1 dansk turist for hver 5-6 tyskere

August måneds artikel 2020 – stammer fra ugebladet: ”Hver 8. Dag”, den 13. juni 1909
Bornholm (Signeret C.C. Clausen)

Man kunne op ad denne pinse på alle plakatsøjler i Berlin finde et opslag om en pinseudflugt til Bornholm, ”Østersøens Capri”, som den kaldtes for at lokke. Men for resten behøver man slet ikke at lokke berlinerne stærkt. Bornholms navn er banket forsvarligt ind i tankerne der sønden for Østersøen. En bred hovedåre i Berlin hedder Bornholmerstrasse, medens andre danske lokaliteter må nøjes med at lægge navn til sidegader. Og måske viser intet bedre, hvor kendt og skattet øen er hos vore sydlige naboer end det, at det kan betale sig at avertere en pinsetur på Berlins plakatsøjler. Der er nemlig ikke nogen billig annonce.

Der er egentlig noget ærgerligt i, at tyskerne skal lære os at sætte pris på denne vor egen ø. Ikke, at jeg ikke gerne ser tyskerne komme som gæster til Bornholm. Jeg beundrer af mit fulde hjerte denne tyske småborger og middelstandsmand, der hele året sparer sammen til sin sommerrejse. Thi så vist som rejse er kultur og oplysning. I ideer, fornyet arbejdskraft, står denne tysker over sin danske, der nøjes med at bruge penge i Tivoli og på Dyrehavsbakken. Jeg ved med mig selv, at jeg i de senere år har gjort hvad jeg formåede, for at bringe en ændring i dette urimelige forhold, for at få ungdom og mellemstand ud at rejse. Og lidt har jeg også fået udrettet. I alt fald har jeg fået adskillige breve fra folk, der har fortalt mig, at de uden min tilskyndelse aldrig var kommet ud at rejse.

Postkort fra Nordre Brygge i Gudhjem. Personerne fra venstre er: fisker Julius Christian Nielsen, lods Johan Andersen Koch, Johanne Koch, født Andersen og Stina Andersen. Resten af de voksne og de to første af børnene er ukendte. Derefter Thor Nielsen, Peter Mathias Koch og Ejnar Bentzen. Denne illustration ledsagede artiklen.

Men der er endnu et stort stykke arbejde at gøre der. Ikke mindst hvad Bornholm angår. Thi denne ø er så smuk og så mangfoldig, at den fortjener at kendes af alle danske. Og man må lade bornholmerne, at de har gjort deres bedste, for at gøre øen og dens seværdigheder kendte i det øvrige Danmark. Men hidtil med ret ringe held. Forholdet mellem danske og tyske gæster lader sig kun skønsmæssigt fastsætte. Men man er sikkert på den for Danmark gunstigste side når man regner 1 dansk for hver 5-6 tyskere. Man har endog fra ængstede patrioters side talt om en erobring af øen ad fredelig turistvej. Jeg tror nu ikke, at bornholmerne sådan lader sig erobre, dertil er det en alt for stejl race. Men en fare ligger der unægtelig. Og vi burde møde den med talrige besøg fra Danmark.

Vejene til Bornholm er jo lette og korte. En 9 timers sejlads fra København enten til Nordlandet eller Rønne. Eller vejen over Malmø og Skåne til Simrishamn og så kun to timers sejlads for de mindre søstærke. Og billetpriserne er også billige. Og ad denne korte vej og for denne billige penge kan den danske sletteboer få de bjerge at se, som er alle slettebeboeres drøm. Bornholm har for de tyske indlandsbeboere den dobbelte tiltrækning af bjerg og hav. På os virker havet, som vi har allevegne, ikke med det ubekendtes dragen. Men så meget stærkere virker fjeldet. Og på Bornholms Nordland falder fjeldet brat ned mod søen, det antager så fantastiske former som i ”Løvehovederne”, det danner grotter som den berømte ”Ovne”; der er ”Helligdomsklipperne”, ”Lyseklippen” og ”Johns Kapel”. Man kan foretage flere dages cykeltur eller køretur rundt om på øen og stadig finde nyt at beundre, besynderlige ting, der fæstner sig for bestandig i erindringen.

Denne natur er mere lunefuld og uberegnelig, end dansk natur ellers er. Den antager former, de golde klipper, de frugtbare enge, bøgeskov og de helt jyske klitformer nede om Dueodden på Bornholms Sydland. Der er ingen, der behøver at søge forgæves der. Man kan bo højt oppe med vid udsigt over havet, der fra højden synes blåt som Middelhavet, som oppe i egnen om Hammeren og Hammershus, Danmarks største ruin. Man kan oppe i Almindingen bo som dybt inde i en skov. Man kan have en kyst, hvor havet bryder mod sten, som ved Johns Kapel og egnen om Rø. Man kan bo langs en strand så fri og bred som noget steds ved Østersøen på det nye hotel ved Balka, sønden for Nexø. Man kan bo i sådanne byer som Allinge og Sandvig, og man kan bo ved fiskerlejer og ensomme dale som Finnedalen. Det er på nogle få kvadratmile en mangfoldighed, som vi ikke er vante til her i Danmark, hvor hver egn ellers har sin nogenlunde ensartede karakter. Øresunds kyst står således fast præget med sine bøgeskove. Skagen med sit vældige hav og sit enestående lys. Bornholm har noget af det alt sammen.

Postkort af interiør i Østerlars Rundkirke. Illustrationen ledsagede artiklen

Der har i de senere år, væsentlig underbygget af det tiltagende besøg fra Tyskland, udviklet sig et rigt hotelvæsen. Det er en erfaring som gælder overalt i Europa og også på Bornholm, at man boer bedst og spiser bedst på de store turistruter, på de steder, hvor de mange kommer. Der stilles kravene, og der lægges de penge, der muliggør det at tilfredsstille kravene. Dårlige senge og slet kost finder en egentlig først, når man kommer udenfor de søgte steder, derhen, hvor der i ny og næ kommer en gæst. På de afsides steder kan man bo billigt, men risikerer også let at blive trukket op eller i hvert fald at betale det ringe, man får, for dyrt. Hvor der kommer mange, er der altid noget for enhver pris.

Og hvad der gør øen tiltrækkende for os danske er også det, at vi der har lejlighed til at studere en form for dansk kultur, der her ligger afsides nok til at antage sine egne former. Det er ikke blot i sproget, at bornholmerne er ret forskellige fra de andre danske. Også mange sædvaner og livsvaner har artet sig anderledes der. Selv om meget er faldet i den sidste menneskealders nærmere forbindelse mellem Bornholm og det øvrige Danmark, er der nok tilbage at iagttage for den, der vil se. Lettest at gribe er en ting som de ejendommelige bornholmske rundkirker, disse kirker, der på en gang var et gudshus og en fæstning, en borg mod de jordiske og overjordiske fjender. Men også ellers findes der rundt om på øen en række fortidsminder med deres eget præg, f. eks. de ejendommelige stensætninger. Og et stykke gammel befæstningskunst som Hammershus’ Ruiner, fordyber man sig altid med glæde og udbytte i.

Sådan har naturen og historien udstyret denne ø med så meget, der burde friste øens egne landsmænd derover. Og det taler ikke til ære for de danske, at de lader denne smukke og sjældne ø påskønnes stærkere af de fremmede end af landets egne.