En tysker opdager en paradisø i Danmark
Januar måneds artikel 2022 stammer fra Social Demokraten 17. november 1932.
En betagende skildring af Christiansø. – Ingen har gadedørsnøgle og dørene lukkes aldrig. – Når admiralen går til dans. – Et samfund uden kapitalister og proletarer.
FYRMESTEREN HØJESTE MYNDIGHED PÅ ØEN
Når man vil spise friske figner eller sidde under laurbærtræer, plejer man at rejse sydpå. Jeg er nu, skriver G. Leistikow i ”Berliner Tageblatt” rejst nordpå, tyve timer med tog, skib, automobil og motorbåd. Jeg sidder i en terrasseagtig have med stenmur og et frit udsyn over en sø, der er blå som Middelhavet. Foran mig står en grøn, irret skål med friske figner så store som pærer, tidligt i morges er de blevet plukket 10 skridt herfra. Bag ved mig er morbærrene allerede sorte og modne, og også druerne på muren er helt blå og kan snart plukkes. Morbærtræet ved siden af mig er ganske vist ikke ret stort, dog, det vokser og trives her gennem flere slægtled og synes at befinde sig yderst vel.
På den lille lysegrønne ø
Hvor blomstrer alt dette? På en lille, 22 hektar stor klippeø midt i Østersøen mellem Bornholm og Sverige, på den 55. grad nordlig bredde, omtrent samme grad som Memel.
I året 1684 erfarede kong Christian V, at Sverige påtænkte at anlægge en fæstning på de fire ubeboede øer Ærtholmene i Østersøen. Så hejstes da det danske flag derude, og den største ø fik navnet Christiansø.
At anlægge en fæstning herude var ikke let. Der var kun klipper, sten og skær og ellers intet. Alt måtte tilføres: træ, levnesmidler, alt materiale, ja selv den jord, der nu udgør have og eng, måtte transporteres derhen med skib.
Nu ligger der hvidkalkede og gule huse med røde teglstenstage på øen; foran dem findes skyggefulde ege- og kastanjetræer. Idyl ved idyl. I klippekløfter ligger lave bornholmske huse med indmurede damme og solfyldte haver.
Er De maler eller digter…
Da jeg gik i land og søgte hen til det eneste pensionat der findes på øen, blev jeg af værtinden hilst med de ord: ”Maler De, eller skriver De”? Var jeg ikke maler eller forfatter mente hun, ville jeg ikke komme til Christiansø.
I sandhed, denne ø er et paradis for malere. En sådan mangfoldighed af motiver, belysningsnuancer, af landskaber gemmer vel ingen anden plet af den størrelse. Næppe nogen dansk maler er gået forbi disse orgier af farver, stemninger og toner, for mange blev Christiansø et fast punkt i udviklingen. Men også fremmede kunstnere fandt vej hertil.
Et paradis
Også på anden måde er øen et paradis. I umiddelbar nærhed findes Østersøens rigeste fiskegrund. Laks om vinteren, sild om sommeren og flynder og mange andre slags hele året. Vinteren over ligger et halvt hundrede eller flere svenske og tyske fiskerbåde i havnen. Det er ikke havet, men afsætningsvanskelighederne, der sætter grænsen for fiskernes fortjenstmuligheder. Af øens 125 beboere er de fire femtedele fiskere.
Men grænsen for fortjenestens størrelse ligger trods krisen dog så højt, at forholdene stadig må kaldes paradisiske. Hundrede kroners nettofortjeneste om måneden er det mindste en christiansøfisker regner med. Ingen ringe indtægt for en, der i hovedsagen henter sin daglige føde op af havet, der selv har kartofler og grøntsager og et hønsehold, som årlig indbringer sine halvandet hundrede kroner og hvis skatter i alt beløber sig til 2 pct. af nettoindtægten.
Christiansø. Foto: JVH 2013
Fyrmesteren er statholder på øen
Også for skatteydere et det et paradis. Da øen ikke udgør nogen kommune, betales der kun skat til staten, og den er meget lav i Danmark. Til gengæld har øen intet at bestemme. Det besørger Marineministeriert, hvis flag vajer over øen. I hvert fald i teorien. I praksis står ”fyrmesteren” for det, han er statholder på øen, toldinspektør, direktør for radiostationen, politibetjent, civilstands-embedsmand, finansdirektør og leder af redningsstationen. Det hele foregår så gnidningsløst, som det kun kan i et land, hvor selv embedsmændene anser sig som almindelige dødelige og nærer den mærkelige opfattelse, at de er til for almenheden. Har man et ønske, snakker man lidt med øvrigheden, så findes der nok på råd.
Ingen kapitalister og ingen proletarer
På øen findes ingen kapitalister men heller ingen proletarer. Det sætter sit præg, man tiltaler alle på samme måde. Kommer der en fremmed fisker, sidder han ved samme bord som den minister, der har taget sig et par dages orlov.
Kommer der en admiral for at inspicere, kan man om aftenen se ham og hans stab på ”Månen”, forsamlingslokalet, sammen med befolkningen svinge pigerne.
Kino har man ikke på øen. Kafeer og knejper heller ikke. Men bal holder man. Er der en der vil spendere, går man til fyrmesteren og lejer ”månen”. Det koster 3 kr. Så bestiller han i butikken to dusin øller på flasker og fire dusin citronlemonade. Han kan godt bestille mere øl, men frk. Koch udleverer ikke mere, hun skal ikke have noget drikkeri.
Ungdommen kundgør, at dansen begynder kl. 8, og alle er naturligvis indbudt. Vilhelm spiller alle de gamle danse på harmonikaen, og når han er træt, er det slut. Så spadserer men endnu rundt om øen i grupper eller to og to. Ingen har gadedørsnøgle, thi at lukke døre kender man intet til på hele øen.
Christiansø. Foto JVH, 2013
