En tysk/dansk barndom under Anden Verdenskrig

Helmut og hans søster Marga gik i forskolen i Gudhjem, der ligger på Gudhjemvej, og som nu er børnehave. Fotografiet er taget en halv snes år efter, at Helmut var elev, men det er stadig Marie Andreassen der underviser, og lokalet har næppe ændret sig væsentligt. Fotograf: Mogens Hertz

Helmut Prüssing har gennem årene holdt en række foredrag om sit og sin families liv og har i den forbindelse nedskrevet sine erindringer. Med hans tilladelse bringes her 1. del af et uddrag af disse erindringer. 

Redaktion og billedtekster: Mogens Lau

Hvordan var det at have en tysk far og en dansk mor og bo både i Danmark og i Tyskland i perioden op til, under og efter den Anden Verdenskrig? Det oplevede Helmut Prüssing og hans familie, der bestod af far, mor og tre børn.

Hans far, Erich Otto Max Prüssing (f. 30.09.1903 i Hagen på Rügen i Tyskland) og hans mor, Lilli Maria Koch (f. 2.12.1910 i Gudhjem), blev gift i Gudhjem Kirke den 15.11.1931. Helmut Prüssing fortæller: ”Min far var fisker og fiskede sammen med sin far, og i vinterhalvåret fiskede de efter fladfisk omkring Bornholm. Fangsten blev fragtet til Tyskland med kvaser, så min far og farfar opholdt sig i Nexø eller på Christiansø, når de ikke var på fiskeri. Mine forældre lærte hinanden at kende på Christiansø, hvor min mor var beskæftiget hos sin faster, Hansigne Koch, der bestyrede hotellet og købmandsforretningen på Christiansø, som min oldefar, Peter Koch, havde forpagtet af Forsvarsministeriet.” Denne Peter Koch (18.1.1860-23.8.1952) udgav i øvrigt i 1944 bogen: ”Det hvisker fra havet” som indeholder erindringer om hans oplevelser på Bornholm og Christiansø.

Det var urolige tider efter at Hitler i 1934 var kommet til magten i Tyskland og Helmut, hvis fulde navn er Helmut Arne Andreas Prüssing, fortæller videre: ”Jeg blev født den 7. april 1936 på Rügen og allerede en måned gammel havde jeg min første sørejse, da jeg blev døbt i Gudhjem Kirke den 6. maj 1936. Også min to søskende, Marga Lise (Andersen) født den 23. maj 1937 og Peter Malthe Prüssing, født den 4. august 1939, blev begge født på Rügen. Min mors søstre, Lise og Hanna, var flere gang i Sassnitz for at passe Marga og mig, og da Anden Verdenskrig brød ud den 1. september 1939, var både Lise og Hanna i Sassnitz for at passe os, da Peter lige var blevet født. Vores morfar, Andreas Koch, forlangte nu, at både hans to døtre og Marga og mig, skulle komme til Danmark, hvad der var temmelig besværligt på  grund af krigsudbruddet, hvor mange mennesker ville forlade Tyskland. Vi var to små størrelser på 3 og 4 år med kighoste, men efter en længere tur med færge fra Sassnitz til Trelleborg, tog til Malmø og færge til København, nåede vi endelig rutebåden til Bornholm.

I Gudhjem blev Marga anbragt hos onkel Villy Koch og tante Emmy, og jeg hos mormor og morfar Andreas og Andrea Koch, mens vores forældre og Peter forblev i Sassnitz. Ved årsskiftet 1942/43 skulle jeg påbegynde min skolegang i Sassnitz og vendte tilbage til Tyskland, hvor livet kun i ringe grad var påvirket af krigen. Det ændrede sig dog snart, for i takt med, at de store tyske byer blev bombet søgte de hjemløse borgere til de mindre byer, hvor de blev indkvarteret på tomme sommerpensionater og hoteller. Senere blev også skolerne taget i brug, og  min skolegang blev afbrudt i vinteren 1944/45, hvor flygtninge fra Østpreusen rykkede ind på skolerne. Nu ville jeg gerne tilbage til Bornholm, men det var ikke muligt for almindelige rejsende at forlade Tyskland.”

Situationen blev stadig værre, og det var vanskeligt at skaffe fødevarer. Familien var dog så heldigt stillet, at den kunne leve af fisk og af pakker med fødevarer fra Bornholm, men tilværelsen i Tyskland var besværlig. ”Det blev besluttet, at jeg skulle vende tilbage til Bornholm. Mine forældre kendte besætningen på en slæbebåd og det blev aftalt, at jeg skulle tage med dem til Bornholm. Det blev dog ikke til noget i første omgang, for den nat vi skulle sejle, blev Sassnitz bombet og store dele af byen og havnen ødelagt. Der døde over 4.000 mennesker i Sassnitz den nat, mange ombord på skibe, der lå i havnen, og andre i et tog med flygtninge, der var på vej bort. Årsagen til at havnen i Sassnitz blev bombet var, at der lå mange passagerskibe, som blev brugt til at evakuere tyskere, der var strandet bag fronten i de nuværende Baltiske stater, Kaliningrad og Polen, tilbage til Tyskland.

Min fars båd blev også beskadiget ved bombardementet den 6. marts 1945, så der forestod et større oprydnings- og reparationsarbejde for at få båden gjort klar til fiskeri og til at hente flygtninge fra de skibe, der var for store til at kunne anløbe havnen i Sassnitz. Dagen efter bombardementet, da passagerskibet ”Hamburg” på 24.000 tons skulle skifte ankerplads, løb det på to miner og kæntrede og lagde sig om på siden; men alle passagerer blev reddede. Jeg havde dog den oplevelse at sejle ud til det kæntrede skib og gå på skibssiden, og min størrelse gjorde, at jeg kunne kravle ind i skibet gennem et koøje og få fat i ting derinde blandt andet en fodbold og en mængde porcelæn. Få dage efter bombardementet kom jeg som ”blind passager” med slæbebåden til Rønne og blev af nogle besætningsmedlemmer fulgt op til tante Lise og onkel Peter, der boede på hjørnet af Byledsgade og Borgmester Nielsens Vej. På vejen mødte vi ”onkel” Søren Koch, der gik på statsskolen i Rønne og mormor var også i Rønne, da moster Lise skulle nedkomme.”

Sejlturen over Østersøen var ikke ufarlig, og to af skibene i den konvoj slæbebåden var med, blev minesprængte.

Helmut Prüssing og hans to søskende, søsteren Marga og broderen Peter

Helmut fortsætter sin historie:

”Næste dag kom jeg med morfar til Gudhjem og da jeg næsten kunne huske sproget fra mit ophold på Bornholm i 1939 til 1942 havde jeg ikke mange problemer med at komme i kontakt med mine gamle legekammerater, især med vores genbos dreng Finn Block-Poulsen. Mor havde også  snakket dansk med os i Tyskland, så vi voksede op med begge sprog.”

Situationen i Tyskland blev dog mere og mere kaotisk, og Helmuts forældre besluttede at ”flygte” til Danmark i begyndelsen af maj 1945, hvor både børn og voksne havde oplevet at måtte tilbringe mange timer i en kælder, hvor bomberne faldt i nærheden og hele huset rystede – og næste dag oplevede de at se de omkringliggende huse ligge i ruiner og hørte om naboer, der var blevet dræbt. Helmut fortsætter: ” Havde det været i vore dage skulle man nok have været til psykolog for at få behandling, men den gang ”var det bare sådan”, og andre må svare på, om det har påvirket mig senere i livet.”

Da familien igen var blevet samlet her på øen, oplevede de krigens sidste krampetrækninger. Helmut beretter: ”Vi sad på bakken ved Bokul om aftenen den 8. maj 1945. Det var en fin forårsaften, og vi så russiske flyvemaskiner angribe de mange skibe mellem Bornholm og Christiansø, der var på vej mod tyske havne med flygtninge, der var blevet fanget bag fronten. Vi, der overværede angrebet, troede, at mange af disse fartøjer blev sænket og de ombordværende druknede; men efter at relevante arkiver blev åbnet efter murens fald, blev det åbenbaret, at 2-3 skibe i den pågældende konvoj blev sænket, og de fleste ombordværende blev reddet.”

Helmut fortsætter sin beretning: ”Om natten mellem den 7. og 8. maj blev min fars båd, der lå i Gudhjem Havn, ”overtaget” af tyske soldater der var udstationeret i Gudhjem og som ville væk fra øen for ikke at falde i hænderne på russerne, men hellere overgive sig til de allierede enheder i Tyskland. Da min far fik at vide, hvad der var ved at ske med hans båd, gik han ned til havnen, men da var båden allerede på vej bort fra øen, og han havde ingen muligheder for at stoppe ”kaperne”.

Den tyske kommandant nægtede at overgive Bornholm til andre end englænderne, og da der ikke kom repræsentanter fra England til Bornholm, udløste det et russisk bombardement af Rønne og Nexø den 7. og 8. maj, for at tvinge tyskerne til at overgive sig. Helmut fortsætter: ”Efter krigsafslutningen blev vi, på grund af hadet til tyskerne, afhentet af frihedskæmpere og bragt til interneringslejren på Galløkken i Rønne, hvor vi opholdt os i nogen tid. Familien i Gudhjem fik dog efterhånden udvirket, at vi blev løsladt og kunne vende tilbage til Gudhjem.”

Efter løsladelsen var Helmuts far uden sin båd, og kunne ikke forsørge sin familie. Hans far ville derfor tilbage til Tyskland for at lede efter sin båd. Han kendte nogle besætningsmedlemmer på redningsskibet ”Vestkysten” og fik en aftale om at kunne sejle med dem. Men han blev rådet til forinden at anskaffe sig identitetspapirer så han kunne få frit lejde, når han kom til Tyskland. Da han endelig fik papirerne var ”Vestkysten” afsejlet.

Helmut og hans søster Marga gik i forskolen i Gudhjem, der ligger på Gudhjemvej, og som nu er børnehave. Fotografiet er taget en halv snes år efter, at Helmut var elev, men det er stadig Marie Andreassen der underviser, og lokalet har næppe ændret sig væsentligt. Fotograf: Mogens Hertz

”Alt det vidste vi ikke noget om”, fortsætter Helmut. ”Efter nogle dage fik vi underretning om, at ”Vestkysten” var løbet på en mine og var sunket og at kun et besætningsmedlem havde overlevet. Vi måtte derfor gå ud fra, at vores far var omkommet; men livet måtte gå videre. Vores mor arbejdede hos faster Hansigne på Pension Koch, i røgeriet og andre steder, for at vi kunne få vores udkomme. Jeg boede hos morfar og mormor i Løkkegade og Marga hos onkel Villy og tante Emmy i Nørregade. Peter kom til moster Margit og onkel Ejnar i København, da han havde talevanskeligheder og skulle have specialundervisning. Marga og undertegnede begyndte i skole i Gudhjem, først i forskolen (den nuværende børnehave) hos frk. Andreassen, og derefter i hovedskolen (det nuværende bibliotek) hos lærer Hansen og Thorn.”

Efter 1½ år får familien fra Røde Kors en kort besked om, at faderen lever, men er i russisk koncentrationslejr i Sibirien. Han var kommet med et andet fartøj til Kolberg og hans fine papirer hjalp ham ikke. Rejsen med tog til Sibirien tog flere uger, ”men da far aldrig ville tale om denne tid, er jeg ikke i stand til at uddybe emnet”, lyder det fra Helmut, der fortsætter: ”Nu vidste vi dog trods alt, at vores far levede, men det var ikke muligt at korrespondere med ham. Efter et par års fangenskab blev han løsladt på grund af dårligt helbred og transporteret tilbage til Tyskland. Her konstaterede han, at lejligheden i Seestrasse var overtaget af flygtninge fra Østpreusen, og far måtte bo hos sin far, men fik langsomt lov til at få et værelse og senere hele lejligheden tilbage. De forskellige flygtninge, der havde boet i lejligheden, havde taget indboet med sig og så måtte vi starte forfra. Det var ikke nemt, for der var mangel på alt efter krigen.

Efter sin tilbagekomst fra fangenskabet i Sibirien var far kommet ud og fiske med en anden kutter fra Sassnitz og kom så her til Gudhjem. Efter et kort ophold blev båden beordret til at forlade Gudhjem Havn, men forinden var det lykkedes at få noget mad om bord, og de gik til ankers i Salenebugten. Da man ikke måtte have forbindelse med tyskere, havde vi ingen mulighed for at sejle ud til dem, da der blev holdt øje med dem og os af politiet. Der var ikke nogen mulighed  for at far kunne komme til Danmark, så vi måtte tilbage til Tyskland.”

(Fortsættes næste måned)

You may also like...