Generalforsamlingen 2022
Knapt 40 medlemmer deltog i foreningens generalforsamling i Tejn Medborgerhus lørdag den 10. september. Efter generalforsamlingen fortalte Mogens Lau om Herbert von Garvens og livet på Abildgaard. En spændende historie, som snart udkommer som bog.
Formanden afgav beretning, som i høj grad omhandlede foreningens udfordringer med de stigende omkostninger, der er ved udgivelse af ”Bornholmske Samlinger”. Kontingentindtægterne kan ikke dække de faktiske udgifter, der er ved årsskriftets udgivelse og distribution. Stigende støttebeløb fra fonde og andre er bydende nødvendige, ligesom fastholdelse af medlemstallet er det.
Medlemstallet er stabilt. I alt 680 medlemmer og abonnenter er dog 5% færre end i 2015. Interessant er, at medlemmer med bopæl uden for Bornholm er steget fra 35% til 40% i samme periode.
Regnskabet for 2021 sluttede med et underskud på 15.743 kr. I de usikre tider vi befinder os i, traf generalforsamlingen beslutning om at sætte kontingentet op fra 250 kr til 300 kr med virkning fra 2023.
Kim Bak blev valgt som nyt medlem af bestyrelsen. De øvrige tre medlemmer af bestyrelsen blev genvalgt.