Formandens beretning, 2018


Bornholms Historiske Samfund holder i dag sin generalforsamling i Det gamle Rådhus i Svaneke, som har gennemgået en flot renovering. Det er imponerende, at det lykkedes at bevare den historiske bygning og samtidigt skabe nye rammer for foreningsliv, der fremmer det sociale liv i Svaneke.
Sidste års generalforsamling blev afholdt i Hasle gamle rådhus, som i dag er rammen om et meget aktivt foreningsliv på samme måde som her i Svaneke.
Begge steder er eksempler på hvordan historiske vigtige bygninger bliver brugt på forbilledlig vis.
Hvad har det med Bornholms Historiske Samfund at gøre?
Jo, ligesom i Hasle og Svaneke, hvor borgerne bygger på en historisk bevidsthed om bygningernes oprindelse og samlingssted, så vil vores forening bygge på interessen for historien og bidrage til en øget bevidsthed om historien og betydning for vores identitet.
I det forgange år, har foreningen haft opmærksomhed på øens mange lokale arkiver, hvoraf både Hasle og Svaneke har velfungerende lokalhistoriske foreninger der fastholder og styrker historien som har betydning for lokalsamfundet.
Netop det er også foreningens interesse.

Årets aktiviteter:

Generalforsamlinger i Hasle og Bornholmerprisen.

Som sagt afholdtes foreningens generalforsamlingen i 2017 på Hasle gamle rådhus den 2. september. Vi startede med et se Erik Grønvang Nielsen film ”107 år med 66-selskaber”.
Erik Grønvang Nielsen har gjort en stor indsat for at bevare og formidle historiske film om Bornholm. Han har med stor flid indsamlet materiale og interviewet personer og skabt en række kulturhistoriske dokumentfilm om specielle bornholmske emner. Et prisværdigt arbejde som foreningen valgte at belønne ved at tildele ham ”Bornholmerprisen”.

Prisen blev uddelt for 56.gang. Prisen blev oprettet i anledning af foreningens 50 års jubilæum i 1955, under navnet Bornholms historiske Samfunds ærespris.
Prisen uddeleles ikke hvert år og ikke altid til enkeltpersoner – foreninger kan også modtage den, som for eksempel i 1994, hvor Byforeningen ”Svanekes Venner” modtog prisen.

Bestyrelsesmøder

Foreningen har afholdt 6 bestyrelsesmøde. De fleste på Ø-Arkivet i Rønne, men også andre steder, blandt andet på lokalarkiver, nemlig i Allinge og Vestermarie.

Bornholmske Samlinger 2017

Årets højdepunkt er udgivelse af årsskriftet Bornholmske Samlinger, som i 2017 fandt sted i Melsted i Madkulturens hus med 70 deltagere. Det var en god ramme for at præsentere årsskriftet, som var et såkaldt samlebind med så vidt forskellige emner som Dansk Vestindien og udrejste bornholmere, om Listedkongen, degnegården i Bodilsker, højskolemanden Georg Bistrup, Bornholm under krigen, om missionshuse og frikirker og om den svenske jordebog fra 1658. Tak til alle forfatterne der har lagt kræfter og tid til at dele vigtige historien med os.
Vi er stolte af udgivelsen og det er udelukkende redaktøren Ann Vibeke Knudsens fortjeneste. Tak for det.

Foreningens opgaver

Udgivelsen af årsskriftet er foreningens vigtigste opgave. Der ligger en stor forpligtelse i at fortsætte arbejdet med at udgive artikler om Bornholms historie. Tænk hvor meget historieviden, det er blevet til siden foreningens start i 1906? Der er stort set næsten ingen hjørner af historien som ikke er blevet behandlet og beskrevet.
Denne viden skal bruges og gøres tilgængelig for alle, hvorfor at vi har lagt de gamle årgange ud på vores hjemmeside Bornholmske-samlinger.dk. Alt er ”søgbart” og vi kan se, at det bliver flittigt brugt.

Kontakt med de lokalhistoriske arkiver

For et par år siden begyndte vi at kontakte øens forskellige lokalhistoriske foreninger. I første omgang var det bevidstheden om at der rundt omkring i foreningernes arkiver lå vigtige og interessante ting, som kun få havde kendskab til. Vi startede en fælles database om arkivernes gemmer. Det er et arbejde, der ikke er afsluttet, men nok skal få sin fortsættelse snart.
Med kontakten til lokalarkiverne opstod tanken om et årsskrift, der netop skulle gøre opmærksom på arkivernes gemmer. Året igennem har forfattere arbejdet med små historien om hvad der findes af ”Guldstøv i lokalarkiverne”. Årets udgivelse kommer netop til at hedde ”Guldstøv fra Lokalarkiverne. Ann Vibeke vil fortælle mere om årets udgivelse senere.

For tredje gang inviterede vi lokalarkiverne til et fælles møde på Biblioteket i Rønne. Datoen 26/2 var desværre uheldigt valgt. En forrygende snestorm bevirkede, at vi måtte aflyse.
Et erstatningsmøde holdtes den 30. april med dagsorden om den digitale udfordringer som vi alle møder. Jo flere muligheder vi får med at registrere, samler og formidle, jo mere kompleks bliver opgaven.
Vi, i foreningen, er lidt i tvivl om deltagerne får et fagligt udbytte af mødet og vi diskuterer hvordan vi kan gøre møderne mere interessante. Vores fornemmelse er nok, at der er en tilfredshed med et årligt lokal-arkivmøde. Alene det at mødes, udveksle erfaringer og problemstillinger er nyttigt.
Vi har besluttet at fortsætte med et årligt møde og vi vil forsøge at gøre møderne tematiske. I 2019 vil temaet blive: Ændringer i lokalsamfundet. Kulturlandskabet ændrer sig kraftigt i disse år. Det er trist at se de mange gamle selvejergårde, med mange århundredes historie, bliver revet ned og sporløst fjernet fra jordens overflade. Alene at registrere resterne af gårdene er højst påkrævet. Det er måske noget vi kan være fælles om? Temaet er foreslået af Bornholms Museum, som vi altid gerne vil samarbejde med.

Medlemstallet

Er 676. Det har været stabilt i flere år og efter andres tilsvarende foreningers erfaringer så er det positivt.
En analyse siger, at 1/3 er ”overfra” og 2/3 er bosat på Bornholm. Men vi kan se at i blandt de nye medlemmer i 2018 er halvdelen af de nye medlemmer ”overfra”.
Jeg spår at snart er halvdelen af medlemmerne bosat ”over”. Det er der jo i princippet ikke noget galt ved. Men, det bør vække ens opmærksomhed, da det netop er et tegn på en øget interesse. Langt de fleste udenøs medlemmer – om ikke alle – føler en stærk tilknytning til øen. Måske er de født på øen, har et fritidshus eller også har de i en årrække dyrket øen i deres fritid. Lokalhistorien betyder meget for alle. Ligesom kulturlandskabet ændres, så ændres også familiestrukturen og bosættelsesmønstrene sig. Snart tror jeg, at vi kan have folk, der bor to steder.

Hjemmesiden

Mogens Lau har skrevet om de seneste bøger om Bornholm. Det er ikke anmeldelser, men beskrivelser med faktuelle oplysninger. Efterhånden vil vi på hjemmeside få opbygget en såkaldt ”annoteret bibliografi”. Tak til Mogens for dette arbejde, som er nyttigt for os, der gerne vil følge med i, hvad der udgives.

Ramt af fjendtlige angreb på tilmelding til notifikationer. Servicen måtte lukkes, da der dagligt var angreb fra primært russiske servere, der forsøgte at lægge vores hjemmeside ned. Det tog to måneder at finde et virusprogram, der kunne afvise angrebene. Adressebasen til nyhedsbrevene var også angrebet, således at basen måtte rekonstrueres efter en gammel backup, hvilket betød, at udsendelse af generalforsamlingen blev udsendt til 350 eller omtrent 100 uvirksomme adresser. Begge dele er nu oppe og køre igen.
Et andet problem havde jeg med databasen til lokalarkivernes samlinger. En opdatering ødelagde databasestrukturen, så den var nede i nogle uger. Det var dejligt, at der var mange der klagede over at man ikke kunne komme ind i basen, hvilket jo på sin vis var dejligt, da det jo netop beviste, at den blev brugt.

Facebook

For et år siden havde vi 2650 følgere og i dag 3314. Det er en vækst på 25%. Den flittigste bidragsyder er Ann Vibeke, men der er også andre der lægger historier ud. Men allerbedst er, at mange følgere kommenterer og interagerer og vi har skabt et aktivt mødested for alle lokalhistorie interesserede. Facebook er vores opmærksomhedsplatform og som er guld værd for foreningen.

Fremtiden

Vi ville gerne gøre endnu mere for lokalhistorien, men tiden sætter sine begrænsninger. Vores håb for fremtiden er, at flere vil deltage aktivt. For så vidt er vi ganske godt i gang. Netop Facebook-siden er et godt eksempel på at interessen er stor og kan udvikles.
Ikke alle er bevidste om det, men vi ved, at historiefortællingen lever overalt og er et must for fremtiden.

Svaneke 1.september 2018
Jesper Vang Hansen