En tysk/dansk barndom under Anden Verdenskrig – 2. del

Helmut Prüssing har gennem årene holdt en række foredrag om sit og sin families liv og har i den forbindelse nedskrevet sine erindringer. Med hans tilladelse bringes her 2. del af et uddrag af disse erindringer.

 Redaktion og billedtekster: Mogens Lau

Hvordan var det at have en tysk far og en dansk mor og bo både i Danmark og i Tyskland i perioden op til, under og efter den Anden Verdenskrig? Det oplevede Helmut Prüssing og hans familie, der bestod af far, mor og tre børn.

Faderens båd, Lilli af Sassnitz, SAS 22, var bygget i Rønne i 1934/35. Den var på 11,5 BRT og var oprindelig indregistreret på Bornholm med havnekendingsnummeret SE 91 og hjemmehørende i Gudhjem. En af dem, der havde fisket med Helmuts far, havde set og genkendt båden i Kiel, ”og han ville besøge far, som han troede var om bord. Men i stedet for fandt han en masse personer fra de baltiske stater, som var i gang med at gøre båden klar, så de kunne sejle tilbage til Balticum. Det kunne han ikke forstå, så han kontaktede de engelske besættelsesmyndigheder og fik udrettet, at han kunne overtage båden. Heldigvis kunne han finde papirer der viste, at han havde fisket med båden og at den tilhørte vores mor. Forbindelserne i efterkrigstidens Tyskland var ikke de bedste, men det lykkedes ham at få en meddelelse igennem til Sassnitz om, at båden lå i Kiel og kunne hentes der. 

Fiskerne havde det rimeligt i forhold til den øvrige befolkning. Når de havde opfisket deres månedlige kvote, fik de præmier i form af mel, kartofler, tekstiler og andre varer, som de så kunne bytte til andre ting, så fiskerne stod sig rimeligt i disse efterkrigsår i den daværende russiske besættelseszone, det senere DDR, Østtyskland.”

Da faderen ikke kunne komme til Bornholm, tog moderen og børnene til Stralsund med et af de småskibe, der sejlede fisk til de russiske besættelsestropper. ”Jeg forsøgte at blive på Bornholm, men det ville min mor ikke tillade, så de havde besvær med at få mig med på den tur. I Stralsund nægtede de tyske myndigheder os indrejsetilladelse, så vi måtte returnere til Rønne, og jeg var glad. Efter en uges tid kom min far til Rønne, og vi sejlede så med ham til Sassnitz i begyndelsen af sommeren 1948. Vi kom mere eller mindre illegalt ind i landet, men da vi først var der, var der ingen der forhindrede os i at blive.

Nu måtte vi børn igen til at lære tysk, da vi havde glemt det i den tid, vi var i Danmark. Det blev især et problem for mig, for når jeg gik på havnen og snakkede med de ældre fiskere, der ligesomvores far havde opholdt sig meget på Bornholm og Christiansø før krigen, syntes de det var sjovt at genopfriske deres sprogkundskaber hos mig. Så da vi påbegyndte vores skolegang den 1. september kunne jeg ikke så meget tysk og måtte starte på et lavere klassetrin for at lære sproget i tale og skrift. Vi havde ekstra undervisning af en ældre lærer hver dag når vi kom fra skolen.”

Den 16. september 1947 var Danmarks nye kongepar på besøg i Gudhjem sammen med prinsesse Margrethe. Der var opstillet et æreskompagni fra Almegårds Kaserne ved Rønne og en lokal spejdergruppe. Blandt tilskuerne på taget i billedets venstre side var yderst til højre Helmut Prüssing og ved siden af ham vennen Finn Block-Petersen . Fotograf ukendt

Helmut indhentede dog snart det forsømte og kom tilbage til det klassetrin, hvor han hørte hjemme. Men det var nødvendigt med ekstra hjælp til de fag, som han ikke var stærk i, blandt andet var han bagud med 3½ års undervisning i russisk. Det blev klaret med hjælp fra lærere som systemet ikke kunne bruge, da de havde været lærere under nazismen.

”Jeg afsluttede min skolegang i Sassnitz den 8. juli 1951. Jeg ville gerne ud og sejle og være styrmand og så ville jeg gerne tilbage til Danmark. Der var ingen muligheder i Østtyskland for at få en uddannelse til styrmand, så der var overvejelser om, at min mors faster (Hansigne Koch) skulle adoptere mig, så jeg kunne komme tilbage til Danmark. På det tidspunkt var der ingen muligheder for at rejse ud af Østtyskland. Ville man ud af landet måtte man flygte via Berlin som var delt i 4 besættelseszoner. Man kunne køre med U-Bahn og så stige af på en station i den vestlige del.

Min far modsatte sig at jeg kunne rejse før jeg var fyldt 18 år. Derfor begyndte jeg på en uddannelse som fisker, som er et erhverv i Tyskland, hvor man står i lære. Derfor begyndte jeg at fiske og gik på fiskeriskole sammen med min gamle skolekammerat Walter Hamann, som også var begyndt på denne uddannelse hos sin far samtidig med mig.

Fars båd var som sagt bygget i Rønne, og udstyret med en motor af dansk fabrikat. Det hændte derfor at vi måtte sejle til Bornholm for at få reservedele til motoren. Mens jeg gik i skole i Sassnitz var jeg flere gange med fiskere herfra på Bornholm. De satte mig af og jeg var på øen i 5-7 dage, mens de var på fisketur, og blev så taget med igen, når de var færdig med at fiske – men alt sammen meget uofficielt.”

Efterhånden strammede styret grebet om Østtyskland, og ”da  jeg begyndte at fiske, blev havnene afspærret og man skulle have specielt pas for at komme ind og ud af havneområdet. Alle både blev undersøgt af politi og toldere, både når de sejlede ud på fiskeri og når de kom tilbage, da man ville hindre folk i at flygte til Vesten. I vinteren 1952/53 var vi en enkelt gang på Bornholm for at hente reservedele til motoren. Det var via ”spioner” kommet de østtyske myndigheder for øre, så efter den tur blev vi grundigt undersøgt og afhørt om vores ”udflugt” til den vestlige verden. Man anklagede os for at være danske spioner. Min mor havde fået sit danske statsborgerskab tilbage så alt det gjorde, at man så på os som et ”fjendtligt element”. Vi blev på mange måder generet af myndighederne, så i marts 1953 besluttede vi os for at forlade DDR.”

Det var ikke muligt for familien at flygte samlet, så: ”mor og Peter tog afsted og Marga fulgte efter sammen med en af far og mors venner, der arbejdede ved jernbanen og som kørte på strækningen mellem Sassnitz og Berlin. Far og mig tog ”bare” som sædvanligt på fiskeri, men kun medbringende det, vi kunne have på kroppen, da ethvert tegn på flugt var strafbart. Republikflugt, som det hed, blev straffet med mange års fængsel, hvis man blev taget, og derfor kunne vi ikke have andet med os end lidt tøj.

Da mor, Peter og Marga var kommet til Vestberlin, søgte de om optagelse som ”politiske flygtninge”.  På det tidspunkt flygtede der daglig mellem 2 og 3.000 personer fra Østtyskland. Ca. 3% blev godkendt som politiske flygtninge og det gav nogle ekstra fordele, når man var flygtning i Vesttyskland. Mor havde dog problemer, da hun var dansk statsborger. Så kunne hun ikke anerkendes som flygtning og måtte i en kort periode have tysk statsborgerskab, indtil alle papirer var ordnet. Da de var blevet anerkendt som politiske flygtningen var de i nogle få dage i en flygtningelejr i Berlin, men vores gamle hjælpelærer, der boede i Berlin hos sin søn, overtalte mor, Marga og Peter til at bo hos sig, indtil afrejsen til Danmark kunne arrangeres. Vesttyskland var på dette tidspunkt blevet anerkendt af Danmark og så snart mor, Marga og Peter havde fået vesttysk pas, kunne de få visum til indrejse i Danmark.

Fiskerkutteren ”Lilli”, som var navngivet efter Helmut Prüssings mor og som var ejet af hende, spillede en stor rolle i familiens liv. Den blev bygget på Christiansens bådebyggeri i Sydhavnen i Rønne i 1934/35, og den blev forsynet med en – i forhold til bådens størrelse – stor motor af dansk fabrikat. Alt efter familiens livssituation var den indregistreret på Bornholm, i Tyskland eller i Nordjylland som det fremgår af fotografiet med havnekendingsnummeret H 269

Imens var far og mig sejlet på fiskeri ved Bornholm og sejlede ind til Nexø for at afvente besked om, at familien var vel ankommet til Vestberlin. Vi havde besvær med at få lov til at blive liggende i Nexø, da vi jo stadig var østtyske statsborgere. Vi måtte forklare politiet vores situation og kunne derefter blive liggende i havnen og afvente besked. På den tid modtog Danmark ikke flygtninge fra Østtyskland eller andre lande bag jerntæppet, så vi måtte videre til Sverige for at søge om asyl der. Da vi fik besked om, at familien var ankommet til Vestberlin fortsatte vi vores tur til Simrishamn, hvor vi blev spurgt, om vi ville ”Stanna kvar”. Vi havde noget besvær med at forstå spørgsmålet men fik forklaret, at vi ville blive i Sverige.”

Næste dag blev Helmut og hans far samt deres fiskemakker Günter Severin , som fulgte med på flugten og hvis kone også havde taget turen til Berlin, kørt til Citadellet i Landskrona, hvor der var indrettet en flygtningelejr. I begyndelsen var de isoleret fra de øvrige flygtninge, indtil de var blevet afhørt om flugten og årsagen til denne.

”Vi var i Landskrona i cirka 6 uger inden vores papirer var i orden, og nu var vi så blevet vesttyske statsborgere og det gjorde tilværelsen noget nemmere end den var for de flygtninge, der kom fra Polen eller de andre stater bag jerntæppet. Mit ønske om at komme ud og sejle kunne ikke opfyldes i Sverige, hvor mange skibe var oplagt da fragtmarkedet var meget dårligt. Jeg begyndte at arbejde på Marieholms Yllefabrik (en tekstilfabrik), hvor far også fik arbejde, indtil hans papirer var i orden. I løbet af efteråret (1953) var tilladelserne i orden, men der var dog den betingelse, at han ikke måtte fiske i Østersøen, da myndighederne i Danmark var bange for, at de tyske/russiske myndigheder ville opbringe båden og føre den til DDR med de forviklinger det kunne medføre. Båden tilhørte vores mor – den har altid tilhørt hende – så myndighedernes nervøsitet?, men det var jo i den kolde krigs tid, så derfor denne nervøsitet.”

Helmut fortæller videre, at hans forældre derfor bosatte sig i Gilleleje. Hans far fiskede fra Skagen og Anholt om sommeren, hvor moderen arbejdede på Bornholm. Der var flere familier fra Bornholm, der i 50’erne og 60’erne drev fiskeri efter blandt andet hummer og tun fra Gilleleje. Derfor mødte familien gamle venner fra Bornholm, og man hjalp hinanden med fiskepladser og redskaber, da der var tale om et andet fiskeri end det, der blev drevet i Østersøen.

Helmut fortsætter: ”I begyndelsen af 1954 fik jeg så opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Jeg var blevet optaget på søfartsskole i Frederikshavn med start den 4. maj. Indtil da fiskede jeg med far fra Gilleleje. Efter nogle år fik far sløjfet klausulen om, at han ikke måtte fiske i Østersøen, og derefter var min far og mor igen mere sammen, da min far holdt til i Østersøen om sommeren.”

Helmuts forældre købte et hus på Holkavej i Gudhjem ”selvom min far altid sagde, at han ikke ville eje mere, end hvad der kunne være i en kuffert, hvis han igen skulle forlade det hele. Han havde startet et nyt hjem 3 gange.” Hans far havde problemer med helbredet efter sit ophold i Sibirien og måtte tage den med ro og efterhånden kun fiske fra Gudhjem og hjælpe sønnen Peter med at ordne fiskegarn. Hans mor havde stadig jobs på hoteller og pensionater. Hans far døde i 1979 og hans mor i 2008.

Bag Prüssing ses fiskerkutteren SE 211 ”Lilli” som han brugte til fiskeri med sin makker gennem flere år, fisker Knud Holm, der ligeledes boede i Gudhjem, og hvis båd ligger ved siden af, delvis gemt bag Prüssing

Efter søfartsskolen blev Helmut optaget på skoleskibet Danmarks togt i 1957/58. For at komme på styrmandsskole skulle man på det tidspunkt have fire års sejltid på dækket og deraf skulle de to år være med sejlskibe. Efter styrmandseksamen sejlede han i en årrække først som styrmand og senere som kaptajn med rederiet A. P. Møllers skibe.

I 1980 tiltrådte Helmut som skipper på Christiansøfartens fartøjer og blev senere medejer af rederierne Christiansøfarten og Østlandet, der ejede bådene Ertholm og Chimera. I 2001 udtrådte han af begge selskaber og gik på pension.