Rønnes originaler medio 1800’tallet

Kort over Rønne som byen og havnen så ud, da Valdemar Sejer var barn. Willerups kort fra 1858 til Trap

Valdemar Andreas Sejer oplevede i sin barndom en by, der så noget anderledes ud end Rønne gør i dag. Hans ældste søn, statsskovridder i Almindingen A. F. V. Sejer (1879-1959) nedskrev faderens erindringer. Her bringes 2. del af et uddrag af disse erindringer. Første del blev bragt i forrige måned

Redaktion og billedtekster: Mogens Lau

Valdemar Sejer omtaler en del personer i sine erindringer, og efterfølgende bringes et uddrag om de mere farverige.

Ola Gatis

”Ola Gatis var Svensker og havde faaet sit Tilnavn fordi han skød saa mange Gaddiser [Havlitter]. Selv om han hørte til Byens Originaler og Drengene raabte efter ham, er det et Spørgsmål, om han tog sig det nær, Noget sær og aparte har han sikkert været, men han var et Friluftsmenneske og levede af Jagt og Fiskeri. Dengang kom her om Vinteren i Tusindvis af Trækænder nordfra, og der var kun faa Fiskere, der gik ham i Bedene, naar Drivisen lukkede for alt Fiskeri. Hemmende Jagtlove var der heller ikke, saa han havde hele Kysten til sin Raadighed. Da Fuglene ikke blev jagede, var de lette at komme paa Skudhold, og da man aldrig saa ham uden Bøsse, var han altid klar, hvis der laa ænder helt inde i Stranden. Haglene lavede han selv, naar det var smaat med Skillingerne. En Klump Bly hamrede han flad og skar det ud i smaa Firkanter. Det blev ikke de bedste Hagl, men han skød aldrig, førend han havde Vildtet paa godt hold, og saa var han sikker paa sin Fugl. Om Sommeren fiskede han. Det var særlig Geder og Aal. Han havde en lille Baad, der lignede en norsk Ege, som kaldtes for en ”Sjotting”, og den brugte han baade til Fiskeri og Jagt. Selv om Sommeren havde han Bøssen med. Det var aldrig godt at vide, hvad man kunde komme ud for.

Til at fange Gedder paa havde han lavet sig en langagtig hul Messinglade, paa hvis ene lidt tilspidsede Ende der var loddet en særk Krog og til den anden et Legn (Svirvel), saaledes at Pladen kunne dreje rundt. Denne var blankpudset og skinnende. Han har trods alt haft Omløb i Hovedet, da det jo var en reglementeret Blink, han havde faat ud af det, og han er sikkert den første her på Øen, der har brugt saadan en. Til Blinken havde han fastgjort en lang, svær Fiskeline. Han begyndte som regel i den nye Havn, hvor han kastede Blinken ud og gav sig til at ro, medens han firede ud paa Linen, til alt var ude. Turen gik sydpaa ned i ”Øring” (en lille Bugt med mange store Sten), hvor der altid plejede at staa baade Gedder og Ørreder. Ved Roningen førtes Blinken roterende gennem vandet og ved af og til at give nogle smaa ryk i Linen, narrede han Fisken til at bide paa den skinnende Genstand.”

Barber Møller

”Byen havde ogsaa en Barber, der hed Møller. Han var ”ejnj Førder” (overfra) og levede under smaa og tarvelige Kaar. Man saa ham altid paa Gaden med sin Taske under Armen, da han gik rundt i Hjemmene og barberede sine Kunder. Han var meget hjulbenet og hans Fodtøj altid udtraadt og med skæve Hæle. Han Klædedragt bestod af aflagt Tøj, som han fik rundt om i Hjemmene, men da det aldrig blev hverken renset eller børstet, blev det hurtigt baade fedtet og beskidt, saa man til Slut ikke kunde se, hvad det var af. Han blev meget benyttet som Sufflør, naar der spilledes Diletantkomedie paa Teatret.”

Per Lau

”Der var ikke mange der nøjedes med én Syp til Maden. Jeg kommer til at tænke på en Mand der hed Per Lau. Han havde i sine unge Dage bygget en Del Huse i Byen og ejet en Formue paa 400 Rdl., som i den Tid ikke var saa lidt, men han satte dem over Styr i et uordentligt Levned. Saa flyttede han sønderud ved Pythuset og byggede sig et lille Hus på Skrænten mod Havet og prøvede paa at stryge Sten og brænde dem, men det førte ikke til Noget. Af Profession var han Skomager, og nu slog han sig paa dette Haandværk, men Huset laa just ikke bekvemt for den Forretning. Det han havde sin eneste Indtægt af var Duer, af hvilke han havde mange, ligesom han ogsaa opfødte Kanariefugle og solgte. Om Vinteren, naar der kom Sne, fangede han mange forskellige Smaafugle under Net. For en fin ægte Due tog han 3 Mark, og det var mange Penge dengang. Mange Drenge fra Byen og fra Landet kom til Per Lau for at købe Duer. Han stak dem gerne nogle gamle ud, som var saa ”hjemmevana” hos ham, og som han vidste vilde komme igen, saa snart de blev sluppet ud. Han var en stor Filurius og Løgnhals. Paa sit Hus havde han opsat en Mængde Stærekasser, der alle var beboede. Det var ikke for at hjælpe Fuglene men for at faa fat i Ungerne, naar de lige var flyvestore, saa spiste han dem. Ofte blev han dog snydt, idet Ungerne fløj bort, førend han beregnede det. Hans daglige Levemaade var følgende: Til Frokost skænkede han en Pægl Brændevin i et Glas, og dertil spiste han et Stykke Brød, og hvad han ellers havde, og herpaa arbejdede han til Middag, hvorpaa han klædte sig af og gik til Sengs og hvilede til Kl. 3, saa tog han fat igen. Om Aftenen fik han samme Traktement som til Frokost. Konen gik som Regel til Byen hver Dag og købte ½ Pot Brændevin. Da jeg lærte Lau at kende, var han en Krøbling. Benene var stive og krogede, hvorfor han havde meget Besvær med at gaa og maatte bruge to Stokke til at støtte sig ved. Det var derfor sjældent, at han selv kom til Byen. Men en Dag han var naaet derind, traf han 3 Borgere paa Kirkebakken og spurgte dem om  de vilde med til Lintrup (Beværtning ved det gamle Teater), og ha’ en syp. Det vilde de nok, og Lau bestilte 4 Snapse. Da de blev serveret, saa Per kærligt til dem, rettede sig derpaa op og sagde med en vis Skadefryd til de tre, at dersom de vilde ha’ en Syp maatte de selv bestille den for disse fire skulde han selv have.” 

Billede af postbud Peter Mark fra Illustreret Tidende

Peter Mark

Blandt byens postbude var der særlig en, der tiltrak sig opmærksomhed. Han hed Peter Mark, var jyde og besørgede posten mellem Rønne og Nexø, hvor han boede. ”Paa Hovedet bar han gerne en høj blaa Kabus af Læder lig en Sjako, en kort Trøje, Bukserne i Støvlerne, Stok i Haanden og Taske paa Ryggen. Saaledes udstyret marcherede han gennem Gaderne, stadig talende højt med sig selv og saa højt, at Folk kunne høre det. Dette bevirkede, at alle stod stille og saa efter ham, og særlig morede Drengene sig over ham og fulgte efter ham. De rette mange Spørgsmål til ham, og han besvarede dem alle. Spurgte de, hvad Klokken var svarede han 13 eller 14. Han førte et frit sprog over for alle, og gjorde ingen Forskel paa høje og lave, og de var nødt til at høre, hvad han havde at sige, ellers skældte han ud saa højt, at det halve Sogn kunde høre ham. Havde han et Brev til en af Præstefruerne på Landet, raabte han saa snart han kom ind i Køkkenet, at han havde brev til Præstekællingen, og saa sluttede han med en mægtig Trumf. 

Som Inkassator var han udmærket og blev meget brugt overfor Folk, der ikke vilde betale. Når han præsenterede saadanne Folk for en Regning, var Spørgsmaalet gerne, om de saa vilde betale. Svarede de, at de ingen Penge havde i dag, saa kunde det nok være, at Peter Mark tog på Vej. Han tordnede og bandede og svor paa, at han nok skulde lære dem at betale, og hans Optræden var saa brutal, at de gjorde alt for at faa betalt for saa at undgaa en Gentagelse af hans Besøg. Det hørtes jo viden om, naar Peter Mark krævede ind i Gaden, og det hjalp selvfølgelig til, at Folk betalte.”

Christian Holm

”Møller Chr. Holm var en ret ubehagelig Person. Dersom nogle Drenge kom ind i hans Mølle uden at have noget Ærinde, puttede han dem uden videre ned i Kælderen, hvor de fik lov til at sidde til det behagede ham at lukke dem ud.

I den Tid gik der 2 mand Vagt ved Arsenalet. De blev afløst fra Hovedvagten hver fjerde Time. Denne Vagt havde Møller Holm Kig paa, og han pønsede paa at gøre den Fortræd. Til Slut lykkedes det. En nat traf han en af Skildvagterne staaende og sove i Skilderhuset. Han listede sig hen og tog Geværet, som han næste Dag bragte ind til Kommandanten, hvem han fortalte om de sløje Vagtposter. Vagtmandskabet var meget fortørnet over Møllerens Ondskab, og det blev besluttet at Mølleren skulde straffes. De tvivlede ikke paa, at han vilde komme igen, og det gjorde han ogsaa. Nogen Tid efter saa Skildvagten en Skygge liste omkring Skilderhuset, satte Geværet fra sig, gabede højlydt og faldt i Søvn. Kort efter kiggede Mølleren ind til ham og blev overbevist om, at han sov godt. Hurtigt snuppede han Geværet og vilde liste bort med det, men da greb en fast Haand ham i Nakken og saa vankede der til ham. Hvor meget han end hylede og skreg og bad om Pardon  saa hjalp ingen kære Mor. Han fik sig en saadan Omgang Prygl, at det var med største Besvær, han naaede hjem, og han maatte derefter holde Sengen i lange Tider. Efter den Omgang fik Vagten Fred for ham.”

Se også Peter Jørgensen Mark – Bornholms Historiske Samfund (bornholmske-samlinger.dk)

You may also like...