Cobra-stien på Bornholm

April måneds artikel 2022 stammer fra Ekstrabladet 17. juli 1937
Artiklen er skrevet af sceneinstruktør Robert Schmidt

Fra Ypnasted til Saltune

Ring til dampskibskontoret med et samme, bestil billet, der er nok plads tilovers på et søm i masten. Bornholm er, som vi ved, ferien værd.

Det er gederamsens time,
i en stor og lilla stime
stiger den mod himmelblåt,

således synger den ferieglade på ”Cobra-stien”. Gederamsen står i øjeblikket meterhøj mellem klippene ud mod havet, den blomstrer vildt, stiller sig spydagtigt til skue og dominerer diktatorisk den øvrige flora med sin frække, lilla pragt.

Hvad er Cobra-stien? Det er en klippesti, der fører gennem ”urskov”, du føler dig pakket ind i blade og blomster, turen tager en times tid, duften giver dig en fin narkotisk fornemmelse, og havet, dybt nede, sender forfriskning og kølighed til vejrs. Men Cobra-stien vender vi tilbage til.

Den udklædte badegæst findes herovre: smoking, gamacher og nypresset tøj. Rigtig ven bliver denne type ikke af øen. Kulørte, solfalmede klude holder øen mest af, bortset fra den brunhudede nøgenhed. ”Fine” klæder virker i denne natur lige så uvedkommende – grelt – som et sminket ansigt i sol.

En satirisk rebel af en maler ”drillede” forleden dag en smokinggæst. Maleren sad ved middagsbordet, klædt i funklende paletfarve, lige over for den smokingklædte hr. Sort. Maleren, hr. Kulørt, havde på sit jakkeopslag hæftet en seddel, hvorpå der stod: Dette skal være en smoking! Hr. Sort rødmede, blev gal – og gik. Til ære for de skibsladninger, der hver morgen sættes i land i Rønne, må det siges, at hr., fru, frøken Kulørt florerer – naturen ånder lettet og tager dem til sig, som sine egne.

Tag ”Pelle Erobreren” 1. del med i kufferten og læs den herovre. Andersen Nexø skildrer sin barndom på Bornholm. Det digteriske liv i bogen funker og flammer som et inspirerende supplement til omgivelserne. Essensen af disse 500 sider indeholder netop det Bornholm, som overfor nævnte maler ønsker at opleve. Han vil forundre sig lige så barnligt og beundre lige så hedt som Pelle i bogen, han vil kort sagt leve drengen om igen, han vil lege. – Vogterdrengen Pelle ligger i marken og ser sine køer. Hans legekammerat Rud kommer flot rygende på en bid spanskrør, som er stjålet fra hans mors kakkelovnsrenser. Pelle tiltusker sig en bid for et stykke mad. Legen begynder; de rider sammen på studen Amor, triller ud over hovedet på den. De går på jagt efter brombær, efter fuglereder, efter musehuller. De leger med museungerne så burlesk en leg, at kun drenge kan hitte på’et, og med en stor mus leger de død og begravelse – det gør ondt i nerverne at læse det, men beskrivelsens fuldendthed overskygger ganske musens tragedie. Til afveksling går de i slagsmål og ruller som en klump i græsset, og i stedet for at tude rækker de tunge, og det ender i latter og fornyet venskab. Med hinanden i hånden hviler de ud i stilhed, og pludselig tumler de ind i filosofiske betragtninger over døden: hvor mon musen nu er henne?

Så nyslået i sindet som disse to drenge, kan maleren ikke være, tankeløst kan han ikke behandle sine ”brødre” i naturen, han tvinges af sin alder til at tænke, men ferietidens alt overragende opgave er frigørelse fra den oppakning og civilisationsopdragelse, som til daglig trykker og nedbøjer. Opgaven er: tilbage til drengen.

Men det var Cobra-stien, vi forlod, vi betræder den atter. Det er ikke meget feriebørnene og turisterne får at vide ad skriftlig vej om denne sti. I turistføreren ”På Bornholm” står der nogle henvisende linjer, gode nok for den, der har sporsans, gudbevares, men ”reklameråbet” er ikke tilstrækkeligt gennemtrængende til at nå alle ører. Meningen med denne artikel er tænkt som en stor pegefinger, der henleder opmærksomheden på et stykke natur af enestående art her i landet, en sti, som bornholmsrejsende ikke må gå udenom, men opsøge og opleve. Lige for næsen ligger den ikke, er derfor ret ukendt af motorfolk og cyklister, som farer videre ad landevejen uvidende om, at der få meter fra deres hjul findes en klippesti med mindelser både om Capri og Schweiz. – Hammeren, Paradisbakkerne og Dueodde er Baedeker-stjernede og lige så turistkendte og efterstræbte som svenske smørgåsborde af os, men stien her tale om, stedbarnet, som ligger på østsiden mellem Gudhjem og Svaneke, mangler berømmelsen, fordi den ikke viser sig afstikkende, som et vejskilt midt i trafikken. Friluftsmanden, med blik for naturen, vil uvægerlig, efter et eneste besøg på stien, dunke en snes venner i ryggen, til de en dag står på den.

Så nyslået i sindet som disse to drenge, kan maleren ikke være, tankeløst kan han ikke behandle sine ”brødre” i naturen, han tvinges af sin alder til at tænke, men ferietidens alt overragende opgave er frigørelse fra den oppakning og civilisationsopdragelse, som til daglig trykker og nedbøjer. Opgaven er: tilbage til drengen.

Begynd turen sydfra, find Ypnasted fiskerleje, så ligger stien lige for, men sin egentlige begyndelse tager den først under løvportalerne ved skuespiller Albert Luthers hus, en typisk stråtækt bornholmerrede, bygget på klipperne ved havet. Luther lever her ferieromantikerens, trubadurens og – nudistens kanelfarvede tilværelse. Fra hans terrasse ser vi ned over vilde klippeformationer, en dyb, grønklædt kløft skærer sig ind, det fritliggende skær Mågefløj ”hvidtes” og levendegøres af måger. Vegetationen rejser sig i buske og træer højt over huset og borer sig vej mellem granitblokkene lige fra terrassen ned til vandspejlet. Og solbadet dernede i en klippegryde er simpel hen en forsmag på tropeilden fra himlen. Isoleret ligger vi i læ med næsen i æteren og lytter til sangfuglene, som aldrig er kammersangerforkølede eller kostbare, på grenene kun få meter fra os afløser de hinanden dagen igennem. De solhede sten og den hektisk farvede flora tæt ved vandet lokker sommerfuglene til. Færdselstvang er de da gudværelovet ikke underlagt, disse små lufttrafikkanter. Så ureglementeret gebærder de sig i deres op og ned, i deres flikflakflugt hen over hovedet på os, at man spørger sig selv, og de mon kommer lige fra sold? Ja, hvad spørger man ikke sig selv om, når solen udtørrer ens tanketilstand, når hverdagslivet ombyttes med frådseri i havluft – i timevis ligger vi her frivilligt på gloende rist, indtil vi overfyldt af uciviliseret henrykkelse går på hovedet i vandet, som en sæl fra skæret.

På vise dage under høj, blå himmel er vandet blåt a la blånelse, som i Middelhavet. Belysningerne skifter i pelemorsnuancer hen over fladen, ikke en krusning rører vandet, ikke den svageste luftning bryder ind – naturen standser sin gang, står stille, som et menneske, der vender tanken indefter og glemmer omverdenen. På sådanne dage er det, man får Capri fornemmelser, den turistberømte ø dernede sydpå har her mod nord fået en søster ikke mindre betagende – familieligheden påtrænger sig. Adskillige berejste naturelskere har da også opdaget det og udnyttet det. Luther er ikke enehersker på klipperne. Ad stien mod nord når vi til den kendte læge, dr. Sylvest, han rejste for få år siden sin klippebolig i et vildt terræn, som set fra vinduet giver en storslået udsigt ned over lyng, luftig vegetation, granit og hav. Kysten er fredet, byggeriet ophørt. Dr. Sylvest var den sidste ”nybygger” på klipperne. Kollegaen, dr. Gjellerup, forvildede sig for en tre-fire år siden ind på stien, han kom lastet med naturindtryk fra et 30-årigt ophold på Java. Her vil jeg bo, sagde han, for denne kyststrækning og Bali, det ”lille Java”, er det skønneste jeg har set! Ekspres fik han rejst sig et hus på den ”lovlige” side af stien, ind mod land, med Østersøen til genbo og vid udsigt til Christiansø.

Det tager altså en times tid at slentre fra Luthers låge til stiens nordlige ende ved Saltuna, der hvor McCallum, radioens populære engelsktalende, i en skov af kirsebærtræer har installeret sine to eventyrhuse a la engelsk ”bindingsværk”. Det er romantisk idyl, frembragt af ejeren selv og enestående på Bornholm. Urørt, lige fra naturens værksted, skimtes fra haven en stump ”Skotland” ned mod havet. Barskhed og ynde hånd i hånd. Siddende i haven hører vi havsprøjtet bag os og foran os ude over markerne stiger lærken:

Higher still and higher
From the earth thou springest:
Like a cloud of fire.
The blue deep thou wingest,
and singing still dost soar, and soaring ever singest.

McCullum citerer Shelly. Han forguder, som alle kendere af poesi, digtet ”to a skylark” hvori lærken gennem 21 vers stiger, indtil den forsvinder.

Men det tager mere end en times tid at falde hen i dånelse fra de udsigtspunkter, som ligger på vejen. Fra de tempererede løvkorridorer kommer vi uventet, og det gentager sig, under åben himmel, går til vejrs på granitten og har f.eks. udsigten fra og til Gudhjem og Svaneke. Det er Randkløveskåret, øens ”vildeste bjergparti”, vi står øverst på, 80 fod over havet, det kan efter behag tages med. Og en halv dags tid går nemt, hvis floraen skal detaljeres. For der findes vel næppe noget ”grønt” i Danmarks Rige, som ikke gror her i denne ”urskov”, der har stået og sået sig selv i årtusinder. Birk, el, ask, røn, eg og avnbøg ”strikker” sig sammen til et bladnet, der nedsænker svale skygger. Af spiselige bær bugner her, dynger af blomster kommer og går. I en tid, hvor mandlerne er så dyre, er det rart at have dem liggende i luften; når hvidtjørnen blomstrer og dufter, får vi den søde mandelsmag i munden. Vedbendbladene breder sig overalt, med myreenergi går de til tops i træerne, eller tildækker skovbundens stene, undertiden til en virkning af gravsted. Kaprifolien derimod lyser op, draperer sig festligt i lange traser, hænger sig til duft over alle grene og kulminerer i udsmykning at et salshøjt ”juletræ”, som står i blændende festivitas lige til toppen.

Hvis den før omtalte maler får lyst til at forcere ”junglen”, så må han med økse håndhugge sig vej ned til skærgården. Her bydes på et sammenfiltret vildnis, en desperation af kræfter sat ind i ”kampen for tilværelsen”, som anskueliggør rekordgalskaben i naturen. Her er mere end nok for øje og næse og rigeligt for tanken. Det er for længst opdaget af malerne Henrik Schouboe og E. W. Johnsen, bl. a. – de bor begge ved stien. Inspektøren ved Zoologisk Museum, entomologen dr. Henriksen, har gjort samme opdagelse. Hans stråtækte ”idyl” omgivet af fremmedartede vækster, ligger ved stiens sydende. Dr. Egil Rostrup, ”tindebestigeren”, har i årevis været dus med hver lodret klippevæg.

Hvorfor har denne vejstrækning langs kysten ikke noget navn? I ”turistføreren” benævnes den kun ”stien”. ”Stien” og ikke andet end ”stien”. Bjergkrystallerne herovre kaldes bornholmsk diamant. Passende kunne der spørges, hvorfor denne ”diamant” ikke for længst er døbt? Maleren, hr. Kulørt, har givet den navnet ”Cobrastien” for at understrege det urskovsvilde og for at fastslå, at stien ikke huser antydning af hugorm. I månedsvis har han spejdet efter krybet og kun fundet tre sølle stålorme, så ufarlige som den gule sommefugl.

Bornholmeren, kammersanger Herold ferierer, som sædvanlig, hos proprietær Anker Jensen på ”Koefoedgaard”. Han slog en knytnæve i frokostbordet forleden dag og sagde til maleren i dybeste alvor: Jeg er født og opdraget på Bornholm, og jeg har aldrig nogensinde herovre set en hugorm med mine egne øjne!

Det er gederamsens time, i en stor og lilla stime, stiger den mod himmelblåt fra klippekysten langs stien. Ferien står i zenit – tag skibet herover. Cobra-stien ligger klar – uden cobra.