Kronprins Frederiks besøg i 1833

Marts måneds artikel 2020 – er den første havdel af en pamflet, udgivet på Colbergs Boghandels Forlag i 1872 med titlen: Kong Frederik den Syvendes første besøg på Bornholm som kronprins i året 1833. Mindetegning efter forskellige mundtlige fortællinger og skriftlige optegnelser. Forfatteren er Ph. R. Dam[1]

På de danske sletter var bonden i travl virksomhed med høbjergningen. Såvidt var sommeren rykket frem i året 1833, da en dag det rygte udbredte sig på Bornholm, at kronprins Frederik Karl Kristian[2] agtede at gæste denne ø. Inden få dages forløb ophøjedes rygtet til et pålideligt budskab, og bornholmernes ulmende glæde blussede nu op i fuld flamme. – De travle høsttanker veg hurtigt pladsen for den højtidelige forventningsfuldhed, som en så usædvanlig efterretning måtte fremkalde; thi herovre har jo som bekendt befolkningen altid været ligeså kongeligsindet som nogensteds i det øvrige land, hvor vi har gjort en dyd af nødvendigheden og er så nøjsomme i vore fordringer til festligheder, at et høstgilde eller i det højeste et rigtigt stort gæstebud er nok til at sætte os i en stemning, der hæver os betydeligt ud over vort stille ensformige hverdagsliv, hviler der en dobbelt glans over en sådan begivenhed som en fyrstelig persons besøg.

Ved rundskrivelser fra øens kommandant[3] af 6. august blev befolkningen underrettet om, at kongeligt budskab, dateret Lovisenlund den 31. juli, havde anmeldt prinsens besøg. Det lød således: ” Hans kongelige Højhed, generalmajor Prins Frederik Karl Kristian til Danmark vil i næste måned på den ham underlagte orlogsskonnert ”Delfinen” gøre en liden krydstur i Østersøen og på denne anløbe Bornholm. Når prinsen kommer iland gives de ham som kongelig prins tilkommende honnørs, såvidt omstændighederne tillader sådant, og skal ham forevises alt, hvad der kan interessere ham”.

Det hed sig, at prinsen først ville anløbe Christiansø, og denne rejseplan blev også fulgt. Den 19. august, kl. 4 en kvart eftermiddag, løb et smukt, letbygget og hurtigtsejlende fartøj under kanonhilsen og flagning ind i Rønne Havn. Det var kronprinsen med følge, som på skonnerten ”Delfinen” kom for at gæste bornholmerne. En mængde mennesker var strømmet sammen på skibsbroen for at tage imod den unge prins, der under rungende hilsen af hurraer sprang iland. ”Hvem er prinsen”? lød det med dæmpet røst igennem folkehoben. Og det var ikke så let at afgøre for den uindviede; thi hans kongelige højhed havde ladet guld og purpur forblive hjemme på kongeborgen og var ved dette møde klædt i skind og lærred ligesom de vakre søgutter, der omgav ham. Dog – trods lærredsbukserne og den blanke sømandshat – gættede mange rigtigt, hvem der måtte være prinsen; thi der var ”noget vist” i åsyn, tale og holdning, som røbede den kongebårne. Man fortalte for øvrigt, at prinsen for i et og alt at kunne føle sig sådan rigtig som sømand havde stillet sig fuldstændig under lige vilkår med skibsfolkene, og det ikke alene hvad kost, forplejning og deslige angik, men endog i den grad, at han havde indgået dusbroderskab med dem, ”sålænge de var ombord sammen”.

Prinsen opslog sin bolig hos kommandanten. Nu blev der travlt på de forskellige kanter af øen med forberedelser og foranstaltninger til prinsens festlige modtagelse; thi det blev snart bekendt, at han ville gøre en rundrejse for at se sig om, og ingensteds ville man stå tilbage i at vise den elskede høje gæst hyldest og ære.

Det ville blive alt for vidtløftigt at opregne alle de æresporte, igennem hvilke han holdt sit indtog i by og på land. Ej heller skal jeg forsøge at beskrive den hele række af de øvrige festligheder, hvor det regnede med kranse og blomster og stormede med jubel og hurraråb. Og selv om jeg nu havde udført en sådan skildring på den mest tilfredsstillende måde, ville dette billede dog kun være svagt og mat i sammenligning med et indtog, som prinsen ved sit elskværdige, ligefremme og raske væsen holdt i øboernes hjerter. Det skal siges med sandhed, at mindet om hine festdage lige indtil den dag i dag i mange bornholmeres hjerte står indskrevet som en vidunderskøn saga, ja ret som et fe-eventyr, der var blevet ophøjet til virkelighed og havde fået kød og blod ved den elskelige fyrstes livlige og muntre færd iblandt en for hans personlige egenskaber let modtagelig og samfølende befolkning.

Det bliver altså ikke nogen udførlig og sammenhængende historisk beretning, man her vil få. Derimod skal jeg tillade mig at nedskrive adskillige enkeltheder, småfortællinger, der her har bevaret sig på folkets tunge, og vist kunne interessere mange, fordi de indeholder træk af den højtelskede fyrstes karakter og sindelag. For at kunne se disse træk i deres rette og sande lys må der dog stadig huskes på, at det er en fyrstelig herre i sin fagreste og sorgløseste ungdomsvår, der, fulgt af nogle søgutter, efter en rask og flygtig fart over den friske Østersø, sætter sin fod på landjorden. Fjernet fra kongeborgens etikette – som nok aldrig tiltalte ham i nogen synderlig grad – og uden bånd og tvang gør han i løbet af 8-14 dage nogle udflugter, for at føle sin af ungdomsmod glødende pande i den friske bornholmske luft. Han ville vederkvæge sit sind og rigtig more sig med hvad han kunne finde på efter de stedlige forhold og omstændigheder. Og derfor kan man ikke vente, ja måske mindst af alt vente, Frederik den Syvendes liv og færd på Bornholm som 25årig yngling skulle smage af etikettens kogebog.

Prinsen besøgte med sit følge de fleste byer og alle mærkelige steder på øen. Længst dvælede han ved Hammershus Slots ruiner, det maleriske Rø Sogn med Døndalen og Helligdomskilden, det mærkelige Rankløve Skår og den romantiske Almindingskov, der vistnok søger sin mage i hele Danmark. Overalt på landet kunne man i lang afstand følge prinsens vogntog med tanken eller vide hvor rejseselskabet dvælede; thi hvor dette var, enten i bevægelse eller hvile, der kunne man se dannebrog vaje over bakkerne og skovtoppene.

Den bornholmske væbning havde tilendebragt sine årlige øvelser nogle uger forinden prinsens ankomst; men  da hans kongelige højhed havde ytret ønske om at se noget af den slags, blev en del tropper tilsagte at mønstre for ham på øvelsespladsen ved Rønne. Prinsen så på denne mønstring med megen interesse og udtalte sin tilfredshed med øvelserne. Især fik jægerne hans opmærksomhed og bifald.

Kommandanten gjorde, som rimeligt var, flere middagsselskaber for sin høje gæst, hvortil embedsmænd og officerer var indbudte. Ved et af disse selskaber bebudede kommandanten under bordsamtalen, at der ville blive afholdt et stort bal i Rønne til ære for prinsen, hvis han ville beære et sådant med sin nærværelse! Ja, det ville være ham en stor fornøjelse. ”Så har deres kongelige højhed at befale over mine døtre, hvis De behager” ytrede den livlige og ridderlige vært. ”Hjertelig tak”, svarede Frederik, der forøvrigt mente, at hvad kommandanten angik, da ville vel snarere en modsat orden gøre sig gældende; – ”men”, føjede han til, ”dem, hr. oberstløjtnant, kan jeg kommandere, thi jeg er dog generalmajor”.

For øvrigt gik det meget muntert til ved disse selskaber. Efter bordet blev der opført forskellige lege og legemsøvelser i haven, hvor de yngre officerer deltog; og da legen begyndte at blive varm, afkastedes kjolerne, og man fortsatte i bare skjorteærmer. Under en af disse lege tørnede prinsen og en løjtnant i stærk løb således imod hinanden, at de var nærved at ligge i græsset. Den kongelige modpart blev dog slet ikke fornærmet, men lo hjertelgt og fandt det tværtimod meget morsomt.

Ved det omtalte bal gik største delen af natten i løbet og tonen her var meget fri og meget varm; thi prinsen var engang en lidenskabelig danser, og de bornholmske ungersvende ville nødig stå tilbage for deres ophøjede forbillede. Der gik i lang tid efter ry om dette gilde; og herfra skriver sig navnet på en vis dansemelodi: ”Prinsegalloppen”, som i lang tid vedblev at være de unges yndlingtur ved gilderne.

Under prinsens ophold på Christiansø nogle dage før ankomsten til Rønne, havde man foranstaltet et ”matrosbal”, sammensat af størstedelen af de respektive besætninger, den fra selve fæstningen og den fra ”Delfinen”. Det var ”Delfinerne”, der kravlede op og solede sig på klipperne, skulle matroserne have sagt. Men nogle ”fine folk”, nemlig de af denne slags, der hørte til følget, og embedsmændene på øen, var også med. Altså ”ombord ” på Christiansø holdtes der bal for officerer og mandskab. Jeg tager det nemlig som givet, at man i lighed med den tjenstlige betegnelsesmåde for andre lignende forter, f. eks. ombord på ”Lynetten”, ”Prøvestenen” o.s.v, også må sige ”ombord” på Christiansø, da dette i alt væsentligt var indrettet på søkrigsfod.

Anden og sidste del af pamfletten bringes som april måneds artikel.

 

[1] Philip Rasch Dam (1823-1900) journalist, politiker og forfatter. Folketingsmand i 35 år. Oprettede Bornholms Tidende i 1866.

[2] Frederik den Syvende (6.10.1808 – 15.11.1863) – konge fra 1848-1863. Søn af Christian den Ottende (1786-1848 og konge fra 1839) og prinsesse Charlotte Frederikke.

[3] Paul Magnus Hoffmann (21.05.1778 – 30.04.1842), Grønnegade 17, Rønne. (Senere Missionshotellet og Hotel Hoffmann på denne adresse).

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *