Neksø-kanten. Sign. Alfred Ipsen
December måneds artikel 2019 – stammer fra Turistforeningens Aarsskrift 1902.
Måske kan det synes lidt urimeligt her i turistforeningens årsskrift at tage ordet for en egn, som ikke er turistegn, og som – forhåbentlig havde jeg nær sagt – heller aldrig bliver det.
Men, skønt vi alle er turister for Vorherre her på denne grønne klode, så kan det ske, at en mand kommer ud af kondition for kortere eller længere tid, og at han kan ønske at være alene med sine nerver eller sine tanker eller med en ung beskeden lykke, som endnu ikke rigtig tåler omverdenens deltagelse. Og hvor megen pris vi end sætter på kulturens velsignelser, hvormed vi i vor tid oversvømmes, så kan der komme øjeblikke, da vi føler os lidt trætte af dem og ønsker at nøjes med lidt mindre.
Det er til en sådan pause, at jeg anbefaler Bornholm. Ikke turistlandet naturligvis, det anbefaler sig selv og anbefales for resten af så og så mange reklamerende værter; thi skønt jeg elsker hele den gudsvelsignede lille ø, der i tider, da så meget andet blev revet fra os eller drevet fra os, havde den forrykte ide at ville forblive dansk, og skønt jeg bevarer den i sommerlig erindring fra Hammershus over Højlyngen til Dueodde og tænker mig at give mig i pension hos den, når jeg en gang ”lægger op” for at skrive en Epopee (= heltedigt) om den, så vil jeg ikke nægte, at jeg helst går til side for turiststrømmen. Jeg ærgrer mig over alle de forløbne tyskere og allermest over at se, hvor vindskibeligt de arbejder i stenbruddene og sejler bort med vore skønneste klipper efter først at have makadamiseret dem for at brolægge Hamburg med dem.
Grydesø i Paradisbakkerne. 1897. Glasplade. http:/bornholmskebilleder.brk.dk
Nej – det jeg tænker på er det lille klippeparti nede i egnen om Nexø, som betegnes ved navnene Himmerigs- og Helvedesbakkerne og som heldigvis ikke er opdaget endnu. Jeg tænker på den gamle Stenbrudsgård, hvorfra øjet straks om morgenen faldt ud over Østersøens sejlløse flade, hvoraf solen slog gnister som af et blankt skjold, på de skovbevoksede højder bag gården, hvor kvæget drev om og græssede i ensomheden, og på det vildnis af småklipper – Helleklipperne – der løb som et gærde langs søen, og hvor man kunne klatre ud på en stor, flad sten og strække sig for at slikke solskin som en sælhund, mens vinden rumsterede i ens ører som i et par konkylier.
Mod min vilje kom jeg derhen, efter min doktors kommando. Min lille dreng led af en sej engelsksyge. Han måtte ikke gå, før han kunne rejse sig selv, og han var sen til at rejse sig. Nu skulle han have søluft og sten under foden. Jeg tryglede og bad, om han ikke kunne blive sendt til et andet, mindre fjernt sted med søluft – dem er der i Danmark ingen mangel på. Men et hjalp ikke, min doktor blev ved sit: for kirtelsyge og engelsksyge gaves der i Danmark intet andet sted som dette. Hvorpå det beroede, vidste man ikke; men man havde iagttaget det.
Stenbrudsgården i Nexø. Glasplade. http:/bornholmskebilleder.brk.dk
Og jeg måtte glædeligt sande det, da jeg så min lille dreng med sin røde bøllehat med store skridt entre klipperne og vokse i kræfter fra dag til dag. Og jeg, som altid har hyldet den anskuelse, at der ingen forskel er på luft, jeg måtte her med glæde sande, at der dog er forskel. For jeg følte luften som et dagligt velbehag stryge over klipperne, afstrygende al træthed, den fandt under vejs. Og jeg nød det, når jeg så den feje skyerne hen over øen med en hurtighed, som intet andet sted, mens den rystede sine små muntre byger ud over den. Og jeg følte, at jeg med hver dag, der gik, blev et nyt og meget bedre menneske. Og alting var nyt og friskt og oprindeligt. Og luften skinnede så blå og så høj.
Derfor bevarer jeg denne egn i venlig og sommerlig erindring, og jeg testamenterer dens klipper og dens strand til dem, som er trætte og bekymrede, eller som har små børn, der har lægedom behov, eller som blot ønsker en stund at gemme sig bort i en krog. Drag til Nexøkanten. I vil ikke fortryde det!
