Militæret på Bornholm 1862

Juli måneds artikel 2021 stammer fra Fædrelandet 11. juli 1862.
Under overskriften ”Brev fra Bornholm” skriver signaturen Qvis følgende:

Under en konstitutionel forfatning, da der til skatteyderne aflægges regnskab for, hvorledes det anvendes, som bidrages til statsudgifternes bestridelse, bør der ikke eksistere statsembeder, som ikke giver noget at bestille. En sådan embedsstilling har i en række af år eksisteret her på Bornholm, nemlig posten som tøjmester og instruktør for Milicens artilleri, der blev oprettet ifølge armé-planen af 1842. Det kongelige artilleri opnåede derved fordel, at få en gage for en kaptajn af 1. klasse mere, end det ellers ville have fået, fordi den ommeldte post skulle holdes besat med en sådan. I de første 5-6 år var her også stadig en kaptajn af det kongelige artilleri i den ommeldte egenskab, skønt det ikke vides, hvad derved egentlig blev opnået. Senere har posten som oftest ikke været besat, men gagen er dog blevet trukket.
To artillerikaptajner, som var ansatte i den nævnte embedsstilling, kom slet ikke her til Bornholm. I efteråret 1855 kom en kaptajn af det kongelige artilleri dog virkelig herover som tøjmester og instruktør, og han opholdt sig her til sommeren 1856, da han blev batterichef. Posten stod så igen ledig til sommeren 1858, da den atter blev besat med en kaptajn af 1. klasse af det kongelige artilleri, der imidlertid den meste tid har været fraværende, af de 4 år vel næsten de 3. Som tøjmester kan hans nærværelse her næppe

Feltartilleriet og kommandant, oberst V. Kofoed-Hansen, ved Kastellet i Rønne i 1917. Fotograf Th. Yhr. Billedet tilhører Bornholms Museum

heller være nødvendig, da her ved det lille arsenal, hvorfra der jo sjældent udleveres noget, desuden er en undertøjmester af Milicens artilleri og en fyrværker. En instruktør for Milicens artilleri har, som det fremgår af det foregående, også kunnet undværes, og det er heller ikke for de uindviede let at indse, hvorfor artilleriet mere skulle behøve en særegen instruktør end de øvrige militærafdelinger, da de bornholmske artilleriofficerer gennemgår i det mindste dobbelt så lang en skole ved armeen som de øvrige Milice-officerer. Vi holder os derfor, skønt vi ikke er sagkyndige, overbeviste om, at den omhandlede post er overflødig, og at den derfor jo før des heller burde inddrages; thi sinecurer er, som sagt, nu til dags noget, der ikke bør tåles.

For de 16-1800 Rdl. Årlig, som den ommeldte post, fourage til en tjenestehest derunder indbefattet, årlig koster, ville der uden tvivl haves en overmåde heldig anvendelse, hvis man, sådan som, såfremt Bornholms Milice skal blive bestående, dermed ville underholde eller bidrage til at underholde hvert år en 6 ugers rekrutskole for de omtrent 200 mand, som den årlige tilgang til Milicen vel udgør; thi det er sandelig på høje tid, såfremt – vi gentager det – Bornholms Milice skal blive bestående, at der gøres noget alvorligt for dens uddannelse, så at den kan være i stand til at opfylde, hvad der er dens bestemmelse, at forsvare Bornholm. Det kan sandelig kun lidt hjælpe, at man, for at fordrive kedsomheden hos rigsdag og rigsråd, gør sig lystig over de herværende militære forhold, eller at man skriver pjeser derom. Dermed kommer sagen ikke videre. Enten en Milice, som kan forsvare Bornholm, eller ingen Milice. Milicens tilstand kan,

Bornholms væbning på manøvre i 1913. Billedet tilhører Bornholms Museum

uden at mandskabet nogensinde har gennemgået en ekserserskole og vel kun 4 dages eksersits årlig (NB når der ekserseres, hvad der ikke har været tilfældet i adskillige af de foregående år, selvfølgelig med krigsbestyrelsens sanktion) umulig være sådan, at den, navnlig når der tages hensyn til de store fremskridt, krigskunsten i senere tid har gjort, kan opfylde, hvad der, som anført, er dens bestemmelse. Det behøver man sikkert ikke være militær for at afgøre. Herfor må imidlertid det høje Krigsministerium stå til ansvar.

Bornholms befolkning opfylder trolig, hvad der i militær henseende fordres af den. Den bærer de ikke ubetydelige byrder og afholder de omkostninger, som tjenesten i Milicen kræver; men at man her ikke af sig selv tilbyder at eksersere 14 dage årlig eller længere, når der kun forlanges 4 dage, kan vel ingen fortænke os i. Men kan Krigsministeriet, kan regeringen forsvare, at lade en frugtbar provins med 30 000 driftige og vindskibelige indbyggere, som har i gerning vist at de sætter pris på at høre Danmark til, og stedse været i høj grad loyale undersåtter, når i krigstilfælde tilførsel af tropper fra de andre provinser er afskåret, være prisgivet for fjendens overfald og de dermed forbundne ulemper, uden at den er sat i stand til at forsvare sig?

Der er i mange år, vel siden krigen 1807-14, under Rothes kraftige bestyrelse som guvernør over Bornholm og Christiansø, fra højere sted så godt som intet gjort for at uddanne Milicen således, at den kan svare til sin bestemmelse. Der har været nedsat kommissioner, og afgivet erklæringer, og Milicens tilstand er blevet undersøgt og atter undersøgt af officerer fra armeen osv. osv., men alt er blevet ved det gamle, hvad Milicen angår, medens Bornholm ellers så nogenlunde har holdt skridt med tiden. Men, som sagt, befolkningens skyld er det ikke. Den nuværende grundbestemmelse, Milicen vedkommende, er vel nærmest instruksen for kommandanten af 23. august 1817. Efter dens §§ 1 og 2 skal han ”af yderste magt Bornholm forsvare mod fjendtlig anfald og alt til dens forsvar således anordne, som han trøster sig til for Gud og sin konge at forsvare”. Men kan han det med Milicen, således som den nu er indøvet? Efter instruksens § 5 skal han ”lade sig det være magtpålæggende, at god orden og disciplin overholdes i Milicen”. Men hvorledes skal det kunne opnås, når Milicesoldaten aldrig har gennemgået nogen skole og endda ikke hvert år ekserseret 4 dage? Efter instruksens § 6 skal der, foruden anden ”fornøden eksersits” (altså langt mere end 4 dage) ”endog hvert år af Milicen manøvreres i 2 partier”. Dette er imidlertid noget, som nu aldeles ikke kan tænkes udført, thi ville kommandanten forlange mere eksersits end de nuværende 4 dage, ville en stor del af Milicen, i alt fald de familiefædre, som lever af deres hænders gerning, være ude af stand til at møde, eller også nødsages til at overlade til fattigvæsenet at forsørge deres familier. Har milicesoldaterne imidlertid som yngre gennemgået en ordentlig eksersitsskole, i hvilken de jo måtte have lønning osv., vil det engang lærte, vel selv med nogle få dages eksersits årlig, kunne holdes vedlige. Det er til dette øjemed vi har givet anvisning på indtægterne ved embedet som tøjmester og instruktør, der i så tilfælde dog ville kunne komme i det mindste til nogen nytte. Dette vort forslag tillader vi os at anbefale til deres overvejelse, der måtte være i den stilling, at de kunne fremme en for Bornholm i sandhed såre vigtig sag. Der ville dog derved kunne gøres et skridt til at bringe Milicen i en sådan stand, som den bør være.

——

OBS! Man kan læse mere om militæret på Bornholm i Bornholmske Samlinger 1. serie, 31 bind. 1947, i artiklen: ”Træk af Bornholms Militærvæsens Historie i det 19. århundrede” af Ingvard Olsen