Fra Bornholm – 2.del

September måneds artikel stammer fra ugebladet Hjemmet nr. 45 fra 1862 – og er en fortsættelse af august måneds artikel. Forfattet af Laurents Petersen Fjolde

Vi fortsætter vandringen ad landevejen forbi Ols kirke til Allinge og kunne ikke undlade at betragte Ols kirke lidt nøjere, da den hører til de mærkelige rundkirker, af hvilke Bornholm desuden har tre andre: Nykirke, Nylars kirke og Østerlars kirke. De to sidstnævnte er vel egentlig de ældste og mærkeligste, men synes ikke at have haft deres nuværende indretning fra først af, således som Nykirke og Ols kirke. Efter al sandsynlighed skulle disse bygninger tjene ikke blot til kirker, hvor fredens budskab skulle lyde, men tillige som kasteller i fejdetiden; derfor finder vi dem forsynede med stærke mure og skydehuller, tildels med dobbelte mure med en vægtergang imellem. De skriver sig dog ikke fra hedenskabets tid, som enkelte har antaget, men rimeligvis fra det 12. eller 13. århundrede, en tid, der var opfyldt af fejder mellem Danmarks konger og Lunds ærkebisper, hvilke sidste havde Bornholm i besiddelse. Kirkens runddel dannes af en såkaldt tøndehvælving med en svær pille i midten (i Østerlars kirke er pillen hul); ovenover den findes to lavere rum over hverandre, så at hele kirken har tre stokværk; kor og våbenhus er tilbyggede, mens klokketårnet står for sig selv. I øvrigt synes ikke blot rundkirkerne, men også andre bornholmske kirker at have haft hin dobbelte bestemmelse.

Allinge og Sandvig, der kun ligger en lille fjerdingvej fjernede fra hinanden i nærheden af Bornholms nordspids, er så små byer, at de begge tilsammen danner en kommune og har fælles kirke. Allinge er dog i god fremgang, især efter at man ved store anstrengelser har arbejdet på at fordybe og udvide dens havn, hvilket må ske ved at sprænge de hårde klipper. I kirken findes fra lybækkernes tid en ligsten over ”Blasius van Wikede, den Saliger Hauptmand up Hammershusen, war Thomas Wikede Ritter und Borgmeister in Lübek sin Kone”; endvidere findes her et par tavler, af hvilke én beretter, at pesten i 1618 bortrev 5.184 mennesker, og i 1653-54, 4.569 mennesker på Bornholm (sandsynligvis hver gang over trediedelen af øens daværende befolkning), medens den anden indeholder en vidtløftig beretning om kong Christian den femtes besøg på øen i maj 1687, ved hvilken lejlighed han på pinsedagen overværede gudstjenesten her i kirken.

Ved Sandvig træder atter flyvesandet frem og strækker sig helt op til landets nordspids, Sandhammeren eller Hammerodde, der er temmelig lav og af mærkværdigheder kun har Salomons kilde og ruiner af en bygning, kaldt Salomons Kapel. Vi vender os nu mod syd til Hammerens klippekuler, af hvilke de betydeligste er Hjortebjerg, Ørnebjerg og Stejlebjerg, der er adskilte fra hverandre med dybe dale. På nordsiden er de til dels bedækkede med flyvesand, ovenpå vokser lidt forkrøblet lyng, men overalt titter den nøgne klippebund frem. Med nogen anstrengelse når vi op til toppen og har herfra en vid udsigt, især over havet med dets mange sejlere; i klart vejr skal man endog kunne øjne Sveriges kyst, der ligger omtrent 5½ mil borte. På Stejlebjerget (272 fod højt) beser vi Hammerens fyr, i den mørke nat en god milepæl og vejviser for Østersøfarerne. I dalen ved bjergets fod ligger den dejlige Hammersø og mod syd hæver sig Slotslyngen med den runde Slotsbanke (250 fod høj), på hvilken, lige ud til havet, de stolte ruiner af Hammershus endnu knejser. Det indtryk som man får, ved at beskue slottet i frastand, er mageløs storartet; den preussiske generalkonsul Ouehl, som for få år siden besøgte Bornholm, siger herom: ”Snart ligger de stolte ruiner af Hammershus for os; Hammershus, før krudtets opfindelse en uindtagelig fæstning, knejsede der på en stejl klippekegle, omgivet på den ene side af havet, på de andre sider af bratte afgrunde. Jeg siger: de stolte ruiner, og de fortjener denne betegnelse; de er ikke blot de skønneste ruiner i Danmark, men jeg mindes end ikke at have set dem skønnere i det på ruiner så rige Tyskland.”

Imidlertid er solen ved af gå ned; vi vil derfor opsætte vort besøg på Slottet til den dag i morgen og finde et behageligt nattelogis på den nærliggende smukke proprietærgård Hammersholm, forhen Slottets ladegård. Så snart vi ser de gamle ruiner stråle i morgensolens belysning, vandrer vi derhen ad vejen, som i stejle slangebugtninger fører op ad banken og over Slotsbroen, og nu først ser vi Slottets omfang. Desværre ligger nu det hele aldeles i ruiner, der vel siden 1822 er fredlyste, men burde have været det tidligere, da der i den foregående tid er bortført en stor mængde materiale herfra. Efter gamle tegninger var i 1736 endnu kommandantboligen, kirken og det største tårn i vel vedligeholdt stand, ligesom en del af ringmuren endnu stod, men allerede 18 år senere var det hele en ruin. Som bekendt spiller Hammershus en ikke ubetydelig rolle i Bornholms og hele Danmarks historie. Det er rimeligvis bygget i det 12. århundrede af Lunds ærkebisper, der beholdt det, indtil Christoffer den Første fængslede Jakob Erlandsen og derpå indtog Slottet i 1259; men fyrst Jaromar af Rügen, der hjalp de bispelige, erobrede det tilbage igen 1265, og nu var det i lang tid et stridens æble mellem ”kirken” og ”kronen”. På reformationstiden var Christian den Anden i besiddelse af Slottet, som tjente til fængsel for den svenske bisp Jens Andersen (Bældenakke); men den 16. august 1522 stormede Lübækkerne Hammershus, befriede bispen, men nedsablede fæstningen og brandskattede hele øen. Denne behold de indtil 1575, og Hammershus var jævnligt recidens for deres landshøvdinge som forøgede og forstærkede bygningerne, mens de udsugede Bornholm på det grusomste, uagtet Danmarks konge dog havde forbeholdt sig en slag overherredømme over landet. Efter Lübækkernes tid oprandt vel bedre dage for Bornholm, men allerede 1645 måtte Slottet kæmpe imod et par svenske orlogsskibe, som det fordrev, medens de svenske ved nogle bornholmske adelsmænd forræderi, for en tid kom i besiddelse af øen, som de dog måtte afstå ved Brömsebrofreden samme år. Derimod blev ved Roskildefreden 1658 Bornholm overgivet til Sverige uagtet Bornholm i den foregående krig ikke engang var blevet angrebet, endsige erobret af svenskerne. Den svenske kommandant, oberst Printzensköld, havde sit hovedkvarter på Slottet og behandlede bornholmerne med stor hårdhed og vilkårlighed, hvorfor disse, anført af Jens Kofod og flere tapre mænd og opmuntrede af kong Frederik den Tredie, gjorde opstand, idet de om natten mellem den 8. og 9. december 1658 overfaldt og dræbte de svenske, som lå indkvarterede i gårdene på landet, og da den flygtende Printzensköld dagen i forvejen var faldet på Rønne gade som bytte for Jens Kofods sølvknap, overgav besætningen på Hammershus sig næste dags middag. Fra nu af var Slottet stedse i kongelig eje; i årene 1660-61 – under enevældens indførelse – sad den bekendte Korfitz Ulfeldt her som fange, men forresten var Slottet i lang tid sæde for Bornholms overøvrighed, indtil denne flyttede til Rønne. Endnu som ruin vil Hammershus gennem mange århundreder kunne trodse tidens tand og fortælle beskuerne om sine store minder.

Efter at have beset Slottes mure, tårne hvælvede kældre osv., går vi ad en nylig anlagt trappegang ned ad den ellers ubestigelige vestside til stranden og langs med den et stykke nordpå, sætter os der i en båd for at sejle langs med Hammeren og se Slottet fra søen af. Bådføreren er en rask gut, han har mange gange sejlet med rejsende her omkring og er vel kendt med de mærkeligste punkter. Vi sejler ind i Sorte hul, der ligner en ovn, men er åben foroven; klipperne er her enten endnu meget højere end i Rø Sogn og aldeles ”overkalkede” af de mange søfugle, som bor deroppe og hilser os med deres skrig. Under slotsbanken ligger endnu en våd ovn af samme beskaffenhed som den føromtalte i Rø Sogn, noget smallere, men meget dybere ind i klippen og derfor langt mere imponerende. Her findes endvidere Løveklippen, en klippe med to fremspringende kanter, som, set fra søen, aldeles ligner to løvehoveder, der ser hver til sin side. Vi kommer forbi Ringebakkerne (292 fod høje) til Jons Kirke, hvor vi stiger i land, Jons Kirke er ingen almindelig kirke, men en enlig klippe, som, adskilt fra Ringebakkerne ved en dyb dal, hæver sig lodret op af havet til en højde af 70 fod; den ligner i sit udvortes ganske en kirke, og set fra den ene side er der en indgang til et lille rum, hvor der er plads til 5-6 personer – rigtig nok kun en lille menighed. Muligt har Jons Kirke i sin tid tjent til opholdssted for eremitter.

Der ender nu de mærkelige klippeformationer langs kysten. Vi går til Hasle og beser kulværket ved ved denne by, der dog kun er af ringe betydning, da kullene i godhed står langt under de engelske stenkul. Gennem en net plantage, anlagt på en tør flyvesands strækning, fører vejen til Rønne, Bornholms største by med omtrent 6.000 indvånere, men af et uforholdsmæssigt stort omfang. Byen er vel i ret god fremgang. Men uagtet den så meget som muligt søger at efterligne København, med hvilken den om sommeren står i regelmæssig dampskibsforbindelse, står den dog i mange henseender langt tilbage for andre provinsbyer af samme folkemængde f. eks. Svendborg; den har således en forfærdelig slet brolægning og aldeles ingen gadebelysning; de allerfleste huse er bygget af bindingsværk og har kun en etage. Kirken er simpel og uanseelig; i samme fandtes tidligere en del gamle ligsten, men disse blev for nogle år tilbage flyttede ud på kirkegården, hvor de nu danner en udmærket gangsti. Byen har et teater, og et par bogtrykkerier, hvorfra øens ”Avis” og ”Amtstidende” udgår.

Tilbagevejen fra Rønne går gennem Almindingen, Bornholms største skov på omtrent 1.500 tønder land, tilhørende staten. Denne skov findes på den ellers så øde højlyng og er for størstedelen anlagt i dette århundrede; den består mest af nåletræer, i hvis skygge egen og bøgen opelskes, for engang i tiden at afløse hine. Ingen anden skov i Danmark kan fremvise så mange smukke og og så forskelligartede partier, hvorfor Almindingen også ved sommertiden besøges både af de mange rejsende og af bornholmerne, især købstadsboerne.

Vestligst i Almindingen ligger Bornholms højeste punkt, Rytterknægten, 496 fod over havet. Der findes Kongemindet, et firkantet tårn af 80 fods omkreds og 40 fods højde, oprejst ved frivillige sammenskud af bornholmere efter en tegning af professor Bindesbøll. Det er bygget af granit, muret i cement; omkring en vældig murstenspille i tårnets midte går en stentrappe op til platformen ovenpå, der er omgivet af et jerngitter, og herfra har man en skøn og vid udsigt over næsten hele øen og det omgivende hav. På forsiden er anbragt en smuk frise af løvehoveder og blomsterguirlander i bronze og over jernporten læses følgende indskrift: ”Til Erindring om Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes Allerhøjeste nærværelse her på øen fra den 9de til 16de August 1851 tilligemed høie Gemalinde reiste Bornholmerne Aar 1855 af undersaatlig Kjærlighed og Hengivenhed denne Bygning og gav den navnet Kongemindet”. Tårnet indviedes den 9. sept. 1856 ved Hs. Maj. Kongens nærværelse på stedet.

I nærheden ligger to gamle ruiner, nemlig af Gamleborg og Lilleborg. Disse borge har i sin tid haft en udmærket fast beliggenhed på høje klipperande; af den førstnævnte har man dog ikke fundet spor af bygninger inderfor murerne, hvorimod Lilleborg er meget bedre konserveret. Man har aldeles ingen skriftlige efterretninger om disse borge, men af de ved en undersøgelse af Lilleborg fundne levninger (f. eks. et stort parti forkullet korn, mønter fra kongerne Valdemar Seir, Erik Plovpenning og Christoffer den Første) har man sluttet, at borgen sandsynligvis er brændt i slutningen af det 13. eller begyndelsen af det 14. århundrede, altså netop efter de heftigste fejder mellem kongerne og ærkebisperne. For øvrigt findes på Bornholm endnu flere gamle borgpladser uden spor af egentlige bygninger, og man har derfor antaget, at disse steder har tjent landets beboere til tilflugt i fejdetiden. Flere historikere har også ment, hvad der er meget rimeligt, at disse borge har givet øens dens navn (af mange udtales det endnu ” Borringholm” c: Borgrigholm; de gamle nordboer sagde Borgundarhólmr).

Omtrent i skovens midte ligger Jomfrubjerget, også kaldt Christianshøj, hvor der er rejst en granitsøjle til minde om kronprins Christian Frederik (Christian den Ottendes) besøg på Bornholm i juli 1824; der er prydet med forskellige indskrifter, bl. a. følgende; ”Naar Fyrsten Glæde finder i Folkets Kjærlighed, i hjerterne han vinder et varigt Mindested” – hvilke ord dog næppe fik deres fulde opfyldelse i Christian den Ottendes tid. I nærheden findes ”egen, der er sammenvokset med bøgen”, til et højst mærkeligt træ; på stammen er befæstet en jernplade, der bærer navnene F.VII og L.D., hvilke af Hs. Maj. Kongen var indskårne i barken.

Mod syd findes en (eller to) af de bornholmske Rokkestene, der har deres navne deraf, at de, fordi de ligger lige under deres tyngdepunkt, kunne sættes i gyngende bevægelse blot ved trykket af en hånd. Den største af dem er omtrent 6 alen lang og 4 alen høj, og dens vægt anslås til 3-400.000 pund; og højst forunderligt er det at se så stor en masse svinge op og ned ved et eneste menneskes kræfter. Den lærde biskop Münter har antaget disse stene for at være religiøse mindesmærker fra hedenold, altså opstillede af menneskehånd, hvorimod Christian den Ottende har udtalt den formening, at ”naturen her har frembragt hvad menneskene ville have haft stor vanskelighed ved at frembringe ved kunst”. Imidlertid bliver den sidste antagelse unægtelig noget usandsynlig derved, at denne lille ø har haft så mange af disse rokkestene, af hvilke desværre de allerfleste nu er ødelagte.

Et af de skønneste punkter i skoven er Ekkodalen, hvis navn man har troet nødvendigt at forklare som en forskønnelse af Kodalen; dog bærer den hint navn med rette, idet dens bratte klippevægge giver et udmærket ekko. Lige derved ligger den smukke skovriddergård Rømersdal, opkaldt efter afdøde ”holzførster” Rømer, som har gjort sig meget fortjent ved skovplantning i Almindingen.

Der er viselig endnu flere seværdige partier i Almindingen; men, kære ledsager! Vi er trætte af vandringen og du er det vel med. Vi vil derfor ile at komme tilbage til vort udgangspunkt. Endelig når vi det. Vi rækker dig hånden til afsked, idet vi tillige lover en anden gang at føre dig, hvis du har lyst til en sådan vandring, over den vildeste del af Højlyngen – forfærdes ikke – til den sydlige del af Bornholm, der også har sine mærkværdigheder; den gamle Åkirke, Nexø med dens stenbrud, der bornholmske diamanter osv.; ved samme lejlighed vil vi da betragte nogle af landets oldtidsminder. – Og nu farvel.