Stemninger paa Bornholm, 1841

Juni måneds artikel 2020 – stammer fra den københavnske avis “Fædrelandet”, fredag den 5. februar 1841

Stemninger på Bornholm (sign. K)

Det var at vente, at det nyvakte liv, der gennemstrømmer alle statens grene, og som foryngende og omdannende har bevæget sig fremad gennem Danmarks øvrige provinser, også på Bornholm måtte vise sin velgørende indflydelse, også her finde en kanal ved sit eget ustandselige løb. Det var måske rimeligt, at Bornholm, som ellers kun langsomt optager hvad der udvendig fra meddeles det, og som altid har karakteriseret sig ved en fastere vedholden ved det overleverede, måtte komme lidt bag efter tidens udvikling; men jeg ventede dog altid, at de naturlige rettigheder, tidens valgsprog, måtte finde sit løsen hos et folk, der fra fædrene har lært at tænke og tale frit om offentlige anliggender og har nydt en frihed, som intet andet i Danmark.

At dette ikke er så, vil et kort bekendtskab med Bornholm lære os; et blik på Danmarks kort vil vise os grunden. Havet var her den fjendtlige mur mellem fortid og nutid; mangel på en levende forbindelse med rigets øvrige dele lod landet stå alt for meget på sit gamle punkt som et afsluttet helt for sig selv. Særskilt og afsondret fra tidens udvikling og nutidens levevis ligger det overladt til sig selv, sit eget liv og sine egne kræfter. Tæt sluttet til sin gamle tilværelse, gamle vaner, gamle synsmåder, gamle fordomme, gamle erkendelser; dets væren ligner en drejen om sig selv, et kredsløb om sit eget jeg. Rigets store udviklede ideer er en lukket bog, som ingen kan læse; – ligesom det gik den rige etiopier, der mødte apostlen Philip i ørkenen og ikke kunne forstå, hvad han læste, fordi han ingen tolk havde, således synes det og at være tilfældet her; de fælles almindelige interesser danner for folket her en endnu uopdaget verden, som det i det højeste kun skuer langt borte, indhyllet i den dæmrende morgentåge, som en smal skylignende stribe på havfladen, uden at skelne noget punkt, endsige landets beskaffenhed.

Livets daglige sysler fængsle al vor interesse, herom drejer sig alle spørgsmål; – bonden driver sin plov, skipperen venter med sin lille skude efter en gunstig lejlighed til at stryge over havet, købmanden vejer og sælger; – hvad der bringer så mange andre glæde eller uro, det hverken glæder eller ængster her; om det går så eller så med stat og finanser og bestyrelse af det hele er en sag, som kun lidet vedkommer os; – kun når den gamle skipper lader ankeret falde ved Københavns Red, og han erindrer unge dage, da alle nationers flag vajede her, og fartøj på fartøj ragede op over hans lille lavtliggende jagt, farer en skygge over hans ansigt ved mindet om det gamle liv på denne strøm – og den tomme red bringer ham et glædesløst velkommen.

Underligt nok er det, at de høje røster, der har lydt over Danmark om mangler, misgreb, finanser og stat, som overalt fandt erkendelse, fordi de var grundede på sandhed, som overalt vakte bedrøvelse for fædrelandets skyld, fordi dets dunkle uvisse fremtid lå klart for øje, underligt nok, at disse høje røster kun som i forbigående kunne besøge vore kyster, som en ukendt fugl ofte et øjeblik hviler på vor strand, for straks at forlade den. Og nåede disse råb en sjælden gang til vore kyster; til landets indre, til landets marv trængte de ikke. Genstanden for alle vore forhåbninger for fremtiden og vore inderligste ønsker, lægedommen for alle fortidens misgreb, vor egentlige tillid og fortrøstning – den store tidende; vi har fået konstitution, der ville lyde som et glædens budskab over al Danmark, ville kun tone mat og klangløs over dybet, der kastedes mellem Bornholm og øerne.

Man ville her nærmest spørge: hvad kan det hjælpe os? Kunne vi vel vente mindre skatter? Kunne vi vel håbe nye lettelser? Og måtte der svares: for øjeblikket ikke! Så ligger det spørgsmål på tungen: hvad skal vi da dermed? Vi betænker ikke, at hvad der skal bringe Danmark lykke, også må bringe os den, at hvad der varsler en bedre fremtid for hele riget, at hvad der skal gennemstrømme alle provinserne med et kraftigere liv gennem alle årer, det må også angå os, det må vi også have del i, det må også høre os til; thi også vi hører med til det hele, er er del af det store samfund.

Men dette er den store hovedfejl, at vor fædrelandskærlighed her er snævertsynet og indskrænket, at vor nationale følelse til dels begrænses af den jordbund, hvor vor vugge stod, at den sande store egentlige fædrelandskærlighed, som omfatter alt i et, at den store folkelige ånd, der med sit nationale præg skulle gennemtrænge hele massen og omslynge alles hjerter og fængsle alle vore forhåbninger og vor kærlighed til èt navn, det danske navn, hverken her er levende kommet til orde eller levende kommet til bevidsthed. Dette er, hvad vi inderligt må beklage, at landet ligesom har løsrevet sig fra Danmarks fælles interesser og kun føler for sin egen, at alle ønsker om, trangen til, og følelse for en bedre fremtid nærmest er knyttet til Bornholm, at Bornholm nærmest betragter sig kun som Bornholm. Derfor har Bornholm heller ingen interesse for stænderinstitutionen. Hvad der næsten skulle synes utroligt, men hvad der dog ligefuldt er tilforladeligt, er, at her endog har været ytringer om at give en petition til kongen om fritagelse for at sende nogen deputeret. At folket må betale en skat, som det efter en af sine deputerede har kaldt Marchmanne-skat, er vel det meste, man her bryder sig om stænderne. Derfor vælges her deputerede alene med hensyn til Bornholm og for os ene; thi den tanke synes at være fremmed, at hele Danmarks vel indeslutter i sig vor fødeø, og at det ikke blot gælder stænderne at tale for Bornholms interesser, men at hele rigets lykke også er vor moderøs, og at den, der med mest frimodighed og talent kan tale for hele rigets overgang til det bedre, taler den for alle, som taler den danske tunge. Således danner vi, sønderskårne fra det øvrige danske liv og udvikling, et sørgeligt billede på sønderlemmelses- og udsplittelsesånd, som adskiller, hvad der inderligt skulle være forenet, og det bliver en bedrøvelig sandhed, at vi, fremmede for tidens opgaver og formål, og fjernede fra den udvikling og dannelse, som tiden skaber og har for øje, stolte indeslutter os i folderne af vort gamle klædebon, at livets kræfter endnu slumre her, at ingen frisk foryngende, ægte dansk folkeånd endnu er opbygget på de forrige århundreders grav.
Men så længe folket i det hele mangler al dannende læsen, må det blive stående på sit gamle punkt og let være et bytte for en eller anden autoritet. Vi har vel her en avis, som udkommer to gange om ugen, men den er snarere i indhold og form et mønster på alt, hvad et blad ikke skal være, og et sørgeligt vidnesbyrd om den alt for store nøjsomhed med åndelig næring, som her finder sted. Og dog er dette blad for en 20 000 mennesker den eneste forbindelse med den ydre verden og tidens udvikling. At det ingen tendens har, ville vi undskylde; men at det åbner sine spalter for at al råhed, at den, som her vil røre en pen mod det konservative, i dets makulatur ser sig benævnt som Don Quixote, eller dreng, eller deslige, fortjente en alvorlig opposition, ikke blot for den uretfærdighed, det gør sig skyldig i, men for den forargelse, det viser, den råhed, der giver næring, og de moralske slette følger, det bevirker. Lever her derfor nogen frihed, da er det en rå frihed, der ytrer sig som indgroet mistillid, en misforstået modstand mod nye foranstaltninger; den er de endnu følelige forbandelser fra de hedenfarne embedsmænds handel i livet, der endnu hviler over landet, og som ved sine ulykkelige virkninger har haft indflydelse på folkekarakteren og båret den ulyksalige arv og den frihedens umodne frugt, som vi har fra fædrene.

Et blad, ledet af ånd og takt, udgivet på Bornholm og nærmest bestemt for Bornholm, jeg havde nær lagt til udgivet af en bornholmer, for at vinde mere popularitet – thi bornholmeren har mistillid til den fremmede, ligeledes en skygge, der spøger blandt de levende efter de døde – ville løse den smukke opgave at knytte øen nærmere til fædrelandets udvikling og derved til den store danske folkeånd og almindelig fædrelandskærlighed og lære mængden frihedens sande betydning og at skelne den gode frugter fra den slette. Da skal sandhedens dag også fejre her, de forrige tiders skygger, hvor tungt de end hviler over landet, svinder for det klare dagskær, og frihedens sol lyser over vore klipper og dale.

Der er svar på indlægget fra Johannes H. Colberg i
Bornholms Kgl. priv. Avertissements Tidende den 9. april 1841

Med hensyn til dette hr. K’s udfald imod avisen, da vil jeg ikke nægte, at de fleste blade nu står over den; – men man betænker ikke, at der skal tid til alt og at de fleste provinsblade sikkert i førstningen ikke var stort bedre, medens de dog måske kun er udgåede under en flere gange dobbelt indtægtskilde, imod denne tidendes. At anvende meget på bogtrykkeriet, dertil strakte ikke de få indtægter, der for største delen kommer af avisen. Det synes rigtig nok uendelig favorabelt, når hr. R i sine stemninger på engang opstiller 20 000 mennesker, men med hensyn til bladets udgivelse vil dette ikke sige så meget, som de i sagen uindviede kunne være tilbøjelige til at tro, thi, viser associationsånden sig her ej i andet, så viser den sig deri, at hele partier slår sig sammen for at holde et blad eller en avis; noget, det bornholmske efterslægtselskab vist for mange år siden har indset, da det ej lod anlægge det bogtrykkeri og udgive den tidende, hvortil det i sin tid har haft bevilling; og – om sætningens rigtighed vidner desuden de her påbegyndte ”Chemisk-psykiske blandinger”, ”Bornholms teknisk-occonomiske Tidende” og ”Den Selvstændige” mm.; thi at en for ringe afsætning har været en vægtig grund til disse blades snarlige ophør, herom vil vel ingen tvivle. Ingen kunne mere ønske, at en dygtig, videnskabeligdannet og akkurat mand påtog sig redaktionen af denne tidende; det har også af udgiveren været påtænkt, men atter der trådte økonomiske hensyn forstyrrende i vejen, det man kunne byde var så lidt, at ingen kunne påtage sig det.

Hr. K klager over, at bladet ingen ”tendens” har og undskylder – dette godmodigt; jeg tror meget gerne, at hr. K. & Comp. så, at det åbnede sine spalter for ultra-kras-liberale ideer, men det må hr. K. undskylde ikke sker, med mindre han selv måske på egen hånd vil fremtræde som en redningernes politiske profet og meddele dem sin ene saliggørende politiske tro NB. hvis han overhovedet har nogen.

At der i bladet stundom af flere grunde jeg ej her nærmere vil omtale, har været stykker, der heller måtte være borte, vil jeg ikke nægte, det er jo tilfældet med ethvert blad i mere eller mindre grad, men at hr. K vil stemple det som et smudsblad, der åbner sine spalter for ”råhed” alene, er en ligeså uforskammet som usandfærdig beskyldning, og røber i forbindelse med det følgende noksom, at det ikke flyder fra den reneste kilde.

Bladet ”gør sig skyldig i uretfærdighed, viser forargelse, giver råhed næring, bevirker moralsk slette følger”, og hvorfor tror De? Fordi det ulykkeligvis engang er arriveret, at en mand, der skal have rørt sin pen med det konservative, er blevet benævnt en Don Quixote eller dreng af det modsatte parti. Men sæt, dette tilnavn havde passet, var det også en råhed, forargeligt og moralsk slet? Ja det forstår sig, det var jo en liberal mand, der blev benævnt således, kan man forstå af det hele. Min hr. K! så længe her på øen kun er et offentligt meningsorgan, må det være udgiverens skyldighed at optage, hvad der kan siges for og imod det, hvorom der strides, (kun således kan sandheden komme frem), når det er skrevet i et passende og sømmeligt sprog. Ville de liberale byde deres varer til fals, måtte de i sandhed så længe hr. Tryde …[linje mangler] retninger som udgiver af bladet, finde dem i, at royalisterne, de konservative eller hvilket navn, der nu skal gives dem, får lov til at tale et ord med, thi min liberale hr. K ved vel, at en sag kan og bør ses fra flere synspunkter, men den liberale hr. K ser man er liberal som vinder blæser, idet han viser sig så liberal, at han som en streng censor vil udstryge, hvad der ikke smager hans frihedssindede ideer, at han som en vild net vil køre i ring med de anderledes troende, men bliver yderst forbitret, så snart hans eget sarte sind får en velfortjent snert.

Der kunne være meget at sige imod ”Bornholms stemningers” øvrige indhold, men jeg har kun svaret med hensyn til bladet, og håber, at en sagkyndig vil affærdige hr. K på fortjent vis i det øvrige skæve, ubevislige og fornærmelige mod den enkelte og mod det hele.

I udgiverens Fravær,
Joh. H. Colberg, Bogtrykkeriets Factor.

Da artiklerne blev skrevet i 1841, havde Danmark oplyst, borgerligt enevælde. Kong Frederik 6 havde i begyndelsen af 1830’erne (på grund af den anspændte situation om hertugdømmerne i Slesvig-Holsten) følt sig tvunget til at indføre De Rådgivende Provincialstænder. Det var dog kun 3% af befolkningen der havde stemmeret hertil, og kun mænd, der var jordbesiddere. I pressen diskuterede man stadig mere åbent tidens store spørgsmål om trykkefrihed, om bøndernes vilkår og det stadigt stigende krav om en fri forfatning. Det kulminerede med indførelsen af juni-grundloven i 1849 som ophævede alle privilegier og indførte et tokammersystem.