Rønne-Allingebanen
Juni måneds artikel 2019 fyldte forsiden af RIGET, Illustreret Dagblad, den 4. maj 1913.
Den dag i morgen – mandag – bliver en dag, der får kryds ved sig i Bornholms historie, thi da indvies den nye jernbane fra Rønne til Allinge.
Op til ret sene tider var Bornholm baneløs, men så kom Rønne-Nexøbanen og i forbindelse dermed den lille udløber fra Aakirkeby til det dejlige Almindingen. Dette var store ting og har i flere måder sat sit præg på øen, gjort den mere tilgængelig, end den var tilforn, men det kan ikke nægtes, at Rønne-Allingebanen vil komme til at betyde et yderligere stort plus for samfærdselsforholdene på Bornholm.
Den gamle bane midt gennem øen er i væsentlig grad en lokalbane, som besørger person-og godstrafik for øens egne folk og gør stor nytte derved. Den nye bane vil blive en udpræget turistbane, thi ad dens blanke skinner ruller de waggoner, som kommer til at føre tusinder og atter tusinder af tilrejsende gæster fra øens hovedstad op til de vidunderlige naturskønheder, som har deres knudepunkt i Hammeren og derfra spreder sig langs tvende kyster og langt ind i landet.
Det er så sandt, at Bornholm er Østersøens Perle, at dette tilnavn aldrig bliver forslidt, men bevarer sin friske berettigelse så langt ud i tiden, som der overhovedet høres dansk tale på klippeøen.
Den ypperste malers pensel ejer ikke farver så skønne og den mest gudbenådede digters versekunst ikke rytmer så fine, at de mægter en helt sand skildring af Bornholms næsten overjordisk prægtige natur. Men det menneskelige sind kan fyldes deraf og alle indtryksmodtagende sanser dåres til overmål derved.
Og på øen lever et folkefærd, som det er en berigelse at stifte nærmere bekendtskab med, noget for sig selv, som det er. Et helt lille folk med egen dialekt, med særegne skikke på mange felter og med en attråværdig evne til at gøre et målbevidst og støt arbejde. Thi Bornholmeren er arbejdsmenneske, hvad enten man træffer dem i kræmmerens bod, i værkstedet eller man går langt ud på ”Myren” til parcellisten, der som en sand nybygger graver kulturens ager frem i spadestik, hvor der ellers århundreder igennem kun var revl og krat eller lyngklædte sandbunker, hvor hugormene i sommerdagene solede deres sortglinsende slangekrop.
Arbejdet fortjener sin løn og får den – for det meste da. Jævn fremdrift spores i købstæderne og nybyggeren, der kom ung og fattig med sin kvinde ud til ”Myren”, kan i reglen – om Vorherre ellers giver god helsen og lidt medbør – vente at se livssolen gå ned over et hyggeligt hjem, hvorfra arbejdsduelige børn gik ud i livet under blidere kår end de, han selv kendte i sin ungdom.
Bornholm er herlig at gæste for naturens skyld og for befolkningens skyld.
Den nye bane, der åbnes i morgen, vil yde sit bidrag til, at adgangen til øens naturskønheder lettes, og vi råder dristig de af vore læsere, der kan, til i den tilstundende sommer at gøre en rejse derover.
Der er jo ellers steder nok, der kalder med sol og strand, med hygge og hvile til legemets vederkvægelse og sindets opmuntring – og hvert sted kan være godt for sig. Men indenfor vort eget fædrelands grænser har vi alligevel kun ét klippeland, hvor tilmed bjergenes ejendommelige hårde ynde brydes i vekslende mangfoldighed med sædmarkernes frodighed, skovenes højtid og de stille dales bly jomfruelighed.
Det land er Bornholm, som i dag skal modtage en lykønskning i anledning af den nye jernbane.
Postkort af jernbanestationen i Allinge omkring 1913
