Borringholmernes Herkomst

Juli måneds artikel 2022 er en kronik fra Bornholms Tidende den 18. september 1928, skrevet af M. K. Zahrtmann

Om Borringholmernes vaskeægte danske oprindelse burde der ikke være mindste årsag til at kævles. Men i den sidste snes år har deres kære nordre genboere atter og atter gentaget et uhjemlet rygte om, at de nulevende Borringholmere skulle være af svensk æt. Hvor smigrende det end kan føles, at svenskerne ønsker at åbne hjem og arne for dem som ægtebårne børn af landet Sverige, turde det dog være på tide at vise denne for vidt drevne kærlighed tilbage, idet den vil frarøve Borringholmerne deres dyrebareste eje, deres levende samhør med Danmark som mandskraftig gren på den danske folkestamme. Så hedt tør favntryket ikke gøres, at de, der vitterligt altid var og stadig fare fort i at være danske, i vennefavnen smeltes om til en svensk folkestamme.

Oscar Montelius 1910. Stockholm Stadsmuseum

Den svenske oldforsknings store høvding Oscar Montelius udtalte for nogle år siden i et foredrag i København, at Borringholms folk var af højsvensk æt, så at det nærmest var en kedelig fejltagelse, at det stadig hørte Danmark til. Sikkert var det en utidig artighed, et overdrevent udslag af dansk høflighed mod den højt hædrede gæst, at ingen tilhører på stående fod djærvt gendrev denne vovede påstand. Det overbærende smil, hvormed de ypperste danske videnskabsmænd påhørte den i tavshed, måtte svie en Borringholmer i hjertet. Blændede af Montelius’ grundfaste ry bringer svenske blade den endnu i år på tryk, og så må smilet vige for lidt alvor. Så lidt som nogen pave var Montelius ufejlbar.

Støttet på sin lærling Knut Stjernas overvejelser (fremsatte 1905) af E. Vedels mægtige oldsagsfund på Borringholm tænker Montelius sig, at dette lands oprindelige indbyggere noget nær alle omkring år 300 forlod deres hjemstavn for at gå på krigeriske eventyr, der skulle føre dem til det efter dem navngivne Burgund, og at en højsvensk stamme fra Gulland og Kalmaregnen omkring år 55 bosatte sig på det folkeforladte land og blev de nulevende Borringholmeres stamfædre. Selve gravgodset giver et alt for spinkelt grundlag til at bære dette storslåede tankefoster om et indgribende folkeskifte på Borringholm. Nye former, som tyder på nye udviklingstrin, dukker frem i gravfundene ved år 500 i rigere mængde end ellers. En nærmest liggende forklaring heraf er den, at da åbnedes Østersøhandelens veje, som fra syd til vest krydsedes under Borringholm, på ny efter den store folkevandringstids omvæltninger i Østersøens kystlande.

Ud fra, at tilsvarende nye former genfindes i det Gullandske og Ølandske gravgods, drog Montelius sin gisning om svenske nybyggeres indvandring på Borringholm. Nogen sikkerhed blot for, at kulturvandringen mod sædvane er gået fra nord til syd, har han ikke påvist; og med ikkun ringe fantasteri kunne Borringholmerne stille mod hans den påstand, at Gullænderne er forsprængte Borringholmere. Dette gør de dog ikke. Gullænderne var altid svenske. Borringholmerne var altid danske; det vidner deres gamle stednavne, deres runestene og deres østdanske sprog om.

Emil Vedel, 1909. Fra Illustreret Tidende

Sindig og ædruelig har Borringholms store oldtidsforsker Emil Vedel 1907 taget til genmæle mod Knut Stjernas dristige tolkning af Vedels Borringholmske oldfund, som intet fast grundlag giver den. Han har godtgjort, at Borringsholms oldtid viser en naturlig og jævnt fremskridende kulturudvikling uden noget pludseligt spring lige fra menneskehedens første optræden på landet for seks tusind år siden, og at denne udvikling i det hele følger jævnsides den ødanske oldtids. Sjælland husede mennesker allerede for 6500 år siden, og på den stærke tilknytning i kulturforhold og sprog tør man ud fra videnskabens hidtidige fastgrundede stade bygge den sikre opfattelse, at dette Danmarks urfolk er trængt frem til Borringholm. Borringholmerne er af dansk herkomst. Den har de aldrig sluppet. Tidligt i Islands Sagadigtning er den kendt god. Da Bove den Digre i Hjaarungaslaget havde mistet underlæben og hagen for et sværdhug, råbte han muntert: ”Kun lidet vil den danske mø på Borringholm lystes efter mit kys!” Og da hans søn sad fangen efter slaget, kendegav han sig: ”Sven, Bove Digres søn fra Borringholm, dansk af herkomst”.

På deres landsting 1319 gav Borringholmerne lydeligt til kende, at de var danske og ikke ville gives i fremmed svensk vold. De holdt trofast ved Danmark både i ærkebispetiden frem til 1525, i Lybækkertiden frem til 1576 og djærvest ud af deres egen hu 1658, da de sled sig løs uden stor ståhej af det svenske favntag. I et par små tumultariske optrin dræbtes ti svenskere; med ringere blodsudgydelse skete næppe noget steds en hel landsdels væbnede uddrivelse af fjendemagt. Desuagtet opspandtes herom det grufulde sagn om den store snigmorderiske svenskeslagtning, og dette opspind kan endnu til tider føles lure bag det omdømme, som andre danske danner sig af de egenrådige Borringholmere; når de siger: ”Han er en Bornholmer”, tænker de endnu så småt på et ufredeligt sindelag og andre mindre heldige særtræk.

Ingen anden danskbåren folkestamme har kæmpet så ihærdigt og selvrådigt på at holde hjem til gamle Danmark som just Borringholmerne. Halvt ringe forståelse heraf mødte de hos deres landsmænd. For Christian den Fjerde lå Borringholm uden for riget Danmark; endnu 1813 drøftede regeringen at bortbytte dette løsøre derude i Østersøen for et par norske amter, hvis tab forudsås. Seje og stædige holdt ene Borringholmerne fast på deres ægte danske borgerskab og reddede det frelst gennem alskens ondtid. De følte sig med grund uglade i, at Chr. Richardt på sit danmarkskort lod ”Bornholm der agter ude være jollen vi har med” og at han fandt det nødvendigt at forsikre, at ”dér er også mennesker”, som ville nogen tvivle om at Borringholmerne er gode danske mennesker.

Jævnligt dukker den opfattelse frem, at Borringholm oprindeligt var en del af det danske Skåneland. Den er ganske uhjemlet, og Borringholmerne selv ved bedre. Navne som Skåning eller Skåningegård, der kan sidestilles med Fyne- eller Jydegård, viser det skel, som de satte mellem sig og Skåningerne. Den fejlagtige opfattelse er vist fostret af, at Borringholm 1149-1525 styredes af de danske ærkebisper, som boede i Skåne. Men med sin konge boende på Sjælland blev landet dog aldrig en stump Sjælland, og fordi ærkebispen i Lund en tid lang var dets landsherre, blev det ingensinde en del af Skåne. Tværtimod gik det i ærkebispetiden stedse fri af de tilskikkelser, som ramte Skåne; og alle de historiske brevskaber regner Borringholm for et særskilt land ved siden af Skåneland i alle forhold, ikke blot verdslige, men også kirkelige. De fire østdanske landsdele nævntes altid i denne rækkefølge: Skåne, Halland, Blekinge og Borringholm. Dem alle måtte Danmark 1658 afstå til Sverige gennem udstedelse af et særskilt afståelsesbrev for hvert enkelt af dem. De tre første gled over til Sverige for stedse. Kun Borringholm kæmpede sig inden årets udgang atter hjem til Danmark for stedse.

Utidigt jappesprog vilde det være, om man på Borringholm talte om ”en mand fra Danmark”, som om ikke Borringholm selv var et fortrinligt stykke Danmark. Ældre Borringholmere kunne aldrig tage slig fæl tanketorsk i deres mund. De sagde hyppigt ”En overfra” eller ”En førter” om en mand, der var ført hid over Østersøen; i en sær forstand hørtes ordene: ”Ded e en, der hár vad over”, om en hjemvendt tugthusfange. Der er al grund til at vare det Borringholmske – østdanske – sprog fra hin tankeforvildede sprogforvanskning. Den rækker en lillefinger til de svenske røster, der ville tilegne Sverige Borringholmerne og disses danske dåd fjorten hundrede år. Så længe disse snarefulde røster eller rettere rygter endnu lyder og forkynder Montelius´ løstbyggede gisning som usvigelig profettale, turde den opgave ligge for, at give dem og alle og enhver en klar forståelse af, at Borringholmerne altid har været og er danskere af herkomst, danske i skind og i sind på landet østenfor Skåne. Danskelandet Borringholm.

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.