækker – det ørkenagtige øde; og yderst mod syd, viser klitterne sig som gigantiske sammenhængende sandbjerge; – så ensomt står de der med deres toppede tinder, som stod de som vogtere ved det yderste hav.

Det mindre tårn er på betonunderlag opført i en af de vildeste sanddale, man kan tænke sig. På en af klitterne ligger sirenebygningen; har man været der, vil vel enkelte endnu arbejde sig op over det yderste mægtige klitbælte ned til havet, – man står da på øens yderste sydpynt.

Her udfor, fortæller sagnet, skal flere af kong Valdemars skibe, som bragte skatte hjem fra Gulland, ligge begravede i sandet. Siden hine fjerne tider, er mange skibe strandede på denne odde. En af de sørgeligste af disse strandinger indtraf en søndag for nogle år siden; idet et større skibs besætning, drivende på vragstykker, alle omkom for kystboernes øjne.

Havbredden her kan ikke i storhed måle sig med Vesterhavet, thi trods mægtige klitformationer, den vilde, øde strand og havfladens uendelighed, mangler dog Vesterhavets hårde bølgeslag mod kysten. Vel kan søen her, som hin sidst omtalte strandingsdag være i voldsomt oprør, men i almindelighed viser den sig i fredeligere stemning; – ja, om sommeren kan den ligge så smilende og farverig for øjet, som en indfjord. – År efter år bærer den da flere besøgende til Bornholm, hvoraf dog de fleste over øens interessante nordland, glemmer dens ejendommelige sydkyst.

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *