”Skaarmunjada Pær” og ”Lina Snus”

Et nytårsminde fra gamle dage i Rø

Oktober måneds artikel stammer fra Bornholms Tidende den 5. januar 1943.
Signeret Aa J.

Der lå – og ligger forresten endnu – et gammelt hus oppe på bakken; det var langt og lavt, bygget på gammeldags maner med bindingsværk og klinede lervægge. Gammelt var det og svært forfaldet; den nordre gavl var næsten faldefærdig, og den var endda næsten ny; men ejeren havde ikke ment, at det var nødvendigt at tage cement i mørtelen, da gavlen blev muret, ”for de Bobakka-Gruzed e hânajn ryne maj så fedt, a de e Fråseri å brygge Polver i”, sagde han.

I huset boede Pær Pærsen og hans kone, Line. Pær havde hareskår og blev i daglig omtale aldrig kaldt andet end ”Skaarmunjada Pær”, og Line, der holdt svært meget af at at stive sig af med en stor pris, kaldte man ”Lina Snus”. Nu var de begge gamle; deres børn var for længst fløjet fra reden, og de gik nu ensomme om og hjalp folk i omegnen ved tilfældigt arbejde, der lå for deres kræfter.

Pær ville nu slet ikke være ved, at han ikke længere var i sin fulde manddomskraft, og var han så heldig ved et gammeldags høstgilde at få lidt for mange snapse, blev hans kræfter ganske usandsynlige. ”Der e hânajn ryne maj ikkje et Træ i Lensgåraskãuinj, som jâ ikkje kanj rykkja op me Roda!” sagde Pær, og når drengene så lo ad ham blev han arrig: ”Kommen Ni bâra her hen”, sagde han og stak venstre tommelfinger i vejret, ”Saa ska ni Rauninj snorre maj få Ørn varmda å komma te å sidda å draja rundt heroppa”.

Ensomt nok havde de to gamle det til daglig, men én aften – eller nat – var der altid såre livligt ved deres hus, nemlig nytårsaften, og her skal fortælles om en af de værste. – Belært af mange års erfaring havde Pær fået alt sit løsøre, der ellers plejede at flyde rundt om huset i rigeligt mål, bragt inden døre, og kostalden fik et par store søm; den kunne ikke låses. Så snart mørket faldt på, begyndte Pær sin nattevagt, mens Line sad inde i stuen og holdt kaffekanden varm, så han kunne få sig en hjertestyrkning når han kom til at trænge.

Først på aftenen var der temmelig fredeligt; der faldt nok af og til et skud uden for, men når Pær så kom farende ud for at skælde fredsforstyrrerne ud, var disse allerede borte. Men henad midnat blev det rent galt. Der var en flok unge mennesker, der havde delt sig i to partier, et ved hver gavl af det lange hus. Pludselig brager fem, seks skud langs væggen, og Pær farer ud af døren som trold af en æske. ”E Ni nu på Spil ijen, jert sakkermænskenes Pak! Jâ ska Hânajn ryne maj gi jer, når jâ få fatte på jer Flabba! Komma her om Natten å forfæra vos gamla Mænjesker! Lide maj væl, hvor jâ ska varma jer!” Og stadig skændende løber han efter fredsforstyrrerne, der spruttende af latter trækker sig tilbage i mørket.

Da brager en ny salve løs ved den anden gavl, og Pær omkring.”E der nu âu nonna Faninja dær! Se å pilla hjem me jer , ellers ska jâ”, og så videre. Knap nok er Pær nået hen til den anden gavl, før der dundrer en salve igen ved den første. Pær bliver aldeles rasende og farer fra den ene ende af huset til den anden, skældende og smældende. Omsider indser han dog, at dette overstiger en enkelt mands kræfter og går ind til Line for at få hende til hjælp. Medens han er inde i huset lister et par af skytterne sig hen til brønden, og lige idet døren går op for Line og Per, dundrer et par skud ned i brønden, der kaster lyden forstærket tilbage. Line giver et højt vræl fra sig og farer tilbage. ”Naj, Jøsses Pær! Nu ramlar Varden forlade maj ner! Va ed då de sjyda me, Fâr! Se då livæl, og du kanj få di Styjgertana væk”! Og nu brager det atter løs ved begge gavle, og Pær må nu alene tage kampen op; at få Line til hjælp må aldeles opgives.

Dog, hun kommer, og det med en vis fart. Mens de fleste urostiftere opholder Pær ved husets forside, har et par af de mest forvovne listet sig om på bagsiden, og den ene er kravlet op på taget. Pludselig brager et skud ned gennem skorstenen. Line vræler på Pær og farer ud af døren som skudt af en kanon. Og nu tør Line ikke være alene længere, Pær må pænt følge med ind, hvilket er det bedste for begge parter, for da Pær ikke mere kommer farende og skælder ud, holder skydningen snart op, og kun en svag puslen om huset forråder, at de ubudne gæster har mere ondt i sinde.

Nytårsmorgen kommer, og Pær vil ud og se, hvordan sagerne står, mens Line tænder op for at få morgenkaffen lavet. Pær tager i døren, men hvad søren er nu det; den er ikke til at få op. Pær bliver arrig igen og rykker af alle kræfter. Døren farer op, og Pær farer med et kraftudtryk tilbage; han har fået en kakkelovnrenser i hovedet: den var anbragt således, at den måtte falde i hovedet på den første der åbnede døren. Han går ud og ser, at der intet videre er sket; imens fyrer Line, men det er helt galt med trækken, al røgen slår ned i stuen. Gavtyvene har stoppet noget i skorstenspiben; men det kan Line jo ikke vide. Omsider går det dog op for dem, at det er der, det er galt, og Pær må af sted til den nærmeste gård for at få en mand til at kravle op og rense piben. Oppe ved skorstenspiben ligger en pakke med Pærs navn skrevet på. Den tager manden ned til Pær, og det viser sig, at den indeholder en flaske snaps og en stor pose med snus. Pær er nok lidt vred endnu men siger dog ”Ja, nonna sakkermænskenes Flabba ed, der hâr vad her! Men jâ ville Hânanj ryne maj livæl ble hal kjiv’åd, hvis di ente kom otara!”.

Det gjorde de.