Religiøs bevægelse på Bornholm og en ministeriel skrivelse

Februar måneds artikel 2022 stammer fra Dansk Kirketidende, No 6-7, 1863
Artiklen er signeret: N. Lindberg

Allerede i flere år har pastor P. Trandberg virket på sin fødeø Bornholm som er art missionær eller rejsepræst, uden dog at stå i forbindelse med ”det indre missionsselskab”. Trandberg havde fået ordinationen som personel kapellan hos en præst i Jylland, men senere opgivet denne stilling. Da han, som alt bemærket, for flere år tilbage, kom til Bornholm, begyndte han snart hist, snart her at holde forsamlinger og vakte meget røre, hvor han kom hen. Han er en streng lovprædikant og skal som sådan have udrettet ikke så ganske lidt ved at indvirke på den sædelige tilstand: drukkenskab, spil, svir og en sværm og andre udyder, som tidligere gik i svang derovre, skal være betydelig i aftagende.

Da man overalt gerne hørte den unge, fyrige og veltalende bodsprædikant, der ikke havde noget fast opholdssted, men flyttede fra sted til andet – dog nok især på den østlige del af øen – var det ganske naturligt, at det ønske kunne opstå hos mange af hans tilhørere, at kirkerne måtte indrømmes ham til hans forsamlinger. En adresse til kirkeministeren kom derfor let i stand og fik en mængde underskrifter, og man skulle ikke have ventet, at der kunne være noget til hinder for at opfylde ansøgernes beskedne ønske, som kun gik ud på, at kirken måtte indrømmes pastor Trandberg, hvor præsten ikke havde noget derimod. Når man betænker, at Trandberg har aflagt præsteeden og ikke giver anledning til at tro, han følte sig i uoverensstemmelse med vor kirkes symbolske bøger eller kirkens anordninger, skal man have ondt ved at forstå, hvad indvendinger, der kunne gøre på højere steder. Ofte havde han holdt forsamlinger under åben himmel og end oftere i snævre stuer. Så der var al anledning til at ønske kirkens benyttelse. Men kirkeminister Monrad besvarede andragendet med følgende mærkelige skrivelse af 26. april 1862 til biskoppen over Sjællands Stift:

Pastor Peter Christian Trandberg (1832-1896, født på Brundgaard i Nylars, død i USA)
og han hustru Hansine Christiane Gottholdine Lüttichau (1835-1922)

”Med deres højærværdigheds behagelige skrivelse af 26. f.m. har ministeriet modtaget erklæringer fra provsten og de øvrige sognepræster på Bornholm angående et med deres behagelige betænkning af 26. juni til ministeriet indkommet andragende, hvori forhenværende personel kapellan Trandberg, næst at udtale, at han har følt sig kaldet til at virke som rejsepræst, uden fast ansættelse i den indre missions tjeneste, blandt andet forespørger ministeriet, for så vidt præsterne på Bornholm ikke allerede måtte have tilladelse til at åbne kirkerne for andragerens gudelige forsamlinger, på de tider, da den sædvanlige gudstjeneste eller ministerielle forretninger derfor er til hinder, administrativ vil bevirke og meddele en sådan tilladelse.

I anledning heraf skulle ministeriet anmode deres højærværdighed om, behageligen at ville lade andrageren tilkendegive, at ministeriet ikke anser præsterne for bemyndigede til at tillade sognekirkernes afbenyttelse til gudelige forsamlinger udenfor den sædvanlige gudstjeneste, samt, at det finder betænkelighed ved at udvirke en sådan almindelig bemyndigelse for sognepræsterne på Bornholm med hensyn til de forsamlinger, andrageren ønsker at afholde i kirkerne, som den, han subsidialiter har ansøgt i sit andragende.

Hvilket tjenstligt meddeles deres højærdighed til behagelig efterretning og videre bekendtgørelse”.

Denne skrivelse, som under 28. maj 1862 meddeltes pastor Trandberg, anser vi for mærkelig i dobbelt henseende. Thi dels fremgår det heraf, at ministeren ikke tør lade denne sag bero på den af ham ellers så højt anpriste broderlighed og broderlige overenskomst mellem præsterne – thi, skønt Trandberg ikke er sognepræst, og ingen kan løse sognebånd til ham efter loven af 4. april 1855, hvad der da heller ikke har været tale om, så er han dog ligesåvel indviet i folkekirken som de præster, der har haft ansættelse, og selvfølgelig optaget i præstelauget – og dels røber skrivelsen en uklarhed over de kirkelige forhold, som let kan hævne sig på en følelig måde. Ministeren spørger nemlig biskop, provst og præster og følger tydelig nok deres råd. Præsterne har undskyldt sig for Trandberg med, at de ikke havde ret til at indrømme ham kirkernes brug, men da Trandberg og ansøgerne kun ønsker at benytte kirkerne med vedkommende sognepræsts samtykke, så erklærer ministeren uden videre, at sognepræsterne ikke har ret til at åbne sognekirkerne uden for den sædvanlige gudstjeneste til afbenyttelse ved gudelige forsamlinger, samt at han ikke vil give nogen almindelig tilladelse i den retning med hensyn til Trandbergs forsamlinger. Vi skulle slet ikke opholde os ved, at ministeren herved erklærer en stor del af sine undergivne præster for lovovertrædere, da det vel næppe hidtil er faldet nogen præst ind at spørge ministeren om forlov, når en eller flere andre præster med hans vidende og vilje holdt missionsmøde eller lignende gudelige forsamlinger uden for den sædvanlige gudstjeneste i hans kirke; – nu ved imidlertid folkekirkens præster, hvad de har at rette sig efter, ved offentliggørelsen af denne skrivelse, – men en ting synes klart nok, og det er den, at når flertallet af et sogns beboere ønsker kirken åbnet til indre eller ydre missionsgudstjeneste, ikke mod men med sognepræstens vilje, ikke for at overlade den til sekterere, men til rettelig indviede præster i folkekirken, da kan ministeren meget let fremkalde et brud med folkekirken ved at afslå en sådan begæring.

Da ansøgerne fik afslag fra ministeren og tænkte, han kun ikke ville give en almindelig bemyndigelse til de bornholmske præster (som han sagtens må have meget lidt tillid til), henvendte de sig, da biskop Martensen i sommer gæstede øen som visitator, til ham og kom nu sognevis. Biskoppen gav dog intet bestemt svar. Det skal være sket, at i et sogn – Aaker – androg 900 af 2000 sognebeboere, altså afgjort flertallet af beboere over konfirmationsalderen, om at få kirken åbnet for Trandberg. Man har ikke siden hørt noget fra højere steder, men i efteråret har den såkaldte ”lutherske fripræst” Grunnet i lang tid opholdt sig på øen og er rejst om med Tranberg og en svensk bødker Strømberg, og har overalt haft stærkt tilløb. Hr. Grunnet skal ved afrejsen have modtaget en sølvpokal fyldt med penge som tegn på bornholmernes erkendtlighed, og der har gået rygter om en udtrædelse med Trandberg i spidsen for at danne en frimenighed. Efter dette ville udtrædelsen efter al sandsynlighed blive storartet, og vi kunne da takke kirkeminister Monrad for at have gjort sit hertil. Det synes nemlig indlysende, at når man giver alle sekter uden for folkekirken al ønskelig frihed til at bevæge sig frit – hvad vi tilvisse intet har imod – men samtidig fører et regimente i folkekirken, som styredes den, ikke af en minister (tjener), men af en tyrkisk pascha, da fremmer man udsplittelse og udtrædelse af folkekirken, i stedet for at hæmme den.

————————-

Religiøs vækkelse i Danmark

En bølge af religiøs vækkelse skyllede ind over Danmark i midten af 1800’tallet. I 1853 dannedes Indre mission som en sjællandsk forening af lægfolk inden for folkekirken, men de følgende år blev de frikirkelige tendenser udskilt, og i 1861 dannedes ”Kirkelig forening for Indre Mission i Danmark”.

P. C. Trandberg opgav i 1858 sin præstestilling i folkekirken og virkede derefter som vækkelsesprædikant. Han lagde vægt på en stærk syndsbevidsthed og opfordrede til daglig kamp for sjælefreden ligesom han, inspireret af Søren Kirkegaard, fordømte folkekirken for dens verdsliggørelse. I 1863 udtrådte han af folkekirken og dannede en stor pietistisk frimenighed, ”Bornholmerne”. Han begyndte også selv at udsende lægprædikanter, og den betydeligste af dem var smeden H. C. Møller (1834-1907) som snart lagde sig ud med Trandberg. Møller var blevet grebet af den svenske lægprædikant C. O. Rosenius’ lære. I 1869 blev LM ”Luthersk Missionsforening” stiftet som en frikirkelig højrefløjsbevægelse, og i 1892 opstod der endnu engang en splittelse, da en ny og mere lovfri bevægelse udskilte sig som ”Evangelistisk-Luthersk Missionsforening”.