Hammershus Slotsruiner 1915

September måneds artikel 2020 – stammer fra TIDEN – 12. marts 1915

(Signeret Jacob Pedersen)

En herlig fortidslevering. Et sted hvor det er rart at dvæle. Thi disse mægtige ruinrester taler historiens sprog til hver en lydhør gæst. Og foruden fortidsminderne har man her fra denne plet den herlige bornholmske natur for øje. Både dens trodsige stejlhed og dens smilende ynde. Et besøg på Hammershus en solrig sommerdag er noget af en oplevelse. Eller en stille sommerkvæld når sol går i hav. Jeg mindes en sådan stund. Efter en anstrengende, men såre interessant tur på stålhest op langs Bornholms klippefyldte østkyst rundede min ledsager og jeg ved aftenstide Hammerens mægtige klippeknude og stod snart ved vor dagsrejses mål: Hammershus. – Vi trådte over borgbroene og entrede op ad den ca. 225 fod høje klippe, der bærer borgruinerne. Ved den yderste ringmur ud mod havet standsede vi og nød et herligt skue. Solen havde netop puttet sig i havets skød. Østersøen lå spejlblank. Alt i naturen var så stille og fredfyldt. Stilheden afbrødes nu og da. Langt, langt borte over havets spejl hørtes en motorbåds taktfaste tøffen. Men båden var ikke at øjne; kimingens slør skjulte den. – Omtrent lodret nedefra stiger lyden af åretag op; de stammer fra en båd, bemandet med turister, der ad søvejen aflægger visit i ovnene dernede fra søsiden. – og nede på Hammerhavnen er en damper tilsyneladende ved at være sejlklar; kulsort røg stiger op ad skorstenen. Det er en af de elegante tyske turistdampere, der om sommeren går i turistfart på Bornholm. Lidt efter vugger skibet ude på dybet og står hjemad.

Kong Christian X med familie på besøg på Hammershus ruiner den 17. juli 1912

Men det er på tide at tage lokaliteterne lidt nærmere i øjesyn, hvis det skal nås inden det rigtig begynder at mørkne. Vi iler ind gennem den snævre portåbning. Et kig ind i magasinbygningens rester, i kirkehusets tomt, i borgsvendenes beboelseshus o. s. v. foretages, og derefter begiver vi os ind i slottets kerne, den indre borggård med Manteltårnets imponerende bygningsværk. Dette, slottets indre, er delvis udgravet og repareret og frembyder mange interessante enkeltheder, hvilke man naturligvis bedst får øje på, hvis man har en kyndig fører med. Imidlertid faldt mørket på og forbød al nøjere undersøgelse; men hvad gjorde det: i morgen er der atter en dag! Vi tog plads på en bænk oppe på skrænten ud mod Slotslyngen. Månen stod just nu op derovre bag bakkerne; snart spredte den sin sølverne glans ud over landskabet, forjog skyggerne hist, mens andre dannedes her og der bag mure og tårne. Nede i dalen under vore fødder bredte mosekonen sit slør i bløde folder. Bagved os den romantiske borgruin, foran os den herlige danske natur. Et sted hvor romantik og poesi mødes.
Ja, Hammershus er en interessant og smuk plet, der mellem år og dag gæstes af en mængde beskuere såvel inden- som udenøs fra. Og Hammershus er blevet aktuel. Hr, professor Martin Borch har fremsat en ide, der går ud på intet mindre end en genrejsning af den gamle borg. At planen forbavsede noget, kan man sige sig selv. Thi kunne man tænke sig Hammershus genrejst af ruinerne? Et nyt Hammershus men dog i oprindelig skikkelse med tårne, tage og tinder – ganske på den gamle maner. For sådan måtte det jo være, hvis der skulle b live mening i det. Skulle Hammershus mon blive kongeborg, kommandantresidens, amtmandsbolig o. s. v.; ville øens øverste myndighed atter blive henlagt til dette historiske sted? Næppe! Ideen lader sig sikkert ikke realisere. Og for øvrigt: til hvad nytte? Alene den økonomiske side af sagen er sikkert betydende nok til, at ideen kun bliver det, den er. Naturligvis ville det også være i højeste grad upraktisk at henlægge Bornholms øverste administration til et i vore dage så ucentralt beliggende punkt som Hammershus.

Det ville være klogere at lade slige planer fare og overlade til museumsinspektør Hauberg at fortsætte sit gennem årene ret fremskredne udbedringsarbejde på de ikke ubetydelige ruinrester. Hr. Hauberg er jo inde i Hammershus’ historie som ingen anden. Med museumsinspektøren som fører under en tur gennem ruinerne er man vel hjulpen. Så ved man med punktlig nøjagtighed, hvorledes det har set ud og været indrettet både her og der; og så har man samtidig fået borgens historie i store træk.

Det er ganske mærkværdigt, at mange mennesker i det øvrige Danmark ofte antager Hammeren og Hammershus for at være eet og det samme. Og dog er det to ting, ganske hver for sig. Da den danske stat købte Hammeren, gik mange i den tro, at derunder hørte også Hammershus. Man så endog blade, der, idet de bragte meddelelsen om købet, bragte billede af det købte. Men på billedet sås Hammershus i forgrunden – og derimod næsten intet af det købte terræn. Det er en af den slags vildfarelser, som just ikke spiller nogen rolle, men som det dog er værd ved lejlighed at pege på. Ergo: Hammeren er et klippeparti på Bornholms nordspids: Hammershus er borgrester på en høj, isoleret klippe uafhængig af Hammerklippepartiet.

PS: Hvis nogen har fået lyst til at vide mere om striden mellem professor Martin Borch og museumsinspektør Peter Christian Hauberg, er der hjælp at hente i Bornholmske Samlinger, III række, bind 20, side 29-46 og i Jul på Bornholm 2019, side 3-8. Læs også Haubergs modsvar på Borchs planer.

En af vores læsere (Henning Bech Johansen) har gjort os opmærksom på Ejnar Ørnsholts Hammershusprojekt. Det blev bragt i Architekten 1917-18, men også omtalt i et særtryk af Architektura – læs dette her.

Tuschtegning af maleren I. H. Brandt, kaldet ”Bølge Brandt”, 1906. Bornholms Ø-arkiv

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *