Jul på Gadegaard i Østerlars i 1930’erne
Sven Harild fra Gudhjem har skrevet sine erindringer, adresseret til sine børn og børnebørn. De er ikke offentliggjorte, men jeg fik et eksemplar af dem, inden han døde. Jeg har fået hans børns tilladelse til at bringe uddrag af erindringerne.
Redaktion og billedtekster: Mogens Lau
Sven Harilds erindringer indeholder blandt andet en beskrivelse af, hvorledes han oplevede at vokse op på en større gård med folkehold. Han skriver om juletiden på Gadegaard:
”Meget tidligt begyndte man på gården at lave juleforberedelser. Der skulle slagtes og bages. Da vi på Gadegaard havde hele familien i Nexø, var det naturligt, at vi sørgede for slagtemaden til dem derude.
Vi lavede vore egne spegepølser. Slagtede en ko, og lod den hænge i stakhjemen og goe sig. Noget af kødet fra denne ko kørte vi sammen med en slagtet gris til slagtermester Oscar Andersen i Østerlars. Så fik vi lov til der at låne hans maskiner til at lave pølserne på. Det var nemlig ganske mange pølser, vi lavede. Mor havde bestillinger på pølser fra hele familien og solgte også ganske mange til andre, som havde bestilt hos os. Pølserne blev røget hos Andersen, og jeg mener også, at det var ved den lejlighed, vi lavede ristepølser.
Julen nærmede sig og vi skulle slagte selve julegrisen. Vi havde jo først slagtet den, der var brugt til pølser. Far havde allerede om efteråret udset sig den gris, der skulle være julegrisen. Om aftenen blev slagterstokken båret ind i bryggerset, og meget tidligt om morgenen blev der så tændt op i murgryden. Så kom slagteren, en omvandrende der kom på bestilling fra gårdene og tog rundt og slagtede. Ligeså sikkert kom Oluf Høst med sin skitsebog. Han deltog i samtlige slagtninger hos os.
Så blev grisen fanget ude i svinestalden, og under høje hvin blev den trukket ind i bryggerset og lagt op på slagtestokken. Vi drenge var ikke stolte af situationen, men vi skulle være med, og vi havde på skift en ganske speciel opgave, vi skulle holde grisen rumpen. Det var, tror jeg, fordi vi skulle være med. Grisen blev stukket, og der stod en med en spand under halshullet og rørte i blodet med den ene hånd, d.v.s., det var med hele armen. Det var nødvendigt for at blodet ikke skulle størkne, det skulle jo bruges til blodpølse. Den opgave med at røre i blodet, var en opgave vi ofte blev opfordret til at tage os af; men det var der ikke nogle af os, der havde lyst til, jeg syntes det var væmmeligt, og det kan godt være en af grundene til, at jeg ikke er så begejstret for blodpølse, som jeg burde være.
Grisen blev skoldet, hårene skrabet af, og blev så hængt op, så den kunne afkøle, før den skulle parteres. Nu var slagterens arbejde forbi, så skulle far tage sig af det videre fornødne. På det tidspunkt havde vi ikke noget, der hed køleskabe og frysere, så det, der ikke skulle bruges umiddelbart, blev saltet ned i store salterkar, der stod i kælderen under salen. Der blev også anbragt alle de rullepølser, som mor lavede, og der var i det hele taget et ganske stort lager af saltet kød, det skulle jo kunne holde til noget mere end blot til jul, selvom vi naturligvis slagtede mere end en gang om året.
Når griseslagtningen var overstået, gik man så over til den anden store slagtedag. Det var slagtningen af ænder og gæs, der stod for tur. Det var store, flotte dyr, der havde gået ude på fri mark, siden de blev født. Der var kød på de dyr. Meget tidligt om morgenen måtte en mand så spænde for en vogn eller kane og køre til Melsted for at hente nogle fiskerkoner, der skulle hjælpe os med at ruske ænder og gæs. Aftenen i forvejen var en meget stor balje blevet båret ind på loen foran hestene, hvor også hakkelsesmaskinen stod. Baljen var et stort, overskåret vinfad, om hvilket der sad 8-10 koner og ruskede. Endvidere havde man så en sæk ved siden af sig, hvori man puttede dunene, de skulle jo bruges til dyner og puder. Der var mørkt på loen, hvor det gik for sig, så de sad rundt om denne balje kun med lys fra en petroleumslampe, som var ophængt i loftet. Senere kom der de såkaldte primuslamper, der gav et formidabelt lys i forhold til det, man tidligere havde været vandt til. Da de kom frem skaffede vi et par af dem.
Når så fjerkræet var blevet rusket, blev det båret ind i bryggerset, hvor det blev skåret op, indvoldene taget ud og endelig pillet for de sidste rester af fjer, der kunne sidde i huden. De blev til sidst svedet over en flamme af sprit, hældt op i et pandejern, en stegepande. Så var de også som marcipan at se på. De blev lagt på cementgulvet, det var et flot syn, der kunne vel være op til 60-70 stk. fjerkræ i alt. Og mor havde en masse bestillinger fra folk i byen, og naturligvis fra familien i Nexø. Senere blev det mere almindeligt at sende fjerkræet til fjerkræslagteriet i Ringsted. Så var det kun de allernærmeste, der blev slagtet til. Så skulle vi have disse dyr afsat, der blev kørt rundt og leveret her og der. Et sted fik vi måske en fjerding spegesild i stedet for gåsen, et andet sted gik det af på købmandsregningen sammen med æggene.
Når vi kørte til Nexø, var det den store udrykning. En kasse blev bundet bag på ponyvognen. Denne kasse blev så fyldt op med alskens slagtemad, spegepølser, ristepølser, ænder og gæs. Vi havde ænder og gæs og alle de andre varer med til Sparekassen, Apoteket og onkel Henry, og jeg mener bestemt også, at der var andre, vi leverede til.
Hos onkel Henry foretog vi vore største juleindkøb. Han havde tobaksvarer, bøger, lædervarer og legetøj, så han kunne tilfredsstille vort behov. Det var altså her det foregik. Men naturligvis skulle vi også andre steder. Far og mor kendte jo alle forretningsstederne i Nexø, og alle disse steders ejermænd. F.eks. hos I. S. Kjærgaard, eller rettere sønnen Ernst Kjærgaards , der skulle vi altid ind. Der var for resten en morsom tradition hos Kjærgaard. Det var onkel Jens fra Nymølle, der havde fået den ide, at det år, vi fyldte 6 år, ville han give os en six-pence. Den skulle vi købe hos Kjærgaard. Det var da ret sjovt, men jeg tror ikke, at nogen af os brød sig særlig meget om den form for hovedbeklædning.
Vi turede byen rundt, var naturligvis også oppe hos bedstefar og bedstemor i Torvegade, og hos tante Sjella og onkel Hans på Holms Hotel. Jo, vi kunne sagtens få en dag til at gå, før vi igen gik ned i pakhusforeningens stald, hvor hestene stod opstaldet. Vi spændte hestene for, og så kørte vi hjem, nu med kassen bag på vognen stuvende fuld af julegaver. Det var en lang tur, vi havde foran os, vi kørte over Ibs Kirke og Østermarie. Strandvejen var endnu ikke lavet.
Noget af det sidste vi lavede før jul, var julebagningen. Det var naturligvis også en stor historie. Det foregik i den store ovn i bryggerset. Vi bagte alle slags brød. Men nok kun til jul. Ellers kom der en hestevogn med brød i en kasse, der var bygget ovenpå en fjedervogn. Der kom vogn fra Buggemølle, fra Kullmanns mølle og senere, da bilen rigtig kom til, også en fra bager Lund. Men jeg tror at bager Lund kom ind i billedet, da Buggemøllen holdt op. Far slog rugbrødsdej op, det var et mandfolkearbejde, der skulle nemlig laves ganske store portioner. Det finere brød, hvedebrød og kager var damernes arbejde, men jeg mener også, at far tog sig af sigtebrødsdejen.
Meget tidligt om morgenen tændte man op i den store ovn i bryggerset. Det foregik med kvas-brænde, det gav nemlig en hurtig og voldsom varme. Så holdt man øje med stenene i ovnen. Først blev stenene sorte, og når det så nærmede sig, at ovnen var varm nok, blev stenene helt hvide. Når hele ovnen så var hvid, skrabede far ilden og gløderne ud på gulvet foran ovnen, og så blev den til sidst fejet med en riskost, som han i forvejen havde lavet af enebærris. Det lugtede pragtfuldt i hele huset og var nok også med til at give brødet en aroma, der var god. Først satte man så rugbrødene ind, derefter sigtebrødene for at slutte af med det lyse brød og småkagerne. Småkager skulle der være mange af, der skulle jo i hvert tilfælde være mindst 7 slags småkager til jul.
Juleforberedelserne startede også den gang i god tid. Allerede sidst i november, skulle vi lave julekalendre. De var nu ikke slet så indviklede som dem, man ser nu. Vi lavede dem selv, de bestod ganske enkelt af en strimmel fra en margarinekasse, altså et stykke karton vel 3 x 25 cm. På dette karton klistrede vi så med dekstrin 24 stykker glanspapir i forskellige farver, 5-6 cm lange. Denne julekalender hængte vi så over vore senge, og rev så en strimmel af hver morgen, når vi vågnede. Det var såmænd lige så spændende som det, man har i dag.
Juleaftens dag skulle så det sidste gøres klar til julen. Far satte juleneg op i gården, og et i haven uden for stuerne. Der blev fejet en ekstra gang og alle dyrene fik en ekstra gang foder. Om middagen blev vi drenge lagt i seng, så vi kunne være friske om aftenen. Vi blev anbragt rundt om i forskellige værelser på gården, for at vi skulle få fred for hinanden. Vi har vel ikke været meget tilbøjelige til at sove, men det er nok lykkedes alligevel.
Så blev vi vækket, blev iklædt det fine tøj, vi skulle jo i kirke. Vi kørte til Gudhjem Kirke og satte hestene i stalden på Købmandsgården. Når vi så kom hjem, kørte karlene og pigerne til kirken i Østerlars. Jeg tror ikke, de havde fri juleaften, i hvert fald var der altid en karl og en pige på gården juleaften. Der skulle jo være en, der kunne tage sig af dyrene.
Julemiddagen bestod af risengrød med 2 mandler i som forret, som hovedret gåsesteg. Når vi havde spist julemiddagen, gik mændene ind i fars og mors stuer, fik en cigar, mens kvinderne vaskede op. Når de kom ind fra køkkenet, gik far ud i havestuen og tændte juletræet (selvfølgelig hentet i bedstefars skov). Så gik vi alle rundt om juletræet og sang nogle salmer, og far læste juleevangeliet. Så gik vi igen ind i folkestuen, hvor vi havde spist vor julemiddag. På spisebordet lå alle gaverne med et stort tæppe over. Det gik så på omgang med at trække gaverne ud under tæppet og overlevere dem til rette vedkommende. Det var meget spændende. Efter gaveorgiet, som ikke var tilnærmelsesvis så stort som i dag, gik vi atter ind i fars og mors stuer og drak kaffe med småkager til (7 slags). Vi legede jo selvfølgelig med vort legetøj, medens de voksne snakkede og læste. Når aftenen var slut, gik far lige ud i stalden og gav dyrene et lille ekstra julemåltid. Far gik i øvrigt altid en runde i stalden, inden han gik i seng for at se, om alt var i orden. Vi sluttede aftenen med at synge ”Dejlig er jorden”, og så var den aften forbi.
Jeg tror i øvrigt, at denne aften plus høstgildet, var de eneste to aftener, hvor tjenestefolkene kom ind i vore stuer. Jeg tror nu også, at de ikke ville synes, der var særlig morsomt at sidde inde hos os. Karlene opholdt sig inde i folkestuen sammen med pigerne, der havde de det sikkert også meget sjovere, til gengæld kunne de også regne med at være i fred. Første juledag kørte far og mor i kirke, medens vi hjemme fik afprøvet vore spil og vort legetøj. Den dag var vi alle hjemme, for om aftenen var der tradition for, at far og mor skulle til julemiddag hos Hedvig og Oluf Høst.
Anden juledag om eftermiddagen var vi på Slettegård, og tredie juledag var vi hos bedstefar og bedstemor i Nexø. Men da bedstemor døde, og bedstefar blev ældre, gik denne fest på skift hos de 4 onkler. Der samledes hele familien, hvor vi spillede gnav og legede ordsprogsleg. Fantastisk for os børn at se vore ”gamle” onkler og tanter skabe sig, som de gjorde med at klæde sig ud og alt det der. Den tredie juledags tradition stammer oprindelig fra at min bedstefars søster, Andrea, fyldte år den dag. Hun var blind og man besøgte hende altid fast den dag. Det er så gået videre i familien.
Hele mellemjulen var én stor fest, det ene juletræ afløste det andet. Men alt stod faktisk stille på gården, der blev kun foretaget det allermest nødvendige med hensyn til pasning af dyrene, det skulle naturligvis være. Ellers var det med at gå ture, køre i kane hvis vejret var til det, kælke osv. Jeg synes i øvrigt altid at vi havde sne til jul, men det er nok ikke helt rigtigt.”
Gruppebillede af familien Harild taget i anledning af brylluppet mellem Gunver Harilds bror, fotografen Steen Rønne og fotografen Rigmor Mydtskov, som ses midt i billedet mellem Gunver og Steen Rønnes forældre, Viggo og Dagny Rønne. I bagerste række nummer to og tre fra højre ses Sven og Gunver Harild, og i forreste række fra højre deres tre børn, Hans, Elna og Karna. Fotografiet et taget ved Viggo og Dagny Rønnes bopæl i Brøddegade i Gudhjem
