Tilflugtshavnen ved Bornholm 1882

December måneds artikel 2020 – stammer fra Morgenbladet 9. november 1882

Tilflugtshavnen ved Bornholm (underskrevet: En ældre skibsfører)

At der gennem vore dagblade er skrevet en del om nødvendigheden af anlægget af en mindre tilflugtshavn ved Bornholm, er jo almindelig kendt, men hvor den skal være, enten på vest-eller østlandet, det har der været delte meninger om, navnlig blandt øens befolkning, vel nærmest eftersom særinteresserne spiller en større eller mindre rolle. Det må imidlertid slås fast, at de vægtigste stemmer, der kan siges at have nogen betydning i sagen, alle har talt til gunst for at anlægget skal være på østkysten af øen, som er det sted, hvor de største flåder af skibe samles, og hvor de fleste strandingstilfælde indtræffer.

Vi skulle til sagens yderligere belysning tillade os at henlede den offentlige menings opmærksomhed på et strandingstilfælde, der indtraf i nærheden af Nexø, natten mellem den 22. og 23. ds. Den nævnte nat indstrandede lidt syd for Nexø under en pålandsstorm og regntykning barkskibet ”Anna og Bertha” af Danzig på rejsen fra Liverpool til hjemstedet med en ladning salt. Da skibet stod i brændingen og ingen fiskerbåde vovede at ro ud til det, blev der straks sendt bud til redningsstationen Snogebæk efter redningsbåd og apparater, som snarest kom til stede, hvorefter båden straks sattes i vandet og roede ud til det strandede skib og tog 4 mand i land af besætningen, mens resten blev om bord, da stormen op ad dagen lagde sig mere og mere. Skibets fører rekvirerede straks et dykkerdampskib for at yde ham assistance med at bringe fartøjet af grund og i havn. Samme dag kom dykkerdampskibet ”Hertha” til stede, og næste morgen påbegyndtes lænspumpningen, foruden at der i både blev bjerget salt i land til Nexø. Klokken mellem 6 og 7 om aftenen lykkedes det at bringe skibet flot, efter at omtrent halvdelen af lasten var losset. Da der imidlertid ingen havn findes på hele Østkysten med tilstrækkelig dybde for et sådant fartøj, så var der ingen anden udvej for føreren af dykkerdampskibet end at søge at nå Rønne i nattens mørke uden først at have fået det af grund tagne skib efterset i bunden. Omtrent kl. 7 påbegyndtes slæbningen fra Nexø red, efter at 22 fiskere fra Nexø af dykkerkaptajnen var engagerede til pumpning om bord i barkskibet; men da kulingen tiltog mere og mere, gik det kun langsomt, thi søen og den stærke vind var imod til Dueodde. Ved tiden mellem 1 og 2 om natten var man nået 1½ mil vest for Dueodde, men her sprang slæberen, og barkskibet, der var uden styr, da roret var ubrugeligt, med over 30 mand om bord, måtte overlades til sin skæbne.

S/S Skakkeborg af København strandet ved Malkværn nord for Nexø 25. januar 1912. http://bornholmskebilleder.dk

21 af de ombordværende måtte skiftevis holde ud ved pumperne, hvoraf den ene af og til blev uklar, mens resten af mandskabet gjorde ankerne klare og gaffelfok og et stagsejl sattes til, for at skibet kunne ligge til vinden i den høje sø. Trods al anerkendt dygtighed fra dykkerkaptajnens side ved at manøvrere med disse to skibe i den høje sø og regntykke nat, så længe slæberen holdt, så var det ham dog ikke muligt at yde den ringeste assistance efter den tid, han måtte selv søge længere til søs for at ligge klar af landet. Efter at barkskibet havde drevet for disse små sejl til kl. omtrent 3 om natten, måtte den lade begge ankrene falde tæt inde ved land, en kvart mil syd for Rønne, men da vinden trak sig mere til vest, svajede skibet længere imod mod land og begyndte at hugge i bunden med agterskibet. Fra Rønne var imidlertid skibet blevet observeret, og nogen tid efter kom lodsbåden og redningsbåden derfra på siden; men da vejret behagede sig for dykkerskibet, der havde holdt søen om natten, indtil det igen (?) og fik efter meget arbejde en slæber fast og bugserede det ind i Rønne Havn.

Hvilken fare disse mange mennesker havde været udsatte for, det vil enhver kunne skønne som har lidt kendskab til søvæsen. Efter at et sådant fartøj, der tilmed er 26 år gammelt har stået på klippegrund i længere tid og hugget stærkt, kan man umuligt vide, hvorledes det ser ud i bunden, da det let kan hænde, at en sten et trykket op i plankerne, eller at sand eller tang fylder hullerne, og at dette går løst, når fartøjer kommer ud i rum sø og begynder at arbejde stærkt. – Ved den her omhandlede lejlighed har et stort held fulgt hele foretagendet fra først til sidst; thi det kunne lige så godt have hændt, at skibet, der havde halvdelen af saltlasten inde, kunne være løbet fuldt af vand og have sunket med mand og mus i den stærke storm om natten, og hvor mange der da var blevet reddet af de 33 ombord værende personer er der ingen, der kan have nogen mening om.

Man kunne let have fået en slejpnerhistorie her ved denne lejlighed. [Sleipner var i nordisk mytologi Odins ottebenede hest, der bar sin rytter gennem luften og tilmed til dødsriget, hvis han havde ærinde der.] Vi tror derfor, at dette strandingstilfælde bør lægge et lille lod i vægtskålen for dem, som skal tage bestemmelse om, hvor den påtænkte tilflugtshavn her ved Bornholm skal være, thi vi må jo gå ud fra, at på vestlandet har man ved Rønne en god havn for de skibe, som på den side af øen trænger til en sådan. Måtte det nu blot ikke vare alt for længe, inden der bliver taget alvorlig fat på sagen, at ikke først menneskers liv skal ofres for at bringe vedkommende myndigheder i bevægelse.

S/S Glenhead af Belfast strandet ved Nørremark nord for Nexø. http://bornholmskebilleder.dk