“Skoletoget”

mellem Gudhjem og Åkirkeby 1930’erne

Sven Harild fra Gudhjem har skrevet sine erindringer, adresseret til sine børn og børnebørn. De er ikke offentliggjort, men jeg fik et eksemplar af dem, inden han døde. Jeg har fået hans børns tilladelse til at bringe uddrag af erindringerne.

Redaktion og billedtekster: Mogens Lau

 Sven Harild blev født 18. juli 1926 og døde 6. juli 2015. Han blev født på Gadegaard i Østerlars hvor han voksede op. Hans forældre var Poul Sonne Harild (21.5.1899) og Petra Marie, født Munk (7.1.1901). De blev gift 28.03.1924 i Nexø Kirke. Sven blev gift med Gunver Margrethe, født Rønne (2.4.1924) og de blev gift i 1950. Sven var uddannet handelsmedhjælper og drev Gudhjem Boghandel fra 1950. Han var medlem af kommunalbestyrelsen i Allinge-Gudhjem kommune (1976-1990), og af Bornholms Amtsråd (1982-1990) og aktiv modstandsmand.

Sven Harilds erindringer beskriver, hvorledes han oplevede at vokse op på en større gård med folkehold,  hvorledes han var medlem af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, og hvorledes det var at drive boghandel i Gudhjem og være lokalpolitiker mm. Teksten en gengivet som Sven Harild skrev den.

Han skriver om sin skoletid:

”Efter 3 år i forskolen [nuværende børnehave på Gudhjemvej], kom jeg så ned på Gudhjem Hovedskole. Den var beliggende der, hvor nu biblioteket er. Der var to lærere, førstelærer Kaas-Hansen og lærer Thorn. Der gik vi i skole hver dag. Der var to klasseværelser, begge opvarmet med kakkelovn. Det var egentlig ikke let for mig at komme ude fra landet ned til en skole, hvor de fleste kendte hinanden i forvejen. De fleste af mine klassekammerater flyttede nemlig til Østerlars Hovedskole. Men det gik nu i øvrigt meget godt, men jeg fik vel ikke lært så meget, som jeg burde. Min skolevej var jernbanelinjen. Den var meget anvendt af os på Gadegaard. Når vi skulle til Nexø gik vi op gennem Højskov til trinbrædtet ved Stavehøl. Der satte vi semaforen på stands, toget stoppede og vi gik ombord. Når vi kom hjem igen sent om aftenen var det ikke ualmindeligt, i hvert tilfælde når vi kørte med motortog, at toget standsede ved Gadegaard. Togføreren fik så en cigar, og der var ikke så langt for far og mor at bære os hjem til gården, vi var jo nok trætte efter en dag i Nexø. Det var nu heller ikke så forfærdelig vanskeligt for togføreren, idet han blot kunne lade toget rulle ned til Gudhjem næsten af sig selv, så meget fald var der på linjen.

Jernbanelinjen var vort absolut mest benyttede trafiknet til Gudhjem. Både når vi gik og når vi cyklede.  Vi kendte jo togtiderne og i øvrigt kunne høre toget, når det kom. Det var jo også en forbistret lang vej, hvis vi skulle om Toft og Kaasby. Først op til landevejen, så en modbydelig tung Gadegaardsbrødda. Den blev i øvrigt fjernet ved landevejens omlægning i 50’erne. Så over Toft og Kaasby, jo der var langt.

Efter 1½ år i Gudhjem Skole, kom jeg til Åkirkeby Borger- og Realskole. Der startede [jeg] i 1937, og til forskel fra de andre skoler, jeg tidligere havde gået på, startede vi her efter sommerferien. Før startede skoleåret 1. april. Der var ganske mange der kom fra denne del af øen, så mange, at vi rent faktisk havde en hel vogn for os selv. Også da benyttede jeg naturligvis jernbanelinjen på cykel, som vi satte ind i varehuset [DBJ’s], der hvor [entreprenør] Jens Møller nu har kontor. Det var en ganske hård skole, blot det at køre i skoletoget. Det var en hakkeorden, som faktisk er svær at beskrive. De ”gamle”, der gik i IV mellem og i realklassen tyranniserede os i toget. Der var ikke grænser for, hvad man måtte finde sig i, der døjede jeg meget, og en overgang måtte man tage mig ud af skoletoget og sætte mig over i den almindelige passagervogn, jeg blev ganske enkelt tævet for meget. Efterhånden gik det dog bedre, og jeg kom tilbage til skolevognen. Der var særlig en, der var ude efter mig og som ganske enkelt var noget af en sadist. Dengang. Det var jo ret nemt at optræde, man vidste jo at konduktøren normalt kun kom gennem vognen én gang på strækningen Gudhjem -Åkirkeby, så der var frit slav. Det lærte jeg nok at leve med, og måske har jeg taget lidt revance, da jeg kom op i de højere klasser.

Gudhjem station som den så ud i slutningen af 1920’erne

Men der var nu også pudsige oplevelser i det tog. F. eks. Var der om efteråret mange blade på skinnerne gennem Højskov. Der var i samme skov en stor stigning, så i særdeleshed motorvognen havde svært ved at trække op ad bakke med de glatte skinner. Der var så nogle elever i skolevognen som fandt på at gå ud på den uvendige platform og skrue skinnebremsen i, når vi nåede Højskov. Det resulterede i, at toget gik i stå. Konduktøren vidste godt, hvad der var galt og løb hen til vores vogn, men da var skinnebremsen jo løsnet, og alle sad artige på deres pladser. For at få gang i toget igen måtte konduktøren så gå foran toget og feje skinnerne, medens lokomotivføreren strøede sand på skinnerne fra en lille kasse, der var anbragt foran drivhjulene. Det var festligt.

Der var nok lidt mere stille på turen til skole, der skulle man jo læse, troede man, men det var nu svært. Om eftermiddagen gik det mere vildt for sig. Togvognen var inddelt i to kupeer, en for piger og en for drenge, meget skarpt adskilt. Der var glas mellem kupeerne, og det var en hård og modbydelig straf at blive jaget ind i pigekupeen. Det var så hård en straf, at det faktisk meget sjældent forekom. Så skete det oftere, at man fik ganske almindelig tæv. Med en lineal, med en livrem eller med de læderremme, man lukkede vinduerne op med. Disse stropper blev ganske enkelt skåret af, så blev offeret lagt hen og træbænkene og tævet så længe, man nu syntes, det var naturligt………

Om sommeren kunne det være en yndet sport at hoppe af ved Aaløse. Så løb vi gennem Risen til Østerlars, hvor vi kunne stå på stationen og tage imod toget, når det kørte ind. Det lykkedes som regel, da toget jo skulle om Østermarie , før det kom til Østerlars, altså en ganske stor omvej. Jeg har prøvet det mange gange, og det lykkedes som regel, hvis togføreren ikke så det. Så satte han farten op og kunne så lige nå at køre fra Østerlars før vi kom. Så måtte jeg gå hele vejen ad jernbanen, forbi Gadegård, da jeg jo skulle ned til Gudhjem og hente min taske, der lå på toget.

Vi havde tre meget hårde isvintre, medens jeg kørte med toget tl Aakirkeby. Det kunne være en barsk omgang at gå hjemme fra Gadegård ved 6.30 tiden morgenen over marken til jernbanelinjen, og derfra ad jernbanen til Gudhjem. Der var masser af sne på marken og så var der ofte en masse sne i udgravningen ved Gadegård. Derimod var der ikke så meget før vi kom til svinget ved Krogegård. Der lå en madurtehave, og ved denne var der altid nogle gevaldige driver, så man ofte måtte gå over marken for at komme forbi. Og så var det mørkt. Når det var alt formørkt fik jeg måske lov til at få en lommelygte med, men det var absolut ikke almindeligt, det var jo luksus. Det var skønt, når det var stille så man kunne se lysene i Gudhjem ved remiserne, hvor lokomotivet stod. Man kørte nemlig altid med damplokomotiver om vinteren, de havde større styrke til sneploven. Når jeg endelig kom til remiserne, fik jeg altid lov til at klatre op i lokomotivet, der var jo dejlig varmt, og det gjorde godt at få lidt varme, før man satte sig op i de kolde skolevogne. De blev nemlig opvarmet med damp fra lokomotivet, som  jo kun blev tilsluttet kort tid før vi skulle køre. Kun hvis det var rigtig stygt vejr, spændte en af karlene for kanen, og jeg blev kørt til stationen, det kunne også ske, at han fulgte mig på vej, hvis det var for grimt vejr.

Masser af sne ved Gudhjem i 1940’erne

Der var en masse sne, og ofte blev togdriften indstillet, fordi banen ganske enkelt var lukket. Ved Damaskegård var der en gang så meget sne, at mandskabet øste i tre etager, d.v.s. op over telefontrådene. Det siger sig selv, at toget hurtigt måtte indstilles, blot der var tegn på en snestorm.

Da jeg kom op i 3.mellem, skulle der jo bestilles noget mere, så kunne man ikke bare blive hjemme, når toget ikke kørte. Vi var dog først hjemme et stykke tid. Når togdriften var indstillet meget længe, og skolen ikke turde tage ansvaret for, at vi skulle sne inde i Aakirkeby, hvis vi var kommet om morgenen og man så pludselig lukkede igen. Vi blev så ringet op fra skolen og fik besked på, at vi skulle læse så og så meget historie, tysk, dansk o.s.v, og samtidig fik vi pålagt at regne så mange stykker regning, aritmetik og hvad det ellers kunne være. Vi var 3 i samme klasse, Niels Thorn på Nørregård, Irene Ibsen på Kaasby og mig. Der blev som regel ringet til mig. Så løb jeg på ski til Kaasby, de havde nemlig ikke telefon, og ofte løb jeg også til Nørregård, så kunne vi jo læse sammen. Da blev skiene virkelig brugt. Ski var jo noget man havde for sjov, men i de år blev de faktisk noget af en nødvendighed.

I 4.mellem og i realen blev vi indkvarteret i Aakirkeby. Man kunne jo ikke undvære de ca. 2 måneders undervisning, som det drejede sig om, at trafikken var usikker. Jeg boede sammen med 2 kammerater hos lærer Aage Hansen, og vi havde det vældig sjovt. Når vejret var godt, fik vi lov til at løbe på ski hjem lørdag eftermiddag, når vi var færdige med skolen, og så løb vi tilbage søndag eftermiddag. Når så faren for en længere tids lukning var overstået fik vi lov til at flytte hjem igen. Men jeg kan huske, at vi en gang stod med togpersonalet på Gudhjem Station og snakkede om det ikke var klogere, at vi blev hjemme i dag, det var jo ved at blæse op. Det var da bedre, end at sidde fast i toget. Vi har nok også brugt alle kneb. Personalet var naturligvis bange for at sidde med ansvaret for 40-50 skolebørn i en vogn. Den morgen, jeg tænker på, blæste det en ganske god snestorm. Jeg husker tydeligt, at det var den 7. maj. Togfolkene sagde, at der ikke skulle være nogen fare, der kunne da ikke ske noget stort i den retning i maj måned. Det var altid fantastisk spændende at køre med damp og sneplov foran. Man satte sig fast, bakkede lidt, tog tilløb og stangede sig igennem snedriverne. Det gjorde vi nogle gange indtil vi kom til Bakkegård i Østermarier. Der sad vi uhjælpeligt fast, og der blev sendt bud efter en arbejdsstyrke til at grave os fri. Jeg gik i realklassen og mine kammerater og jeg fandt det ikke spor interessant, at sidde der resten af dagen.

Vi sagde til togføreren, at nu gik vi altså hjem. Han skældte ud og sagde, at det var komplet vanvittigt. Det var det vel også, men vi sprang ned fra platformen og så gik vi hjem. Det var dumt, men vi kom hjem, vi kunne jo følge jernbanesporet hele vejen.

Der var mange sjove oplevelser med et tog. Gudhjem var som bekendt endestationen. Derfor var der en drejeskive som man kunne køre lokomotivet ind på og dreje med hånden hele skiven rundt, så man igen havde næsen den rigtige vej. Det var spændende at få lov til at hjælpe til der. Der var en meget speciel måde at rangere på i Gudhjem. Når man f. eks. Skulle have en godsvogn ind på et andet spor gav man denne vogn et kraftigt skub og sendte den ud af banen mod Østerlars. På grund af stigningen stoppede den ret snart og begyndte så stille og roligt at løbe tilbage mod Gudhjem. I mellemtiden havde konduktøren haft tid til at skifte spor, så stod han og tog imod vognen, sprang op på den og bremsede med skinnebremsen, når den var kommet i rette position. Det fungerede fint, mig bekendt uden uheld.

Et af Gudhjembanens stolte lokomotiver på Gudhjem Station omkring 1930