Peter Jørgensen Mark

Februar måneds artikel 2019 – stammer fra Illustreret Tidende 9. maj 1875.

Peter Jørgensen Mark
Den mand, til hvis ”hæderlige omtale” disse linier er viede, er vel kun en ringe del af Illustreret Tidendes læsere bekendt, men det kan dog sikkert påregnes, at et billede af ham har netop interesse for dem, der ikke har haft lejlighed til på den ene eller anden måde at lære ham at kende. Hans personlighed og hele måde at gerere sig på er lige fra øverst til nederst, fra inderst til yderst gennemtrængt af en så udpræget originalitet, at man i den henseende ikke kan sætte ham i klasse med Københavns hedenfarne litterater Vilhelm Karup eller Peter Rundetårn.

På Bornholm, det ”land”, hvor han hører hjemme, gives der ingen, som ikke kender postbud Peter Jørgensen Mark eller ”Peter Jyde”, som han almindeligvis kaldes, skønt han i bladene har nedlagt protest mod dette ”binavn” og forlangt det mortificeret som aldeles meningsløst, da han er så ”pærebornholmsk” som nogen af de indfødte. Postbude i almindelighed og landpostbude i særdeleshed er ligeså vel kendte som vel sete hos enhver; man modtager dem, om ikke med åbne arme, så med åbne døre og åbne hænder, og næst efter sin elskede holder den unge pige mest af den gamle mand, der bringer hende budskab fra ham.

Som sagt, Peter Jyde – om forladelse! Peter Mark – er kendt af alle, men han er også noget ganske andet end et almindeligt landpostbud. Alene det, at han har forstået den kunst, fuldstændig at gå op i erkendelsen af sin bestillings vigtighed for samfundet, og i sin slags er blevet en klassiker, er jo nok til at hæve ham en god del over det almindelige. Desuden er han forfatter, og kun få skribenter er i den grad blevet populære som Peter Mark. Man skal vanskeligt kunne frakende hans frembringelser prædikatet ”originale”, og af disse originale produkter, som han af og til lader flyde ind i vore bornholmske avisers spalter, er de fleste gennemtrængte af en altid træffende satire. Fra de bornholmske aviser er hans artikler vandret ind i de større blades spalter og derfor vist ikke ukendte af en stor del af vore læsere. Gennem Illustreret Tidende blev således hans lille afhandling af 26. maj forrige år om ligbrændings-spørgsmålet forelagt til gunstig overvejelse.

Da han for en del år tilbage gik ud af postvæsenet, viede han resten af sine dage til en privat budbesørgelse, bygget på den tillid, man overalt viser hans pålidelighed, der næsten er blevet til ordsprog. Derfor hører han hjemme overalt på Bornholm, dog må hans hjemsted vel regnes for at være Nexø, hvor hans nu afdøde hustru boede. Hendes dødelige afgang for et årstid siden foranledigede den sørgende enkemand til gennem bladende at fremføre følgende for offentligheden: ”Takkende for den velsignede gave, de højtærede rønneboere har givet mig til min geburtsdag! Præsten i Bodilsker har givet mig 1 Rdl.; i Nexø har jeg kun fået 4 mark, men om det er af åndsbegærlighed eller pengebegærlighed, ved jeg ikke. Min kones død og min hæderlige begravelse kostede over 30 Rdl. Alle var veltilfredse og der blev hverken sparet på kaffe, brændevin eller cigarer”.

Dersom nogen skulle mene, at det måtte være dræbende kedeligt år ud og år ind, dag for dag at gennemvandre den samme rute, så spørg blot Peter Mark, og han vil på stedet overbevise dem om, at der i den for øvrigt meget mangelfulde verden ikke findes noget som helst, som er værd at leve for, med undtagelse af hans egen bestilling, og med denne overbevisning har han trasket Bornholm rundt på kryds og tværs i en række af 45 år og i denne årrække tilbagelagt en strækning, der når henimod fem gange jorden rundt. Han er nu 73 år gammel og oplever måske knap at fejre sit 50 års jubilæum; men når han engang lægger sine trætte ben til hvile, vil han vandre heden med den urokkelige forvisning, at han har gjort sig udødelig. S.

I en artikel fra 1974 i forbindelse med Det danske Postvæsens 250 års jubilæum, skrev postmester L. A. Langevad, Åkirkeby blandt andet:
Peter Jørgensen Mark, var bekendt for sin til tider lidt for rappe mund. Endnu fortælles historien om hans besøg hos præsten i Pedersker. Da præsten ved hans ankomst siger: ”Nå, er der post i dag, Peter”, svarer han bramfrit: ”Nej, ikke til pastoren men til kællingen”, hvorpå præsten forklarer, at det ikke hedder ”kællingen” men ”madammen”, hvilket åbenbart ikke rigtig huer Peter Post, idet han udbryder: ”er præstekællinger nu også blevet madammer!”