Bornholm 1894

December måneds artikel 2021 stammer fra bladet Nordstjernen, nr. 47 – 1894
Bornholm – sign. M. Mørk

Den ejendommeligste del af Danmark er Bornholm, vort eneste klippeland. Vel er fjeldene her kun små, men de er ”ægte”, af samme stof som dem, nordmændene er så stolte af. Ja, Bornholm er som en sten, der har revet sig løs fra de vældige skandinaviske bjergmasser og lagt sig her ned, for at Danmark dog ikke skulle være ganske fjeldløst. Derfor bør også enhver dansker, der på nogen måde kan, i det mindste en gang i sit liv besøge denne vor østligste landsdel, tilmed da det er nemt og billigt at komme derover. Hver aften går der skib til Rønne og flere gange ugentlig til de andre småbyer, der ligger så smilende og indbydende hist og her ved kysten; Hasle, Allinge, Gudhjem og hvad de alle hedder, snart de eneste danske byer, hvis fred ikke forstyrres af lokomotivers dampen og fløjten. Rigtignok er Østersøen jævnlig ret urolig at befare, men det bør ikke afskrække nogen af Regnar Lodbrogs efterkommere, der som bekendt ”stedse husvant plaske til søs”.

Er derfor nogen i tvivl om, hvor hans rekreations-rejse skal gå hen, så tage han til Bornholm, om han ikke før har været der. Thi ”har man først farten overstået, fortryder man aldrig løbet”, selvom det ikke kan siges, at man får ”penge oven i købet”. For nogle år siden kunne det næsten have slået til, så gæstmildt blev den rejsende overalt modtaget herovre, men nu har bornholmerne lært at drage fordel af de talrige gæster. På de naturskønneste steder, hvor der for en halv snes år siden kun lå bøndergårde og fiskerhytter, knejser nu storartede hoteller.

Af form ligner Bornholm en skæv firkant, hvis ene hjørne peger i nord; det er i reglen den klipperige midterste og nordlige del man besøger, men hele øen er ikke større, end at den flinke fodgænger kan gå den hele rundt; så får man også set Dueoddes sandklitter, Nexø, øens næststørste by, og det lille venlige Svaneke med sin mindestøtte for J. N. Madvig, Bornholms berømteste søn, født her den 7. august 1804.

Tager man fra København med aftenskibet, så løber man meget tidligt næste morgen ind i Rønne havn og ser for sig en ægte dansk lille sø-købstad med lave, rødtagede huse. Intet tyder her på bjergnaturen, de omgivende marker er flade og jævne. Går man herfra ind midt gennem døren mod øst til Rø og derfra udenom nordspidsen tilbage, får man der meget ejendommelige sider af landets natur at se: højlyngen i det indre, den sønderrevne klippekyst mod øst og de mægtige, lyngklædte hamre, der strækker sig ud i havet mod nord. Man vil på denne tur let opdage, at Bornholms nordre halvdel er en højslette, der jævnt hæver sig mod midten, hvor den i Rytterknægten når en højde af ca. 500 fod. Vejen fra Rønne herop løber til dels mellem kornmarker, hvor væksten er så sparsom, at man knapt forstår, det kan betale sig at så og høste. Mange steder breder lyngen sig på store strækninger, og vældige stenblokke skyder sig frem overalt. Men mere og mere af det golde jordsmon lægges årlig ind under den herlige skov, der opfylder den midterste del af øen, Almindingen, bornholmernes stolthed og glæde. Her fører de indfødte helst den fremmede hen, her samles de fra hele øen som i en fælles højsal til skytte- og andre fester, så at sige hver anden søndag sommeren lang. Og skoven fortjener deres kærlighed. Det er stolt, at menneskehånd sådan som her kan hjælpe til at klæde fjeldet. År 1801 blev løjtnant Hans Rømer ”Holzførster” over de spredte gruppe af forkrøblet småkrat og enkelte gamle ege, der udgjorde levningerne af den store skov, her i gamle dage havde ligget, og hans ihærdige arbejde skyldes det væsentlig, at her nu er en stor, kraftig skov af nåle-og løvtræer. Her er ikke så mange af de sjællandske bøge, men kraftige fyrretræer, en særlig fin og smuk ege-art, en mængde røn og navnlig megen avnbøg, hvis smukke frodige løv holder sig lyst længere end bøgens. Overalt gennemskæres skoven af klippepartier, stenene ligger som om en jætteflok i vild kamp, havde kastet dem mellem hverandre; men kampens rasen er længst forbi, nu springer lystige småbække ned mellem de omvæltede blokke, trærødderne bore sig ind mellem dem, løvet hvælver sig oven over, og overfladen er dækket med et tæppe af fløjlsblødt mos og en mylder af sjældne stenbregner og stærktfarvede blomster. Dybe, sorte hemmelighedsfulde småsøer skjuler sig mellem høje graner og stejle klippevægge. Skovens smukkeste parti er Ekkodalen, eller – som den nok egentlig hedder – Kodalen. Den sydvestlige, meget klippefulde del af Almindingen danner her et bredt affald, bevokset med træer lige til randen, nedenfor breder sig lav, frodig engbund med enkelte fritstående trægrupper, og hinsides denne lavning ligger atter de lyngklædte bakker.

For at se noget, der kan minde om Ekkodalen, må man langt ned i de tyske bjerge. Her i skoven når Rytterknægten med sine 495 fod, men på grund af de høje graner ville her ingen udsigt være, om øens beboere ikke på dette sted havde rejst et fast, firkantet tårn, 40 fod højt, til minde om Frederik den Syvendes besøg på Bornholm 1851. På platformen på toppen kan man en klar sommerdag se ud over hele øen, mod syd øjnes de hvide sandklitter ved Dueodde, og fjernt i nord skimtes Skånes kyst – til alle sider danner det blånende hav rammen om det smukke rundmaleri.

Gennem Almindingen fører en vej videre til Rø. Man ved, man nærmer sig klipperne, og undres stadig over kun at se det golde bakkede sletteland med småplantager, lyngbakker og magre marker; ude i øst øjnes snart havet, men ingen klipper. Man må ikke glemme, at man er på en højslette med stejlt affaldende rande; på Bornholm går man stadig ”ned til klipperne”. På strækningen fra Almindingen til Rø kommer man forbi en af de mærkelige gamle rundkirker, hvoraf Bornholm har flere. Disse sære bygninger skriver sig fra den 11. og 12. århundrede og viser klart, at de er opførte med det dobbelte formål for øje, at tjene som fæstninger og til gudstjeneste. Men de er også byggede i urolige tider, ikke langt fra de dage, da Blod-Egil rådede på Bornholm. Hele kirken består af et rundt tårn, hvis vældige mure er opførte af store kampesten. Kirkerne ligger højt, så der fra dem er vid udsigt, fjenden måtte kunne opdages langt borte. I flere af kirkerne findes velbevarede gamle kalkmalerier, i en af dem, Aakirkeby kirke, er der en døbefod med runeindskrift.

Ved Rø tager man ind på ”Helligdomsgården”, en bondegård, der er omdannet til hotel; den har navn efter en ”hellig” kilde, der springer frem af et rundt hul mellem klipperne ude i vandet. Fra gården ser man over grønne marker, indrammede af skove, hele den friske Østersø, intet standser øjet, kun ude i synskredsen skimtes nogle små klippeøer, Ærtholmene.

Her er en mængde henrivende partier, f. eks. Dyndalen, en kløft, der fra havet skærer sig dybt ind i landet. I dens bund vinder sig en å mellem omstyrtende stenmasser, undertiden dannende hele vandfald; højere oppe er kløftens skrånende sider bevoksede med frodig birkeskov, og fra et fremspringende punkt, Amtmandsstenen, ser man ud over et hav af lyse, bløde birkekroner. Vilde roser, vedbend, bregner osv. danner mange steder et uigennemtrængeligt krat mellem birkenes skinnende stammer.

Men hvad der først og sidst drager den der gæster Rø, er den vildt sønderrevne klippekyst. Er man først kommet ned til den, kommer man ikke let op igen, de underligste former stiger frem for en; her står en enkelt klippe i vejret som et lys, hist lukker fjeldvæggene sig sammen til huler, ”vaade” og ”tørre” ovne – dér åbner sig en bælgmørk gang ind i klippen, 160 fod lang. Næppe er man, klamrende sig fast med hænder og fødder, nået ned på en klippespids, før en ny springer frem og lokker længere ind; den, der første dag krøb som en – nok sagt – ender måske med at springe fra klippe til klippe som en stenged. Så langt man ser til begge sider, fortsættes den takkede fjeldvæg, i nord til Allinge, i syd til Gudhjem, to små, hyggelige, morsomme fiskerlejer, hvis rødtagede huse klynger sig sammen på klipperne om en havn, hugget ind i stenen. På de nærmeste skær om byen sidder flokke af skrigende søfugle, lokkede til ved sildelevninger, der kastes vidt om, når fiskerne renser deres fangst til røgning eller nedsaltning. Thi Bornholm er sildefiskeriets hovedpunkt i Danmark. Ja, det lønner sig at slå sig ned for en tid i et af de små, rene huse i en by som Gudhjem og sætte sig ind i det ejendommelige liv, her rører sig. Det er morsomt at se fiskerne drage ud og komme hjem i hele småflåder; man mindes Jonas Lies romaner, når hele byen komme i røre ved sildens ankomst, når der lugter af fisk i hver en krog, og de blanke skæl sætter sig fast overalt. Og fiskerne er venlige og indladende; på en stille dag tager de gerne den fremmede med ud at ”pilke”. Og ingen villinger smager som dem, man selv har fanget.

Smukkest er her ved kysten, når en østenstorm sætter havet ind mod klipperne. Aldrig får man et sådant indtryk af havets storhed og vælde, som når man sidder ved en klippekyst og ser bølgerne komme mod sig ”med brask og bram – med sølvspættet ryg og med funklende kam – i talløs uendelig række” – standses af klippemuren og ”knuses til skum mod dens vægge”. Man kan sidde og stirre i den grønlige fråden, til man synes, at bølgerne er flokke af vilde dyr, der i afmægtig rasen styrter sig frem for at kastes tilbage af en ubøjelig magt gang på gang, og det er, som kunne man se dem tirres mere og mere ved modstanden, de vokser højere og brøler vildere, man føler sig angst og lille og kan dog ikke rive sig løs. Den, der kun kender bølgenynnet ved Sjællands blomsterstrand, aner ikke, hvad et hav i oprør er; ja, selv ved Vesterhavet ruller bølgerne gradvis ind mod den flade sandbred, så man ikke rigtig ser og fatter, hvor store de er.

Men mægtigst synes mig dog Bornholms natur ved Hammeren. Med brede rygge strækker de vældige ”hamre” sig ud i havet på øens nordkyst; den nordligste, selve ”Hammeren”, ødes desværre år for år. Et tysk selskab har købt den af Allinge Kommune for lumpne 34.000 kr. og sprænger løs af dens stenmasser; der er en banken og sprængen dagen igennem; de mægtige – forhen lyngklædte – flader ligger nøgne og sønderflængede. Ved den før så fredelige sø, Hammervandet, ligger nu rækker af kedsommelige arbejderboliger. En lille, idyllisk bugt, Seenebugten, er omdannet til havn, hvorfra stenene udføres, brosten, skærver og prydsten. Man siger, at havnen skal udvides, tyskerne vil have krudtoplag her – en herlig tanke. Man kan græde ved at se al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og henfalder let til at fare op med udråb om ”dansk sløjhed” osv.

Men de andre hamre ligger da endnu i mægtig uforstyrret ro, som de har ligget i årtusinder. På en af de største knejser den herlige borgruin ”Hammershus”, Jens Grans rede, hvorhen han tyede, da Morten Madsvend hjalp ham bort fra Søborg Fængsel. Senere gik fæstningen fra bispernes over i kongens eje. Det var her, Corfitz Ulfeldt og Leonora Kristine en tid sad fangne. Desværre ligger det hele nu hen som ruin. 1742 begyndte en regelmæssig nedbrydning, slottet betragtedes som stenbrud, og mange huse i Rønne er opførte af materialer derfra. Nu står ruinen under statens tilsyn som et af vore smukkeste historiske mindesmærker. På den stejle, fra tre sider utilgængelige klippe, løfter sig de mægtige levninger af borgens tårne og mure, opførte af røde, brændte sten. De forskellige bygninger og rum skelnes endnu tydeligt; og fra ethvert punkt i det omliggende landskab drager den maleriske ruin blikket mod sig.

Her kan man i timevis vandre over ”Slotslyngen”, bakke op og bakke ned, snart støder man på et bredt dalstrøg med gårde og huse, snart på en snæver kløft, hvor kilder risler mellem bregner og brombærkrat. Ud mod havet falder de mægtige bakkedrag af med en stejl mur, hvor stenen ofte danner sære former. Her er det en vestenstorm man ønsker, for at se bølgerne brydes mod Slotsklippens fod og sydende skumme om den enligtstående klippe ”Løvehovederne”.

Længere ned ad kysten, nær Hasle, ligger øens mest storslåede klippeparti, ”John Kapel”, hvor i gamle dage en eneboer, John, skal have haft sit tilflugtssted i en hule og fra en ”prædikestol” i fjeldet talt til folket. Ja, her er sandelig en kirke, hvor sindet stemmes til andagt. Den fromme John har vel følt, at det gjorde intet, om bølgerne overdøvede hans røst; de førte en tale, der var værdigere end hans.

Jeg tror, at Bornholms natur har noget at sige os alle, som vi har godt af at høre. Vi finder noget der, som vi mangler i det øvrige Danmark.