“Bornholmsk folkesind”

Februar måneds artikel 2021 – stammer fra tidsskriftet Danmark, Nr. 8. 1940, s 276-279. (Temanummer om Bornholm). Første del
Af magister Christian Stub-Jørgensen

Bornholmere kendes, hvor de kommer hen i verden, ikke blot på deres mål, men også på deres sind. Skulle de da være en særlig slags mennesker? Selvfølgelig ikke; og ens er de heller ikke, der findes typer og særprægede individer der som andetsteds. Antropologer vil endda mene, at bornholmerne tilhører to forskellige racer, en lysere og tungere nordlandsk og en mørkere og livligere sydlandsk.

At naturen skulle præge sindet på den vis, at indbyggerne af et klippeland må få et barsk og hårdt sind, er naturligvis en romantisk opfattelse. Alligevel er det umuligt at se helt bort fra en sammenhæng mellem folket og landet. Men årsagssammenhængen er en anden; århundreders kamp mod en barsk og ugavmild natur har skabt en mennesketype, der egner sig for livet under disse forhold. Bornholm har udformet de kræfter, der lå i kim i indbyggernes sind.

På samme måde har Bornholms kår gennem tiderne præget bornholmerne og skabt folketypen. Meget af det, der særpræger bornholmerne, forstår vi, når vi kender de historiske forudsætninger. Bornholmeren hænger måske i højere grad end nogen anden del af Danmarks befolkning, sønderjyderne undtaget, sammen med sin fortid.

Den ældste meddelelse vi har om Bornholm, stammer fra et par angelsaksiske søfarere, der på Gorm den Gamles tid besejlede Østersøen; de melder kort, at de havde ”Burgendaland” til bagbord, og det har sin egen konge. Som det sidste stykke Danmark gled det ind under den danske krone, men sammenhængen med det øvrige rige var gennem store dele af middelalderen, helt op til 1658, meget løs. Bornholm har haft en afvekslende skæbne; Lundebisperne har ejet det, lybækkerne har haft det i pant, svenskerne har taget det med magt. Bornholmerne har kendt så mange fremmede herrer, at de har lært sig mistillid til alt fremmed. Og under fremmedherredømme har de også fundet den udtryksform, der er dem egen. Det særprægede bornholmske lune spiller mellem ironi og uforskammethed, selvhævdelsen kan maskere sig som galgenhumor, den stoiske underkastelse under skæbnen rummer som underbund en sej og trøstig udholdenhed. ”Hver fanden regerer sin tid”, er et af bornholmernes yndlingsord, og de har gennem årene fået bugt med adskillige af den slags.

Bornholmerne har altid følt sig som danske, selvom de på grund af den afsides beliggenhed har været lidt fremmede for Danmark. Deres danske følelse har ytret sig som en stærk kongetroskab, men kongedømmet er også den eneste form for myndighed, som de af egen fri vilje har tålt. Adskillige embedsmænd fra andre dele af riget har fået at mærke, hvor vanskeligt det er at gøre sin myndighed gældende på Bornholm. Der var et dybt skel mellem de ”fødte” og de ”førte”. Tilflytteren blev altid mødt med dyb mistillid. Og begyndte han at indføre fremmede former for myndighedsudøvelse, kunne han være sikker på at møde en uigennemtrængelig uvilje. Bornholmere skulle heller ikke prøve på at optage fremmede moder på dette punkt. Det fortælles at en befalingsmand i den bornholmske væbning engang forsøgte at indføre militær kommando. Mandskabet så forbavset på ham, og så lystrede de i sikker vished om, hvor det bar hen. Og det gik, som de ventede; da han havde fået kommanderet delingen ned på maven, sagde han pludselig eftertænksomt: ”Nu kan jeg minsanten ikke huske, hvordan jeg skal få jer op igen, folkens”! Fløjmanden foreslog: ”Kaptajnen kan jo sige: rejs jer op, folkens”! Han fulgte rådet og delingen kravlede overende på vant vis. Men han var færdig med at kommandere.

Men modstand mod fremmed myndighed kan også ytre sig direkte, og da sker det oftest i en skarp form. Printzensköld, der repræsenterede fremmed magt, blev skudt ned på Rønne Gade; August Dechner, der misbrugte sit danske embede, blev forfulgt med lovbogen i hænde, til han endte som fange på Bremerholm. Men også i skrift og tale kan bornholmeren være hvas. En af de bedste bøger, der er skrevet på Bornholm, er Peder Nikolai Skovgaards ”Bornholms beskrivelse” fra 1804; den fik den for en amtsbeskrivelse usædvanlige skæbne at blive beslaglagt og skaffede sin forfatter fængsel og livsvarig censur. Af den grund har kun bogens første del set lyset, hvilket er skam og skade; årsagen til beslaglæggelsen var, at myndighederne ikke forstod stilens blanding af skarphed og mangel på højtidelighed. Embedsmændene kendte ikke bornholmsk.

Bornholms Væbning på øvelse i marken i 1913

”De ere paastaaede paa sine Privilegier”! skriver Skovgaard om bornholmerne, men han tilføjer, at de kun har fundet lejlighed til at vise denne påståenhed, ”naar en eller anden dunhaget eller usindig Embedsmand har villet vise sin Vigtighed paa Landet paa fornærmende Maader, da de i saa Fald ey har villet taale sligt”. Skovgaard har næppe helt ret; et stridbart folkefærd var de gamle bornholmere, og noget ligger der til grund for den gamle regel, at ombord på et skib måtte man ikke have flere bornholmere end der var master – for at man i nødfald kunne binde hver til sin mast.

For godt et hundrede år siden fandtes meget få bøger i de bornholmske bøndergårde. Der var dog to bøger, man fandt så godt som overalt; det var bibelen og Christian den Femtes danske lov.

Lovbogen blev grundigt studeret; Bornholmeren har sans for juridiske spidsfindigheder, og han har haft smag for at anvende juraen i processer. Øens kulturhistorie viser, at ikke alene overfor de førte har stridbarheden og rethaveriet ytret sig. Den stærke retsbevidsthed har tit haft tilbøjelighed til at slå over i yderligere former.

Og bibelen – der er også blevet studeret med spidsfindig interesse og med sans for alle dogmatiske subtiliteter. Intetsteds har sekterne floreret som på Bornholm, og intetsteds har man med større iver debatteret hårfine skel i læren. Hver af de bornholmske byer har op mod en halv snes forskellige forsamlingshuse; alle eksisterende sekter er repræsenteret, men det har ikke været nok; Bornholm har endda frembragt sin egen sekt, kendt under navnet ”Bornholmerne” – og ud fra den har igen en menighed med afvigende lære udskilt sig! Øens barske kår, fattigdom og kamp med hav og klippe har givet grobund for lidenskabelig religiøsitet. Navnlig medførte P. Chr. Trandbergs forkyndelse i tredserne stærkt åndeligt røre og førte til dannelsen af de nævnte frimenigheder. Men ud af al splid om læren dukker hos ”bornholmerne” et særligt bornholmsk træk frem; deres rent evangeliske forkyndelse er så velgørende fjernt fra fordømmelse af anderledes tænkende. ”Jeg tænker mit og lader andre om at tænke sit”, siger en bornholmsk talemåde. I sin ædleste ytringsform bliver denne grundsætning til en forstående indtrængen i fremmed tankegang; i det daglige har den mest ytret sig som komplet ligegyldighed overfor andres anskuelser. Bornholmeren er logiker, og han kan indse, at dette synspunkt er nødvendigt, hvis han vil kræve sin egen anskuelse respekteret.

I øvrigt taler bornholmeren nødig højt om sit religiøse liv; ligesom kærlighedslivet er det noget, han med sky holder for sig selv. Det hænger sammen hermed, at den bornholmske dialekt mangler ord for det religiøse; det har altid været forkyndt på rigssproget, mest af fremmede præster. Holdt bornholmeren sin tro i det skjulte, så var til gengæld hans overtro åbenbar. Bornholmske sagn og bornholmsk folketro er et rigt område. Det er ikke uden forbindelse med det praktiske liv; også her ytrer bornholmeren sig som realitetsmenneske. Folkelig magi var meget udbredt, og netop på de punkter, hvor bornholmeren savnede tillid til de ”førte” autoriteter, især lægerne. For hundrede år siden gik bornholmerne nødigt til læge, før de havde prøvet alt andet; signen og manen, ”læsen”, støbning med bly osv. Og så var det jo ofte blevet så sent, at lægens kunst var omsonst, hvilket ikke satte den yderligere i respekt.

Mest bekendt er bornholmerens tro på de underjordiske. Disse landvætter er i mangt og meget ganske menneskeligt opfattede, og såfremt man ikke driller dem, er de forholdsvis uskadelige. Samkvemmet mellem dem og bornholmerne foregik som mellem bornholmerne indbyrdes, med en stærk retsbevidsthed på begge sider, som ikke måtte krænkes. Men andre overtroiske forestillinger, navnlig hvad der havde forbindelse med djævelen og hans hofstat, fyldte bornholmerne med angst, og sådanne ting omtaltes nødig.

Det praktiske og det logiske er bornholmerens yndlingsområder. Matematik, sprogvidenskab og jura er videnskaber for ham. Derimod savner han ofte sans for de sider af åndslivet, det ligger udenfor det reelle. Kunstnerisk sans har han sjældent ytret, selvom der i hans folkemusik og folkedigtning er absolut ejendommelige træk. At hans klare øje og evne til at se virkeligheden har skabt en række gode bornholmske malere, står jo ikke i modstrid med hans realitetssans. Men også farveglæde synes at være bornholmeren medfødt. Den høje himmel over hans ø har i særlig grad benådet ham med farver i naturen. Og han har smag for det pyntelige, det ser man af blomsterne i de bornholmske haver og på de bornholmske kvinders ”nølla”; det ser man også på de velholdte, i skære kalkfarver lysende bindingsværkshuse i byer og fiskerlejer.

Bornholmske kvinders hovedtøj. I midten en ”nølla”. Postkort fra Gudhjem Museum

Bornholmeren var ikke blot uvillig mod fremmede, han var også uvillig mod alt nyt; en gold konservatisme var et hyppigt træk i hans karakter. Den ytrede sig ikke blot i spot og hovedrysten. Da de bornholmske skovplantere i forrige århundredes første halvdel gjorde deres store indsats, måtte de kæmpe mod en modstand, der endog ytrede sig i morderiske overfald. Men møder bornholmeren sådan en modstand, viger han ikke af, men sætter styrke mod styrke. Hverken Hans Rømer eller Peder Dam Jespersen lod sig skræmme fra deres store planer; som minde over deres viljestyrke gror nu prægtige skove. Hvor Rømer fandt stenede lyngstrækninger med forblæste og forbidte træer suser nu Almindingens brede kroner – og hvor sandflugten føg ind fra havet og ødelagde vestlandets jorder, strækker sig nu Nordskovens skyggede stier fra Rønne til Hasle.

Fortsættes og afsluttes i næste måned