Øen, der skaber fanatikere


December måneds artikel 2022 er fra Nationaltidende 6.+7 juni 1931, skrevet og illustreret af maleren og grafikeren Aage Roose (1880-1970)

Bornholm begynder om natten på båden over, ja i grunden begynder det allerede i Havnegade aftenen før – for det begynder med bornholmerdamperen – et lille flydende, selvstændigt stykke af klippeøen, som er kommet over for at føre alle os bornholmere over til sommerens fædreland.

Intet feriefolk er så lokalpatriotisk som vi ”sommerbornholmere”. I grunden føler vi os mere som bornholmere end dem, der bor hele året rundt derovre, og træffer vi tilfældigt til en middag i vinterens hjerte en ”medbornholmer”, så bliver vi som sejlsportsmænd, der har skuden liggende på land og giver sig til at ”snakke skiv”, så alle rundt om flygter. Sommerbornholmeren er fanatiker.

Måske overdriver jeg, når jeg siger, at intet andet sted i Danmark gør folk til fanatikere som Bornholm, men givet er det, at den, der blot én sommer har ”ligget på øen”, vil tilbage næste år – og næste igen. Det er dejligt, men det frembyder en fare, fordi det matematisk må kunne regnes ud, når der ikke kan være flere derovre. Nye kommer der til, ingen af dem, der er der, vil væk, og øen har jo sin begrænsning – rent flademæssigt i hvert fald.

Men det begynder altså om aftenen allerede flere time før afgangen, når man kommer slæbende med alt sit gepäk ned på damperen i Havnegade. Den dufter endnu svagt af spuling på dækket, når man bevæger sig med sit husgeråd for sommerferien op ad landgangsbroen, og styrmand Kofoed tager imod ens ejendele på lastelugen. De dampere véd, hvad hvad det er for folk, de sejler med. Få steder møder man en liberalitet som her overfor begrebet bagage. Er man blot et par stykker sammen, kan man bogstavelg talt for ingen ting have et tre værelses møblement med om bord over til sommerhuset. Det står alt sammen på lastelugen, nye og slidte kufferter, store og små bylter, teltgrejer, kogekar ”mahonikasenge”, hængekøjer, rejsegrammofoner, en enkelt kurvestol, et par hundekurve, alt sammen stablet kyndigt sammen af styrmand Kofoed, så intet bliver trykket eller skrammet, og så alt står tørt og godt under en kæmpe presenning.

Det andet faste punkt om bord – styrmanden var det første – er kahytsjomfruen; hun hedder også Kofoed. Om hun er ung eller gammel, ved jeg ikke, sommetider det ene og sommetider det andet, men hun har en evne til at ordne alt i en håndevending. Bare den fænomenale evne til at rede en seng, som man først vurderer, når man selv har prøvet at finde ud af kombinationen tæpper-lagner i en skibskøje – eller den ro og selvfølgelighed, hvormed hun bevæger sig gennem de mange afklædningsscener, når folk går i seng – en slags majorinde i sovesalsteknik, i sandhed et fast punkt på skibet – maske det fasteste.

Og så de tre slag på gongongen og den korte kimen bagefter, spejderne der synger på fordækket, forældre der vifter fra land, glade stemmer, rigtig forventningsfulde og sommerglade, der tages, vandstriben mellem vort ambulante stykke Bornholm og det øvrige Danmark, der breder sig, bolværket, der fjerne sig, og Bornholm der nærmer sig… Ferien er begyndt.

”Man sover så godt, når man har noget godt i vente”, siger den skumle munk i ”Ridderen af Randers Bro”, mens han venter på, at grev Gert skal komme og sætte en tændstik til Randers. Og man sover godt på bornholmerdamperen, fordi køje og forventning er lige gode. Der er otte timers søvn til Bornholm, hedder det jo, men i grunden kun seks. For den første time om bord lader man alle de andre gå i seng og går selv rundt og kigger på ankerliggere eller lysene fra Dragør eller ned i maskinrummet, hvorfra skibets varme ånde slår en i møde – og den sidste time om morgenen er man på tæerne for at få morgenkaffen med wienerbrød med – man skal vel nok møde ferien på Bornholm fuldt rustet.

Og så glider vi ind i havnen, vort lille stykke Bornholm føjer sig ind i sit leje i moderjorden, og vi er landfaste med vort sommerfædreland. Så langt har vi alle været et – alle sammen kun haft det ene i tankerne: som små ferieglade atomer at gå op i en højere enhed; så langt har Bornholm kun været et punkt som vi alle sigtede mod. Men nu er den flade, et uendeligt areal som vi pludselig deler imellem os i små riger uden misundelig skæven til hinanden – for alle synes vi, at vort eget lille rige er det bedste.

Skønt nej. Et stykke endnu kan vi dog følges ad. En lille ting kan vi endnu dele med hinanden. Banerne derovre. Vi kender ikke blot vognene og lokomotiverne, men også konduktørerne fra år til år. Vel ved vi ikke hvad de hedder, men vi siger god dag til dem, og de er rare nok til at lade, som om de også kan huske os fra sidste år.

O hvad så? Ja, så spredes vi altså over øen. Men vi vil ikke gå i geografiske detaljer. Lad os ikke fornærme nogen i hans lokalpatriotisme, og lad os ikke give andre en urimelig grund til højhedsvanvid ved at fremhæve den ene by på den andens bekostning, eller reklamere særligt for det ene fiskerleje frem for det andet. Alle små sommerkongerier har så mange træk tilfælles, at en beskrivelse af et enkelt af dem, når man udelader navnet, næsten bliver typisk.

Stedet hvor man bor, er ens overalt i sommer-Danmark; måske er der en smule mere fyrreduft uden for vinduerne på Bornholm. Måske er blomsterudvalget i de mærkelige gamle krukker af uanet form og farve, som man enten selv samler sig i et lejet sommerhus, eller forefinder på stedet i et par lejede værelser – måske er dette blomsterudvalg rigere i sine enkeltheder og frodigere i sin mangfoldighed. Måske er der lidt varmere om dagen og lidt koldere om natten i Deres bornholmske sommerhjem, men ellers er det nogenlunde det samme, som hvis det havde ligget på Læsø. Præget af de samme rørende ting, som man ellers har stående på sit pulterkammer, når man er hjemme, men som bliver taget til nåde om sommeren, og som efter at have gjort overfarten med på lastelugen oplever en renæssance i sommerhjemmet, ”mere et zirat end en prydelse” – som præsten sagde. Og de samme ubetydeligheder og ubekvemmeligheder, som det danske sommerfolk kender, hvor det end ferierer, de samme små senge, en med fald til venstre side så søvnen bliver en stadig holden-sig-fast og hvilen dermed uegentlig, indtil sengen får en Wallace under hvert af venstrebenene, og en anden med det samme hul i fjedringen, som ens kone talte så meget om sidste år. Den samme tur under åben himmel for at nå frem til et bestemt nødvendigt aflukke, og den samme ”henten-mælk-på-gården”.

Alt dette og meget mere er sommerdanskerens – ja, vel sommermenneskets fælleseje. Men hvad er det, sommerbornholmeren har for sig selv? Først og fremmest Eventyret i Vildmarken. Man er så langt borte. Bornholm slæber jo – som det hedder i digtet om Danmark – som en agterjolle bagefter landets øvrige sejlerskare. Og selv om vi når klippeøen på en nat, så synes vi dog, at den ligger uendelig langt uden for lands lov og ret – halvvejs til Rusland. Skønt Bornholmerne sikkert er bedre danske end de fleste, så er deres land og deres natur (sproget gør selvfølgelig også noget) os alligevel så fremmed, at vi har en fornemmelse af lidt ”udenlands”. Hyggeligt ”udenlands” – og hjemligt ”udenlands”, men faktisk alligevel lidt udenlands. Også det, at aviserne er 1½ dag gamle , før de når en og begivenhederne altså passerede i tilsvarende afstand, før vi hører om dem, giver et moderne menneske en lille dejlig følelse af at være glemt en smule, af at have fået fred, at være i en slags smult vande, hvor bølgerne fra det daglige livs urolige hav kun når ind som små dønninger med landposten.

Roligt og langsomt nyder vi disse dønninger kun iført skjorte og bukser i skyggen af en klippe – og vi nægter at tro på det urolige hav udenfor i bare tre uger. For resten: Påklædningen er nu også ganske særlig efter eget valg på Bornholm. Man kan gøre alt, hvad man vil, når bare man gør det. Man kan virkelig have glæde af sit gamle tøj derovre. Et par bukser, som for længst med lapper og stopninger burde være sendt til ophugning, giver én den hjemfølelse, som som man aldrig får straks i et par nye, og som man, hvad alle andre ting angår, straks finder på Bornholm. Og der er velsignet fri for omklædninger til middag og baslementer af forskellig slags. På Bornholm er man den, man er – uafhængig af ens klædeskab, og det skal siges til ros for helårsbornholmerne, at deres bedømmelse også er ganske uafhængig af samme klædeskab.

Og så er der klipperne. De bidrager også til fornemmelsen af Eventyret i Vildmarken. Det er de eneste klipper, vi har i Danmark – og dem holder vi af. Vi ville måske elske dem mindre, hvis hele øen var en gold og øde sten, man netop, fordi de blot ligger og danner sådan et stengærde rundt om Bornholms frodige have, netop derfor kan vi lide dem. Gærdet mangler jo ganske vist nede sydpå på øen, men så har det vel ikke været nødvendigt der, og for dem, der måtte savne klipperne, er der sørget for rigelig erstatning i de mægtige sandbunker.

Vi holder af klipperne, fordi de er os fremmede, fordi de giver vor fantasi noget at arbejde med, både når Østersøen slår stille og dovent ind på dem, og vi kan se hele den overgroede havbund dybt nede, eller når den i bølger, der er så store, at man skulle tro, at de kom helt oppe fra den Botniske Bugt, knuses mod de hårde mineralier, stadig i de samme furer og baner, medtagende de blødere dele og glattende ud på de hårde.

Og de små havne. Ikke blot dem, som en damper til nød kan kante sig ind i, heller ikke bare de store fiskerlejers, hvor der dog virkelig er læ for motorbåde og grejer, men navnlig i de små bitte havne, som én mand har stablet sammen af sten gennem år for at få et sted at lægge sin ensomme lille båd, og som han kalder havnen, et ord, som ikke på nogen måde må forstås pralende, men kun som udtryk for tryghed.

Og røgeriet. Arbejdets tempel par excellence i lejet, og sammen med rundkirkerne og de træklædte gavle det, der frem for noget giver det bornholmske landskab karakter. For røgeriet er jo ikke blot et hus, det er et begreb – næsten en ide, som omfatter hele lejet og giver det liv og lys. Er silden god og fed, og der er nok af den, så mærkes det ikke blot hos dem, der tager dem på havet om natten med fine drivgarn, hvis masker er så store, at silden akkurat kan få hovedet ind, men ikke ud, eller hos dem der skærer den op i den årle morgenstund og kaster de mange grå indvolde fra sig, eller dem, der bundter dem struttende sammen på jernspiddene gennem gællerne, eller dem, der står i det mystiske, næsten alkymistiske halvmørke og kaster vand på elle-veddet for at få det til at røge, eller dem, der pakker de fede gylden-skindede havstrygere ned i deres fem kilos kasser og fingernemt slår kasserne til.

Nej, silden mærkes både hos købmand og karetmager, i brugsen og hos bonden, hos skrædder og skomager – både hvis den er god og hvis den er dårlig. Silden præger ikke blot landskabet uden om røgeriet, med den sære kegleformede skorsten, med stablerne af finthugget, tørt birke- og ellebrænde, med pælene i lange rækker, over hvilke garnene lægges fladt ud til tørring – og ikke som andre steder ophænges på stejler – med de rødmalede garn-børe, træflod, ballaststykker, og hvad det nu hedder alt sammen. Silden præger sind og tanke hos hele lejets befolkning på samme måde som heste, tips og odds en spiller i travsæsonen.

Og sommerbornholmeren ved det. Det er det første, han spørger om og efter, når han kommer, og det er altid en god start på en hyggelig passiar med de fastboende på havnen om formiddagen eller i den lavloftede, tilrøgede købmandsbutik om aftenen. Og den er det stadige og vigtige næringsmiddel, som nydes i store masser både morgen, middag og aften, både fordi den er billig, lækker og lokalpatriotisk. Og så en skønne dag er det forbi. Slut for i år med blomstervæld, fyrreduft, bølgeslag, rundkirker, røgerier og sild. Men sommerbornholmeren går ofte ned i Havnegade, når han er kommet hjem, og ser bornholmer-damperen gå. Det smager altid af fugl – eller er det sild?

Måske kan du også lide...

2 Svar

  1. Thank you for all the wonderful articles you send us! Bornholm was where my Grandfather was born. I’m proud to be descended from Kofoed. Great (paternal) Grandfather was an artist, worked at Royal Copenhagen. My Grandfather was a Master Carpenter: he came to USA via a large boat (with sails!) and settled in Massachusetts. He did all the woodwork for the Springfield Rolls Royce factory, in Springfield (Massachusetts). He also built the house he and his wife, Kirsten Hansen. I look just like my Grandmother. Grandmother made the best food! There was a cake she made, that she learned to make when in Denmark. Very thin layers of cake, with whipped cream and cut up fruits. Wish I knew what the name of that desserts is!!
    Your articles bring me to a country that I’ll never see, in person.
    Thank you ever so much for this!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.