Iværksætter i Danmark og i Spanien. 2. del

Orla Sørensen var livet igennem et meget aktivt menneske, der ved hårdt fysisk arbejde skabte sig en levevej som iværksætter. På grundlag af samtaler med ham og løsrevne notater fra hans hånd, bringes her 2. del af disse erindringer.

Redaktion og billedtekster: Mogens Lau

Hotel Bornholm

Orla følte sig som bornholmer uanset hvor i verden han opholdt sig, og da han skulle investere sin fortjeneste fra salget af ejendommen på Vesterbrogade i København på 350.000 kr. satte det ham i stand til at realisere en gammel drøm om engang at købe et hotel på Bornholm. Han bad derfor sin advokat om at sætte en annonce i Bornholms Tidende. ”Min advokat og jeg tog så til Bornholm for at se på de købstilbud vi havde fået. Vi startede med at tage fra Rønne til Hasle, derfra til Allinge og videre til Gudhjem. Vi endte på Sydbornholm, købte hver en isvaffel på Snogebæk Kro og satte os på en bænk uden for. Det var en mild dag midt i september, og der var en livlig ferietrafik på vejen i det store sommerhusområde. Oppe på Nordbornholm havde der været meget dødt og næsten ingen turister og jeg lagde mærke til, at hver gang der passerede fem biler var tre af dem tyske. Men der var ingen hoteller til salg i området.”

Orla kom så i tanker om, at da han som ganske ung byggede sommerhuse i Snogebæk, havde han kunnet erhverve Lille Pilegaard for 35.000 kr., og det blev besluttet at rette henvendelse til ejeren af gården for at høre, om han ville sælge den, helt eller delvis. Det endte med, at Pilegaard ville sælge noget af sin skov, og Orla tog igen til Bornholm sammen med sin advokat for at få en handel i stand. ”Vi købte grunden på betingelse af, at fredningen kunne ophæves. Det endte med at blive cirka 7 tønder land og prisen blev på 700.000 kr. Derefter blev der udarbejdet en principtegning og søgt om byggetilladelse hos Nexø Kommune.”

Orla fortsætter: ”Jeg var så blevet 40 år og havde søgt om byggetilladelse men jeg skulle også have en miljøtilladelse. Af samme grund havde jeg henvendt mig til amtslægen i Rønne, og da der var gået et stykke tid ringede jeg til ham og fik at vide, at han havde vurderet sagen så betydningsfuld, at han havde sendt den til afgørelse i Miljøministeriet. Det ville forsinke sagen så meget, at et byggeri først kunne igangsættes året efter.

En aften står der pludselig en arkitekt og ringer på min dør. Han fortæller at han har hørt, at jeg vil bygge et hotel på Bornholm. Han siger, at han har et godt tilbud til mig om et nøglefærdigt hotel, og jeg beder ham om at komme med et tilbud på 28 værelser, lagt ud som fire værelser, ti værelser og 14 værelser samt restaurant og opholdsrum, reception og køkken mm. Det skulle indrettes som en firkantet gård med svømmebassin m.m.” 

Tilbuddet var meget fordelagtigt, men skulle vise sig at give Orla mange problemer. Heldigvis havde hans advokat sørget for en meget udførlig kontrakt, og at der skulle være en byggesagkyndig med til alle møder, og selvom det lød dyrt, accepterede Orla heldigvis kontrakten. Arkitektens havde sit eget firma, men havde underleverandører til nogle entrepriser. ”Hotellet blev bygget i elementer i Sprinstrup og bagefter fragtet til Bornholm som dækslast på en coaster, der kunne havde plads til to hotelværelser ad gangen. Når elementerne var på plads skulle de forbindes med et rørsystem, og det samme gjaldt el-ledningerne.” Da byggeriet var færdigt fik Orla en ekstraregning på 1,2 mio. kr. men det blev løst via en voldgiftssag, da Orla havde et modkrav fordi byggetiden ikke var blevet overholdt.

Hotel Bornholm som det tog sig ud i Bornholms Tidende i 1974. Ved åbningen rummede det 84 sengepladser, men de følgende år blev det gradvis udbygget til at rumme i alt 150 sengepladser fordelt på 6 værelsesfløje

Inden man kom så langt havde Orla via sin advokat fået et tilbud om, til en meget fordelagtig pris, at kunne købe inventar til et køkken og en restauration. Eilif Krogager, Tjæreborg rejser, havde netop solgt en restauration i København, og inventaret, der blandt andet bestod af ca. 100 Arne Jacobsen stole, PH-lamper, Piet Hein borde m.m. var billigt til salg. Betingelsen var, at det hele skulle være demonteret og fjernet i løbet af tre dage hen over en week-end. Orla slog til, men havde på det tidspunkt ingen hotelbygning og måtte leje en tom landbrugsbygning i Snogebæk til opbevaring af det indkøbte, indtil hotellet var bygget. ”Men det var en god handel” husker Orla.

De følgende år blev hotellet hvert år udbygget med nye hotellejligheder, og Orla havde truffet sin andet kone, Merete, som også deltog i det praktiske arbejde både med at drive hotellet og med byggeriet af nye lejligheder. I 1983 fik de indbydelse til vennerne Jacob Ludvigsen og Elisabeth Løvegals bryllup, og efter en pludselig indskydelse fik Orla arrangeret det, så det blev til dobbeltbryllup på Christiansø med følgende fest på hotel Bornholm. Merete og Orla drev hotellet i 25 år, inden de solgte det i 1997. I alle årene var de i Spanien i de mørke vintermåneder.

Spanien – villa og avocodoplantage

Orla vidste, at Spanien var godt for hans helbred, og da hotel Bornholm var sat på skinner, fik han tid til at kaste sig over nye projekter. Han købte i 1980 en grund i i udkanten af Almunecar, og i 1982 byggede han og Merete – de deltog rent bogstaveligt i den fysiske del af arbejdet når de var i Spanien – et hus i området ved ”Los Pinos” på en bjergside med en formidabel udsigt over det omkringliggende landskab. Da huset var færdigbygget besluttede de at udvandre til Spanien i 1984, mens de fortsat drev hotel Bornholm om sommeren.

Villaen i Spanien ved byen Almunecar

”Da huset var færdigt blev tiden lidt lang, og så gik vi i gang med at anlægge en plantage. Her handlede vi med 17 forskellige spaniere for at få en stor grund. Det var børn, der havde arvet et stykke jord af deres forældre, og noget var der ingen papirer på, da skøderne var gået tabt under borgerkrigen. På nær en, var der ingen der kunne skrive, men de skulle sætte deres finger på alle de nye dokumenter. En af dem ville ikke sælge, men da han så anlægsmaskinerne køre omkring sin jord, ville han pludselig sælge. Vi tog ned til notaren i byen og oprettede en kontrakt, og da jeg ikke havde så mange penge på mig, fik han en check, som han styrtede hen i banken og fik vekslet til kontanter. Jeg kan godt forstå ham, for på den tid var nok halvdelen af alle checks dækningsløse.”

Det tog 14 måneder at gøre plantagen klar til beplantning. Der blev anlagt  veje og terasser, og derefter skulle der bygges vandbeholdere og plantes træer. Orla fortsætter: ”På den jord vi havde købt, var der to vandbeholdere, en på 650.000 liter og en på 850.000 liter, og så byggede vi en på 2 mio. liter og en på 600.000 liter så vi i alt havde ca. 4 mio. liter, og det var, hvad vi brugte i sommerperioden. Vandet fik vi ved at købe vandtimer i flere forskellige selskaber, og der blev lagt rør ned i vejene oppe fra bjergene. I anlægsperioden havde vi 7 mand ansat til at grave huller til træerne. Vi plantede godt 600 mango træer, 4.000 avocado træer, og lidt senere 60 cumquat træer. Endvidere et lille hus med personalerum og plads til maskiner. Plantagen fik navnet ”Barranco Matashina.””

Forventningen var, at der i løbet af 8 år kunne produceres 1.000 kg frugt om året. Med fuld kapacitet kunne hvert træ bære ca. 60 kg frugt om året, så det ville bestemt være en god forretning. Orla havde sikret sig aftaler i København om køb af hans avocadoer, og han stod selv for fragten til Danmark for at undgå fordyrende mellemled. Da Orla begyndte at producere frugt var det store problem, at kun halvdelen af de avocadoer, der kom til Danmark, kunne sælges. Resten var ubrugelige, da de var blevet ødelagte i forbindelse med plukningen på grund af stød og sløset behandling. Det fik Orla ændret på blandt andet ved at invitere bekendte fra Danmark til at deltage i høsten og forsøge at ændre holdningen til plukkearbejdet blandt de lokale.

Avocadoplantagen ”Barranco Matachina”

Det var ikke uproblematisk at drive plantagen. Efter 6 år med tørke var man nødt til at skære træerne ned, for at få dem til at overleve. Også brande og uventet kulde satte væksten tilbage, men alt i alt lykkedes det at drive plantagen med overskud.

Sommerhuset i Østre Sømark og flytningen til Sverige

Da Orla og Merete havde solgt hotel Bornholm i 1997, havde de ikke længere en fast base på øen eller andre steder i Danmark, og de var på jagt efter et sommerhus. Det blev til købet af en grund i Østre Sømark i Pedersker i begyndelsen af 2000’årene, hvor de byggede et sommerhus, som de lejede ud til turister i de perioder, de ikke selv benyttede det.

Med alderen blev især Orlas helbred stadig dårligere, og i 2014 besluttede de at forlade Spanien og flytte til Sverige, hvor de bosatte sig nær Simrishamn, så de hurtigt kunne nå både til Bornholm og til det øvrige Danmark. I 2017 solgte de villaen i Spanien, men beholdt såvel lejligheden som plantagen, hvor de i mellemtiden havde opført en villa, så de kunne bo på stedet, når de arbejdede i plantagen.

Efter nogle år i Simrishamn flyttede Orla og Merete til Skillinge, hvor de købte et ældre hus, som Orla straks gik i gang med at renovere og bygge om og til, til trods for sygdom og alder. Han nåede også at male sommerhuset i Østre Sømark fjorten dage inden han afgik ved døden. De var i Spanien flere gange om året – ofte i deres egen bil, af hensyn til hunden.

Det er i skrivende stund usikkert, hvad der skal ske med avocadoplantagen. Den financielle situation har hidtil gjort et salg umuligt, men det var Orlas drøm, at der blev bygget 8-10 boliger i plantagen, der så kunne videreføres af lokalbefolkningen som en slags kollektiv.

Orla og Merete fotograferet i Almunecar i forbindelse med Orlas 80 års fødselsdag