Fra Gudhjem
Juni måneds artikel stammer fra ugebladet: Landet – Landboliv, Hjemme og ude, september 1946. Forfattet af Tage Taaning.
Der er jo mange dejlige steder på vor ø, sagde en bornholmsk gårdejer til mig, men vi kan nok blive enige om, at det bedste, vi har, er Gudhjem.
Derimod rejste jeg ingen protest, Gudhjem og omegn er ikke blot ”det bedste” – efter mit skøn – på Bornholm, men placeres højt mellem Danmarks skønneste pletter. Kunstmalerne flokkes om stedet, lidt mærkeligt på sin vis og samtidig forståeligt. Alt er malerisk ved Gudhjem, se blot billedet her med silderøgeriet; det er lige til glas og ramme. Men det er, som om der ikke er noget for maleren selv at gøre – personlig indsats synes på forhånd udelukket, det hele er jo ”malet”, naturen optræder for en gangs skyld som ”kunstner” og maleren må nøjes med at kopiere.
Mellem alle Gudhjems brogede huse springer de hvidkalkede silderøgerier frem som hvide liljer i et kulørt blomsterbed. Sildemanden har netop 4.000 sild hængende parat på ladet, rengjort til røgning. To og to hænger sildene parvis over ladestokkene, den enes hoved stukket ind i den andens gæller, ganske tæt, men dog med behørig luft mellem parrene. Brændeilden knitrer på ildstedet mellem bukkene, på hvilke de sildefyldte stokke lægges; så snart der er god ild, bliver der strittet vand på, og den hvide røg kvulmer op om ”Bornholmerne”. Kommer man igen et par timer senere, er der frisk røget sild at få, varme og glinsende. En herreret! Ålemanden bor ved siden af, men hvis man besøger ham, skal man helst være røgdykker, der bliver en stram kvalm i lokalet, hver gang han lukker lemmene op til skorstenen. Silden røger ”for åbent tæppe”, så der kan man lettere følge processen.
Uden for røgeriet stråler septembersolen over de grå klipper, de grønne skove, de blå bølger, de røde hustage, fiskerbåden går ud med mangefarvede sejl – grønne, gule, røde iblandt. Det er som besøgte man Capri. Og midt i skoven skærer Salenebugten sig ind, hvor Harald Blåtand kæmpede sin sidste kamp. Da dannerkongen og hans søn, Sven Tveskæg om aftenen gik i land ved Gudhjem, skød Palnatoke sin pil i kong Harald, som her drog sit sidste suk. Jovist, her er også historie at hente. Gudhjem, Salene – navne af højhed og skønhed, just passende til stedet.
