En barndom i Rønne i 1860’erne

Valdemar Andreas Sejer oplevede i sin barndom en by, der så noget anderledes ud end Rønne gør i dag. Hans ældste søn, statsskovridder i Almindingen A. F. V. Sejer (1879-1959) nedskrev faderens erindringer. Her bringes 1. del af et uddrag af disse erindringer.

Redaktion og billedtekster: Mogens Lau

I anledning af Bornholms Historiske Samfunds 100 års jubilæum i 2006 udgav man bogen ”Jeg har arbejdet i hele min livstid. Industri- Håndværker- og Arbejdererindringer 1800-1950”. En af de erindringer, der ikke blev plads til bogen, var barne- og ungdomserindringer af Valdemar Andreas Sejer (24.5.1849-30.5.1937)

Sejers barndomshjem lå i den sydlige del af Rønne med facaden mod Olsgade og haven og bagsiden mod Løkkegade og Sct. Pedersstræde. Da der blev vedtaget en lov om, at alle stråtage skulle fjernes og bræddegavle erstattes af murede vægge, valgte hans far at rive huset ned og opføre et grundmuret hus med tegltag på grunden. Syd for huset lå der en dam, kaldet ”Myren”, hvor kvarterets børn yndede at lege, og hvor der senere blev opført friboliger til ældre jomfruer på hjørnet af Sdr. Allé, Stormgade og Løkkegade.

Sejer fortæller, at ”levevilkårene tvang Folk til at være nøjsomme baade i Levemaade og Klædedragt. Denne bestod til daglig af hjemmevævet Tøj og Træsko. De gamle Mestre brugte gerne en lang strikket Hue med en Kvast i Enden. Den saa man dem med, naar de om Aftenen stod i Gadedøren og røg deres Pibe. Der var ikke noget der hed at gaa Aftentur. Fra tidlig Morgen til sent om Aftenen var man optaget af sin Gerning, der lagde Beslag paa alle ens Kræfter, saa man var træt, naar det endelig blev Fyraften. Der var heller ingen lejlighed til at give Penge ud til Fornøjelser, thi der fandtes ingen, hvad der jo passede godt til den ringe Fortjeneste. Kvinderne var aldrig ledige. Var de færdige med deres Husgerning, saa man dem altid med en strikkestrømpe i Haanden. Man kunde jo ikke gaa hen til Købmanden og købe dem, saa der var nok at gøre. Til trods for, at min Mor havde nok at gøre, saa baade kartede, spandt og vævede hun, og det er ikke til at forstaa, at hun kunne overkomme saa meget.”

Møllerne

Om Rønnes udseende beretter Sejer, at ”den var næppe halvt saa stor hverken i Udstrækning eller Indbyggertal. En stor Strækning af St. Torvegade var slet ikke bebygget, alt øst for Lille Madsesgade og Museumsbygningen var Avlsmarker. Østergade var bebygget til Maskinfabrikken og hele Johnsens Lykke var en Mark. Ved enden af Østergade laa et lille Hus, der hed ”Vangegemmerhuset”, hvor Ledet var, som lukkede for Byen. Hvor Søndergade slutter var en Mark, som kaldtes ”Adolf Munks Lykke” og Vest for Spadserestien til Kirkegaarden laa ”Myren”. Vest og Syd for Myren helt ned mod Havet var der Marker. Vest for Myren stod en gammel Stubmølle som kaldtes ”Arist Hans Mølle”. Syd for denne lå Kullmanns Stubmølle og ved vejen til det nuværende Amtssygehus laa en Stubmølle, østoppe laa en anden og lige overfor Gartner Sørensen laa en. Øst for nuværende Købmand Schacks Købmandsgaard stod også en Stubmølle, og ved Frydenlund en, som senere blev nedrevet og erstattet af en hollandsk Mølle, som kom fra Christiansø, dengang fæstningen blev nedlagt. Foruden fandtes der 2 hollandske Møller, nemlig tømrermester Becks, senere Tobiasens, som laa hvor nu Industriforeningens Plads er, og Chr. Holms Mølle, der laa sønder ude ikke langt fra Galløkken. Lige overfor denne laa Ipsens 3 Cementmøller, der hver dag malede Cement, hvoraf en stor Del udskibedes til Kjøbenhavn og Provinsbyerne. Lige øst for nordre Jernstøberi omtrent hvor Kalkbrænderivej nu ender, laa ogsaa  en Cementmølle, som ejedes af Samsing. Alle disse Møller laa i en Bue uden om Byen og denne var saaledes omgivet af ikke mindre end 8-9 Møller, der malede korn, foruden de 4 Cementmøller.”

Senere fortælles det, at årsagen til de mange møller var, ”at disse Stubmøller som regel var forsynet med et par Kværne (de hollandske Møller var jo bedre monterede), saa det tog tid for dem at male, og at de fleste Familier selv købte deres Rug og bragte den til Mølle for at faa den malet, ligesom de fleste Borgere ogsaa fødte en eller flere Grise op, hvortil der skulde males Skroning….”

Ildebrande

Bymidten i Rønne var især præget af den ”slette” brolægning. Sejer fortsætter sin historie med erindringer om Bornholms Væbnings aktiviteter og om en om-sig-gribende tendens imellem 1850-60, hvor mange gårde og huse på landet brændte. ”For at sætte en stopper for dette kom her en Dommer ovrefra ved Navn Rothe tilligemed to Politibetjente. Han kørte personlig rundt til alle, hvor der havde været Ildebrand, hilste paa dem og efter at have talt noget med dem bad han dem gøre sig færdige og følge med til Rønne, hvor de straks blev indsat i Arresten. Der var mange af disse Brandstiftere, der gik med en daarlig Samvittighed, de vidste jo ikke hvad Dag der kom Bud efter dem, og enkelte af dem aflivede sig selv. Dommeren boede i Søndergade hos en Købmand David Bistrup. En Dag, da han stod paa Købmandens Trappe, kom der en Mand gaaende sydfra ind mod ham. Da han saa Dommeren blev han saa forskrækket, at han pludselig vendte om og gik tilbage. Det fandt Rothe mistænkeligt og spurgte Købmanden, som stod ved siden af ham, om han kendte den Mand, hvorpaa han fik et bekræftende Svar.  Dette Møde førte til, at Manden, der boede ude ved ”Pyttehuset” og hvis Ejendom var brændt, gik lige Hjem, fik fat i et Reb og hængte sig i Naboens Udhus. Saa stor respekt havde man for denne fremmede Dommer, at man foretrak Døden frem for at staa overfor ham som anklaget. Det sagdes, at han behandlede sine Arrestanter paa en saadan Maade, at han fik de fleste til at tilstaa deres Forbrydelse. De fik bl.a. Hestehaarsskjorte paa og undertiden lod han Betjentene skiftes til at sidde hos dem om Natten for at hindre dem i at sove. Nogle fik Spændetrøje paa, og sluttelig holdt ham dem saa længe i Forhør, til de segnede af træthed. Paa den Maade blev de møre og tilstod, og Straffen var som Regel 8 Aars Tugthus. Der var dog én, Dommeren ikke fik Bugt med. Han hed Per Schou. Han skal have sagt til Dommeren: Mit Kød kan De tage, men mine Knogler skal De lade mig beholde. I lang Tid sad han fængslet, og da han endelig blev løsladt, var han en nedbrudt Mand. En anden Mand, Per Dahl, havde i forbigaaende sagt til en Brandstifter, at han skulle staa fast. Dette fik Rothe at høre og lod Manden kalde op. Om han havde været uhøflig mod Dommeren eller fortalt sig paa en eller anden Maade, fik han 8 Aar, skønt han ellers intet havde forbrudt. Hvad man nu end vil sige om Dommerens Fremgangsmaade, saa satte den dog en Stopper for dette Uvæsen for en længere Tid.”

Postvæsenet og forbindelsen til København

Postgangen var meget uregelmæssig, og det var tilfældigt, hvornår breve og pakker kunne komme frem og tilbage fra København. Når småbådene havde last til København, tog de post med tilbage til Rønne.”De havde ogsaa nogle køjepladser til Passagerer. Det var ofte en lang og besværlig Rejse, da man jo var afhængig af Vind og Vejr. Vi havde dog en kgl. ansat Postmester, der hed Henningsen. Han ansatte de, der skulde ordne Posten til de andre Byer paa Øen. Her fandtes to Postbude, et mandligt der hed Rasmussen og en kvinde, der hed Karen Spælling, der som Regel bar Breve og Aviser i sit Forklæde. Postbudet havde ingen uniform. Postbesørgelsen mellem Byerne og paa Landet besørgedes af en gammel Post, der paa Skolerne afleverede Posten til Sogneboerne og medtog Post til de steder, der laa paa hans Rute. Det gik jo ikke hurtigt med Forsendelsen af Breve og paa Landet blev de ikke udsendt men blev ganske roligt liggende, til man ved Lejlighed kunde faa underrettet vedkommende om, at der laa Breve til dem, hvilket lod sig gøre gennem Skolebørnene eller ved Kirkestævne, hvor Sandemanden meddelte de officielle Kundgørelser. Dette havde til Følge, at Breve, der indeholdt Meddelelse om Dødsfald og Indbydelse til Begravelser, ofte først kom Adressaten i Hænde, efter at Begravelsen var overstaaet.” 

I 1857 skete der et mægtigt fremskridt da postforbindelsen til det øvrige Danmark blev overdraget til en gammel ”hjulbaad af træ. Den hed Merkur, men fik snart Kælenavnet ”Varpelars”. Den lagde ud i Marts Maaned og gik to gange ugentligt til København… Om vinteren lagde Varpelars sig til Borgleje i Havnen, den skulde ikke ud og have sine møre Planker trykket ind af Isen. Saa overtog Jagterne Postforbindelsen saa længe der ikke var Havis, men naar denne spærrede dem inde, var Øen uden Forbindelse ofte i Maanedsvis.” Der skete først forbedringer, da ”Dampskibsselskabet paa Bornholm af 1866” blev etableret.

Tandlægen

Der var ikke uddannede tandlæger i Rønne i Sejers barndom, men der var en mand, ”der gav sig af med at trække Tænder ud. Det var dog ingen spøg, at blive behandlet af ham, og hvis det ikke var, fordi Tandpine i sig selv er saa smertefuldt, havde han næppe haft noget at gøre. Han havde kun én Tang, og den blev brugt til alle Tænderne. Naar dette frygtede Apparat var anbragt om Tanden, saa slap Manden ikke sit Tag, før Tanden var ude, og det tog ofte længere Tid end ønskeligt. Han kunde ikke denne lille Bevægelse opad for at løsne Tanden, hvorved selv de værste Kindtænder maa give sig, nej han halede, og det var de fysiske Kræfter, der skulle gøre det, og mange Gange trak han den jamrende og skrigende Patient rundt i Stuen eller de laa paa Gulvet og sloges. Ofte fik ”Tandlægen” hårde slag af sin Patient men slap sjældent, førend Tanden var ude. Folk var heller ikke saa ømskindede dengang. Dertil kom, at mange Håndværkere havde smaat om Skillingerne, og naar en af dem fik ondt i en Tand og den skulde ud, bandt han en Sejlgarnssnor om den og fæstede den anden Ende om et Skruestik eller lignende paa Bordet og ved at raskt Kast med Hovedet, fløj Tanden ud.”

Næste måned bringes Sejers beretning om flere af byens personligheder og originaler.