Kronprins Frederiks besøg i 1833 (2. del)

April måneds artikel 2020 – er anden halvdel af en pamflet, udgivet på Colbergs Boghandels Forlag i 1872 med titlen: ”Kong Frederik den Syvendes første besøg på Bornholm som kronprins i året 1833. Mindetegning efter forskellige mundtlige fortællinger og skriftlige optegnelser”. Forfatteren er Ph. R. Dam

Nu skal der ved dette bal have været den særegne foranstaltning ved spiseanretningen, at der nærmest ved den ene ende af et temmelig langt bord fandtes en del finere spise-og drikkevarer end ”nedefter” på det øvrige strøg af bordet, noget, der var beregnet på særligt brug for finere spise-og drikkeorganer. Denne anretningsmåde havde nok ingenlunde sit udspring fra prinsens eget hoved, men den var da heller ikke undgået hans praktiske blik. Øjeblikkelig tager han da herefter sine forholdsregler. ”Kom her, gutter, og hold jer til mig”, hvisker prinsen til matroserne, idet han nærmer sig en flok af dem, der beskedent stod henne ved den anden bordende. ”Skub kun dygtig til siderne med albuerne, således som I ser mig gøre”!  vedblev han stadig hviskende og arbejdede sig frem i spidsen for søgutterne, indtil de avancerede frem til den ”fine” bordende. Her gik fortæringen for sig, overensstemmende med den anvisning og det eksempel, prinsen selv gav for denne del af festen, ved hvilken matrosernes opførsel, som det var at vente, skal have været fuldkommen ”eksemplarisk”.

Der var naturligvis også dans, og den skotske nationaldans ”reel”, der er så yndet af søfolk, forekom meget hyppigt på danselisten. Men ingen blandt de for øvrigt meget respektable dansere af denne karakteristiske dans kunne, hvad både udførelse og udholdenhed angik, hamle op med prinsen selv, som leende og klappende i hænderne henvendte sig til alle sider, idet han opfordrede gutterne til at ”probere” nok en tur med ham.

Artiklens forfatter Ph. R. Dam

Under udflugten til Hammershus Slots Ruiner var prinsen især i munter og overgiven stemning. – Men her, som ved flere andre lejligheder, var han ikke ganske fri for at røbe lyst til at uddele små, godmodige spidser til visse embedsmænd, dr omgav ham. På bakkerne i nærheden af slotsruinerne hændte det sig, at en stakkels stodder, kaldet ”hestemajoren” støttende sig til sin kæp, kom gående ned ad en lyngsti henimod det sted, hvor det fornemme rejseselskab befandt sig. I mandens væsen var der noget ejendommeligt, som vakte opmærksomhed; og da nu prinsen ovenikøbet hørte, at han kaldtes ”major”, lod hans kongelige højhed den gamle stakkel fremstille for sig, og udnævnte ham – ”så længe vi er sammen her på stedet”, hed det i udnævnelsen – til oberstløjtnant. ”Så har jeg to oberstløjtnanter i mit selskab”, føjede han til, med et sideblik til øens kommandant. Med denne udnævnelse fulgte en god almisse, og det var denne, modtageren satte høj pris på.

Under udflugten til Hammershus Slots Ruiner var prinsen især i munter og overgiven stemning. – Men her, som ved flere andre lejligheder, var han ikke ganske fri for at røbe lyst til at uddele små, godmodige spidser til visse embedsmænd, der omgav ham. På bakkerne i nærheden af slotsruinerne hændte det sig, at en stakkels stodder, kaldet ”hestemajoren” støttende sig til sin kæp, kom gående ned ad en lyngsti henimod det sted, hvor det fornemme rejseselskab befandt sig. I mandens væsen var der noget ejendommeligt, som vakte opmærksomhed; og da nu prinsen ovenikøbet hørte, at han kaldtes ”major”, lod hans kongelige højhed den gamle stakkel fremstille for sig, og udnævnte ham – ”så længe vi er sammen her på stedet”, hed det i udnævnelsen – til oberstløjtnant. ”Så har jeg to oberstløjtnanter i mit selskab”, føjede han til, med et sideblik til øens kommandant. Med denne udnævnelse fulgte en god almisse, og det var denne, modtageren satte høj pris på.

Men enkelte gange blev prinsen dog næsten for ferm. På toppen af en bakke, der havde en passende skråning, stillede han det forslag, at ”to og to” skulle tage hinanden om livet og trille ned af bakkeskråningen.[1] Dette, forsikrede han, var meget morsomt; han havde prøvet det tidligere. Byfogeden i Rønne, kancelliråd P[2], en meget korpulent mand, var med i følget. Ham greb prinsen om livet med det ønske, at de skulle ”trille sammen”. – Som sagt, så gjort; der var ingen pardon. Prinsen morede sig kosteligt over denne motion, men byfogeden havde vist aldrig nogensinde drømt om at blive legekammerat på slig vis. Der var, kort sagt, efter prinsens husret ingen dispensation fra loven; nej fuldkommen lighed skulle der være. Dette måtte adskillige ældre, adstadige herrer bekende.

På den nysnævnte udflugt blev det også besluttet at gøre en sejltur i både langsmed kysten, i hvilket øjemed nogle fiskere blev hidkaldte med deres små fartøjer for at ro omkring med rejseselskabet. Efter at man således havde sejlet et kvarters tid og beundret de skønne kystpartier, befandt man sig på et sted, hvor vandstanden var meget lav, så båden gik på grund. – ”Her må losses”, sagde prinsen, der mente at det kunne være rigtigt, dels til en afveksling i fornøjelserne, dels for at lette fiskerne arbejdet, at – stige ud og vandre iland. ”Alle mand vader altså”! ”Uh!”, tænkte mangen en af dem, der deltog i denne ufrivillige forlystelse, ”var jeg dog på det tørre!” Ja, det kom man jo også – på en måde.  ”I det tørre” var man i det mindste kun for en del. Men for nu at bringe ligevægt imellem de ydre og indre vilkår, hvad vådt og tørt angik, og for at ophjælpe stemningen i det hele taget, kom flaskekurvene hurtigt frem fra deres mørke huler. Og nu blev der på feltfod mellem klipperne indtaget en af gode drikkevarer understøttet hjertestyrkning efter sørejsens møje og anstrengelse.

Under en udflugt på østlandet ønskede prinsen at komme alene ind på en gård for ukendt af gårdens folk at melde togets ankomst og bestille nogen surmælk til sig selv og de andre af solhede, tørst og træthed medtagne herrer. Medens de andre nu et øjeblik dvælede i skyggen af en lund, gik prins Frederik å spagfærdig som muligt henimod gårdens port, i hvilken ejeren med en stor ”tæskesvaj” stod og passede på en flok svin, som ikke måtte komme ud. Da den ankomne gæt begyndte at røgte sit ærinde kløede bonden sig bag øret – af omsorg for portens bevogtning. ”Jeg skal gerne passe på svinene så længe, imens De går ind og siger, at hans kongelige højhed og hans folk er i vente”, sagde prinsen, idet han forsynet med nævnte vogteredskab indtog bondens plads og bestilling. Bonden indtog atter snart sin dont, og nu gik Frederik rask ind i stuen og ville smage på mælken; men da han i sin iver ville gribe en rigtig dejlig bøtte, skubbede konen ham til side med det udbrud: ”Nej tak, det er den allerbedste, den skal prinsen have”!  Imidlertid nærmede følget sig porten, og hurtigt løb den tilsidesatte gæst henimod de fremilende herrer og råbte: ”Her må ingen svin passere”! Folkene på gården blev lidt underlige til mode, da de omsider erfarede, at de havde behandlet prinsen så ”upassende”; men han forstod på sin sædvanlige, elskværdige måde snart at gøre stemningen god igen.

Toldinspektør (ridder) Caspar Henrik Wolfsen

Toldinspektøren i Rønne hr. W., sædvanlig kaldet ridder W.,[3] – han var det også både af Dannebrog og af karakter og tænkemåde – en både legemlig og åndelig ”jernmand”, der i kapertiden havde givet engelskmændene stort afbræk ved sin dristighed og snildhed, ja forvovenhed som kaperkaptajn, var især prinsens erklærede yndling og fulgte med overalt. Men selv denne sin yndling spillede prinsen et lille puds som jeg nu skal fortælle.

Stereofotografi af Randkløveskår fra 1905. Bornholms Ø-arkiv

I omegnen af det bekendte Randkløveskår, en dyb og stejl fjeldkløft på østkysten, overnattedes der på et par bøndergårde. Ridder W. havde sit natteleje i nærheden af prinsen. Måske for at nyde skuet af den opgående sol, der tager sig prægtig ud over vandfladen af Østersøen, sprang prinsen meget tidlig på morgenen pludselig op fra sit leje og gav tegn til opbrud. Det var endnu ikke rigtig lyst i værelserne, da påklædningen foregik, og ridder W. stod i denne skynding og vred sig ganske fortvivlet over at han ikke kunne komme i benklæderne, der pludselig var blevet ham for snævre. Prinsens hjertelige latter overbeviste ham imidlertid snart om mystifikationens sammenhæng. Det er overflødigt at sige, hvori den bestod, nemlig deri, at de henholdsvise benklæder ved en resolut afbenyttelse af et dertil bekvemt øjeblik, var blevet forbyttede af hans kongelige højheds egne hænder.

Om opholdet på Randkløvegårdene melder folkefortællingen endvidere, at prinsen i højstegen person præsiderede i køkkenet som øverste madsvend. Med bondekonens forklæde på bagte han selv pandekager, som han med beundringsværdig færdighed forstod at vende, idet han kastede dem højt i vejret og fangede dem igen på stegepanden, således, at den modsatte flade kom nedad. Men da kagerne nu var færdige fra hans hånd, skulle der jo sukker til. Bondekonen havde intet andet end kandis. – ”Ja lad gå, men så hurtigt hid med morteren, mutter”!  lød svaret fra den flittige prins. Og i næste øjeblik forelå de således anrettede pandekager til sidste behandling af forsamlingen.

Under opholdet i Aakirkeby beså prinsen byens kirke, den største og mærkeligste på øen. Kommen op i det øverste stokværk i kirketårnet, hvor en skodde blev åbnet for at få udsigt over det udstrakte landskab mod syd, lænede prinsen sig ud over muren og råbte ned til det forsamlede folk: ”Kom herop gode venner”!

Senere hen i tiden, da han blev konge, flyttede han sin trone ned til sit folk. Derved vandt han den kærlighed trindt om i Danmarks Rige, der nu med vemod finder sit udtryk i de ord, hvormed jeg slutter disse linjer: Velsignet være hans minde!

[1] I bogen ”Rønne By og Borgere” af M. K. Zahrtmann, udgivet i Rønne 1927, supplerer forfatteren episoden således på side 189: ”Denne uvante bakketur var ikke alles helsen god; og i de følgende år døde en række kendte embedsmænd på Bornholm”.

[2] Jacob Claudius Pingel (1784-1835)

[3] Caspar Henrik Wolffsen, 16.12.1781 – 19.11.1836. Skibskaptajn, kaperkaptajn, ridder af Dannebrog og chef for toldvæsenet på Bornholm. Aktiv ved stiftelsen af Rønne Teater – se evt. V.K.Hellesen: Bidrag til oplysninger om Caspar Henrik Wolffsen, Rønne, i: Bornholmske Samlinger 1. række, bind 37, Rønne 1960, side 7 ff, samt Mogens Lau i: Jul på Bornholm 2011: Ridder Wolffsen – sørøver og toldchef, side 14-22.