I statens tjeneste – departementschef K. H. Kofoed 60 år

Januar måneds artikel 2021 – stammer fra Berlingske Aftenavis, marts 1939

I statens tjeneste

(Af Ernst Schwencke)

Departementschef K. H. Kofoed [Kristian Hansen Kofoed 1879-1951], formand i Statens Lønningsråd og en mand med indflydelse og lyst til arbejdet, fylder 60 år den 11. marts. Han er en bondes søn og var lærer og politiker, inden han gik ind i statens administration og skabte opmærksomhed om sin karriere, sit arbejde og sin vilje. Her fortæller K. H. Kofoed om sit barndomshjem, afslører hidtil ukendte træk af sit liv og taler endelig om sin længsel mod hjemstavnen.

Departementschef K.H. Kofoed skænkede en sodavand så kulsyreperlerne stod oven ud af glasset. Derpå gik han med sindige skridt over gulvet og tog fra et yndigt gammelt hjørneskab en cigar, om hvilken han sagde, at den var let. Han tændte og satte sig i en stol i husets inderste stue, der vender ud mod Dosseringen, og gennem hvis vinduer man har skæret fra lysreklamer på Lille Triangel. Departementschef Kofoed røg med eftertanke, i drag uden jag, og gjorde i det hele indtryk af at hygge sig efter en lang dag. Men denne stemning alene er nu ikke karakteristisk for K.H. Kofoed. Man skal have mødt ham også i hans arbejde, på hans kontor i Den røde Bygning på Slotsholmen, et værelse med historie, med gamle møbler og med gode billeder. Man skal også have hørt legenden om ham, historien om denne bornholmske adjunkt og senere politiker, der endte ikke på en ministertaburet, for det har så mange lærere og politikere gjort, at en sådan karriere er ikke værd at opholde sig ved, men et betydningsfuldt embede i staten, hvis betydning gjorde ham større, end det var i forgængerens tid, fordi han skaffede sig indflydelse og derpå fik magt. Man ser ikke K.H. Kofoeds navn i avisen hver dag, man møder ham aldrig mellem ”kendte Københavnere”. Men der har i mange år stået K. H. Kofoed i avisen, når afgørelser blev truffet, i hvilke staten havde del. Og så er det endda givet, at der skete mange ting i statens kontorer, til hvilke hans navn ikke var knyttet, men i hvilke man anede hans medvirken. Det er sagt med rette om K.H. Kofoeds indflydelse, at jævnlig var røsten Esaus, men hånden Jakobs.

Kommer af bønder

Denne mand fylder 60 nu – og så altså tilbage på sin tilværelse. Da departementschef Kofoed havde fået ild på sin cigar, sagde han: – Ja min karriere har været noget kringlet, det kommer man ikke udenom. Jeg er ud af gammel bornholmsk bondeslægt, så gammel, at vi har ført mors familie tilbage til 1494. Men skønt bornholmere, har vi ikke alle dage heddet Kofoed. Med vort navn hænger det sådan sammen, at fars far kaldte sig Kofoed, vel fordi alle andre på Bornholm hedder Kofoed. Egentlig hed farfar Hellisen, men det navn gik altså ud af slægten, da han besluttede at følge god bornholmsk skik og kalde sig Kofoed. Far havde en mindre ejendom i Østermarie en mils vej fra Svaneke. Hans og mors billeder hænger dér, og ser man efter, så slår det en, at fars træk røber forslidthed. Han havde også slidt, for han var en flittig mand, hvis liv gik med arbejde dag ud og dag ind. Far satte sine børn i landsbyskole, for det gjorde bønder dengang. Jeg gik skole tre dage om ugen syv år i to klasser. Da jeg var otte et halvt blev jeg flyttet op i øverste klasse. Da jeg var ni et halvt fulgte jeg med så godt, at jeg sad på første bænk. Det var nu ikke så svært dengang, for i min barndoms skole bestod lærdommen først og fremmest i kendskab til bibelhistorien, til geografien, til fædrelandshistorien, til skrivningen, til regningen og til læsningen. Ikke ringe fag, men dog fag, som almindeligt udrustede børn nok skulle kunne tilegne sig. Præsten mente, at det var bedst, at Kristian Kofoed kom til læsningen, og tudede far ørene fulde med sin mening. Men det kunne der nu ikke være tale om i et lille bornholmsk bondehjem. Arbejdet på gården skulle gøres, sagde far, og hvem var vel nærmere til at gøre dette arbejde end hans børn.

En plovfure den dag i dag

Far og mor opdrog os vel og lærte os at arbejde, og jeg kan den dag i dag køre et par heste og lægge en plovfure så lige som i mine drengeår. Derimod er jeg ikke ganske sikker på, at jeg længer kan malke en ko ren, uden at blive gennemblødt. Det gik nu sådan med snakken om mere skolegang, at far, som det var almindeligt blandt bønder dengang, når en dreng ikke ville blive på gården, sendte mig på seminariet. De sagde hjemme, da jeg var atten år, at de havde prøvet at jage de griller ud af hovedet på mig. Da det ikke var gået, så måtte jeg se at blive lærer.

Jeg var færdig tre år efter, men havde ingen lyst til at være lærer på landet. Jeg kan huske, at jeg ville ud i verden, og verden dengang må vel have været Rønne og København. To år efter blev jeg student fra statsskolen i Rønne og tænkte, at da jeg nu havde lærereksamen, så var det bedst, at jeg ikke spildte den tid, der var gået, eller de penge, der var brugt, og bestemte mig til Skole-embedseksamen. Strengt taget ville jeg hellere have læst jura, men det er jo nok tænkeligt, at var jeg blevet jurist, så havde mit liv formet sig anderledes. I de første år underviste jeg ved private skoler i København i geografi og naturhistorie, der var mine hovedfag. Det passede mig godt, for jeg kunne allerede

dengang lide at stille tingene op under hinanden, lide at holde orden og lide at systematisere. Da jeg var tredive, flyttede jeg tilbage til Bornholm. Jeg havde fået plads som adjunkt ved statsskolen i Rønne, og det var min tanke at blive dér resten af livet, at bruge min fritid til syslen med den bornholmske geologi og i tidens løb skrive en doktordisputats. Det gør jo nogle latinskolelærere.

Til ragnarok i 1920

Hele denne plan styrtede sammen, fordi det radikale parti på Bornholm stod og manglede en kandidat til valget i 1910. Så tog man mig, hvilket jeg var mindst lige så forbavset over som alle andre, der hørte om dette indfald. Jeg sad i Rigsdagen fra 1913, valgt af Aakirkeby-kredsen, det var det radikale ragnarok i 1920. Allerede i mine første rigsdagsår begyndte jeg at arbejde med Statens Lønningsvæsen. Jeg var jo selv i statens brød og vidste, at mangt og meget beroede på tilfældigheder eller dog manglende system. Hver etat havde sin lønningslov og hvert år sine lønningsdebatter. Da nu adjunkt Kofoed interesserede sig for disse ting, så gjorde man ham til formand i Lønningsudvalget, og i 1917, da Den store Lønningskommission blev nedsat, til medlem af kommissionen. Hassing Jørgensen var formand. I 1919 var kommissionen færdig, hvorefter regeringen forelagde Rigsdagen forslag til den store lønningsreform, der samlede og bragte orden, hvor før mangel på system herskede. Jeg var ordfører ved lønningsreformens behandling i Folketinget, vel nok, fordi jeg, skønt kun menigt medlem af kommissionen, havde haft lejlighed til særligt arbejde med disse ting.

Edvard Brandes ”spøg”

K.H. Kofoed fortalte eventyret i sit liv, fortalte, hvordan det gik til, at han, adjunkten fra Rønne, der ikke havde den rette eksamen, blev departementschef i Finansministeriet.

En dag i februar 1920, sagde han, talte jeg med finansminister Edvard Brandes om en eller anden sag fra lønningsudvalget. Han spurgte om en ting, jeg ikke havde på rede hånd. Derfor sagde jeg, at for at svare på hans spørgsmål, måtte jeg være hans departementschef. Dr. Brandes kiggede op. Vil De være det? spurgte han. Finansministeren er meget spøgefuld i dag, svarede jeg, og så talte vi om andre ting.

Under Folketingets møde dagen efter satte dr. Brandes sig i stolen ved siden af min og sagde, at han havde ikke fået svar på det spørgsmål, han havde gjort mig. Dagen før. Jeg sagde temmelig overrasket, at jeg havde taget hans spørgsmål som en spøg og indrettet mit svar derefter. Dertil sagde dr. Brandes, at han havde ment, hvad han sagde, og spurgte mig igen, om jeg ville havde den stilling, han havde tilbudt mig. På den betingelse, at jeg gik ud af Folketinget, for han ville ikke have en politiserende departementschef. Jeg svarede, at jeg måtte have lov til at betænke mig og bad om en måneds frist. Den gav han mig. Da tiden var gået takkede jeg finansministeren og sagde, at jeg ville gerne være departementschef i Finansministeriet. Han svarede, at så skulle den sag blive bragt i orden meget snart.

Den blev aldrig bragt i orden, for inden dr. Brandes nåede så vidt, var Ministeriet Zahle afskediget. Og han selv ikke længere Finansminister. Derved var der intet at gøre. Gamle departementschef Schlichtkrull, der var 77 år, tog omsider sin afsked og blev afløst af en kontorchef i Finansministeriet, sådan som skik var fra tidernes begyndelse. Men den ny finansminister – Niels Neergaard – havde hørt historien med dr. Brandes og mig, og en dag kaldte han mig til sig og sagde, at han ville gøre min stilling som formand for Statens Lønningsråd til et embede og give mig departementschef gage.

Den døde telefon

Inden da havde jeg afløst Riis-Hansen som statens forligsmand og havde allerede da haft held til at ordne både forskellige lønkonflikter i privatbanerne, uden at det noget sted kom til strejke, og til at bilægge telefonkonflikten, der brød ud nytårsdag 1920 og varede næsten til foråret. Alle var inderligt kede af de døde telefoner, og til slut var der intet udkomme med strejken, som derefter blev bilag ved en særlig voldgift.

Disse år lige efter krigen havde i øvrigt mange opgaver både til staten og til den enkelte. Efter syv fede år truede syv magre, i alt fald var kårene efter 1920 helt forskellige fra dem før 1920 og nødvendiggjorde en nyordning på mange områder. Staten nedsatte en sparekommission, der skulle skære ned, hvor det var muligt, deriblandt nedlægge overflødige stillinger. Regeringen gav mig formandshvervet i Den store Sparekommission, og da vi var færdige, havde vi med de store partiers og alle tjenestemandsorganisationernes tilslutning, aflastet statens budget for tyve millioner kroner om året. På den måde gik tiden. I 1924 døde departementschef Worm, der afløste Schlichtkrull. Så var på ny departementschefembedet i Finansministeriet ledigt. Det blev atter tilbudt mig, da af finansminister Bramsnæs, der efter valget i 1924 satte sig i Niels Neergaards stol. Inden Bramsnæs indstillede mig, sagde han, at han lagde overordentlig vægt på, at Finansministeriet i de kommende år skaffede sig nøje indsigt med alle udgiftsbevillinger i staten.

Jo-e, naturligvis talte man om min udnævnelse i den røde bygning. I selve departementet samlede man underskrifter på en protestadresse til finansministeren. Alle protesterede imod, at et departementschefembede ikke blev besat med en af Finansministeriets egne mænd. Sådan var begyndelsen, men jeg er glad for også at kunne sige, at jeg ellers fra første færd mødte vilje til medarbejde og loyalitet, skønt adskillige forståeligt nok var skuffede. Denne vilje til samarbejde var så meget mere værd, som jeg jo måtte føle usikkerhed overfor spørgsmål, der almindeligvis forudsætter både juridisk viden og den træning, der følger af at vokse op i karriéren i staten.

Staten og pligten

Hvorfor skulle jeg være frygtet? – sagde departementschef Kofoed. Jeg har intet ondt i sinde, og gør intet andet, end hvad staten og pligten forlanger af mig. Men det er jo nok muligt, at i al fald nogle stadig betragter Statens Lønningsråd som det sted, hvor deres krav strander, eller dog et sted, hvor kulde er fremherskende. Sådan vil det jo altid gå dem, der har den opgave at holde igen eller have hånd i hanke med tingene. Men ellers er det min mening, at lønningssystemet fra 1919, der er bevaret til dette øjeblik, har bestået sin prøve, og hvad princippet angår, har mange år for sig.

Ja, jeg kan lide arbejdet. Jeg holder af, at der er orden i tingene og system i metoderne, for det skal der være i statens husholdning som i ethvert anstændigt hjem. Forresten holder jeg også af selve arbejdet og brugte engang det paradoks, at jeg hellere vil have ekspederet en sag forkert i dag, end rigtigt i morgen. Det er naturligvis et paradoks, men den nøgne sandhed er den, at jeg hader dynger på skrivebordet og mener, at papiret skal af sted, inden det enkelte brev får lagt sig til rette og begynder at hygge sig i støvet. Jo-e det er en meget almindelig mening blandt folk, at der arbejdes ikke særlig meget i Den røde Bygning, og at er en ung mand først sluppet indenfor der, så er han resten af sine dage sikret en behagelig tilværelse.

Det er ikke rigtigt. Nu om stunder arbejdes der hårdt også i statens administration, og ingen kommer sovende til en stilling af betydning eller skaffer sig karriere uden arbejde. Derfor træffer man nu og da unge mænd, der trods meget arbejde ængstes for deres fremtid. Til dem plejer jeg at sige, hvis de rådfører sig med mig, at det bedste, de kan gøre, er at prøve at gøre sig uundværlige. Det er et stort mål, ja, og ikke alle når så vidt, men stræber den, der har passende evner og en ærlig vilje, efter at gøre det bedste, så når han dog så langt, at han gør sig nyttig og avancerer en dag. Og avancere skal mænd i staten. Ellers bliver de gale før tiden og tynget af modgang og bekymring over det daglige udkomme. Men ofte er det nok, at en mand avancerer én gang.

Estrup – og fremtiden

Hjemme arbejder K. H. Kofoed med Bornholms politiske Historie. [Er offentliggjort i Bornholmske Samlinger 1. række bind 23-27, 1935-1940 – samt som særtryk]. Han har foreløbig udsendt tre bind og er næsten færdig med det fjerde, der er en skildring af Estrups tid fra 1875-1894. [Kofoeds afhandling om Bornholms politiske Historie omhandler perioden fra 1848 til 1910].

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *