Vor gamle smukke klippeø…

Februar måneds artikel 2020 – stammer fra Illustreret Familie-Journal, no. 40, 1908
Bornholm (signeret: Carl)

Vi foreslår i dag vore læsere at følge med på en lille, hastig udflugt til vor gamle smukke klippeø i Østersøen. Der er jo så mange mennesker der i sommer har gjort den tur, så også vi har nu fået lyst til en gang igen at føle den danske granit under fødderne. Naturligvis er Bornholm ikke terra incognita for Illustreret Familie-Journals læsere, men alligevel er klippeøens skønheder dog af en så ejendommelig og storslået karakter, at et bornholmerbesøg altid virker forfriskende, og til og med er det jo en god gammel erfaringssætning, at jo oftere man besøger et kønt sted, desto mere kommer man til at holde af det. Lad os derfor alle i flok aflægge Bornholm en lille visit, og lad os gøre det på den eneste praktiske måde, der står til et blads rådighed, når det gerne vil have alle sine læsere med på turen – ved at fotografere en del af de kønneste og ejendommeligste punkter og knytte nogle vejledende linjer til billederne.

Fotografierne skyldes d’herrer fotografer Jacobsen og Kjøller

Vort første fotografi i dag viser et parti af den for længst nedlagte fæstning Christiansø (fot.1), på den største af Ærteholmene og et sikkert mål for i hvert fald én af de mange udflugter, som nødvendigvis hører med til en bornholmsrejse. Vi ser i forgrunden øernes lille, venlige havn og i baggrunden det gamle fæstningstårn, som opførtes 1684 af Christian V, og i hvis øverste stokværk skydeskårene endnu minder om de dage, da der fra denne Danmarks yderste forpost imod øst måtte tales alvorsord med ikke alt for kærkomne gæster. Nu er tårnet et fredeligt fyrtårn, hvis klare lys i sommernatten uvilkårlig drager blikket på sig fra hele det østlige Bornholm. Officielt er ”Fæstningen” på Christiansø jo nedlagt for mere et halvt århundrede siden, men ”statsfængslet”, hvor Jacob Dampe hensmægtede 20 år af sit liv, eksisterer for så vidt den dag i dag, som loven vedblivende sender denne fængselsstraf, om det end er meget længe siden, den sidst blev eksekveret. Og hvor smukt og tiltalende livet end kan leves på Christiansø ved sommertid og i feriedage, kan vi dog ikke tro andet, end at den i sin tid må have gjort et lignende indtryk på dr. Dampe som ”djævleøen” i vore dage på kaptajn Dreyfus.
Lige over for Christiansø ligger et af Bornholms smukkeste punkter, Helligdommen (fot.2 og 5) der som bekendt har fået navn af ”Rø kilde”, hvis vand menes at have helbredende kraft, og i hvis ”jættegryde” godtroende beboere i gamle dage derfor, når sygdommen værkede i deres lemmer, satsede deres fattige spareskillinger til stor glæde for skarnagtige og i troen mindre klippefaste naturer, der i grydens kobber havde en fast og evigt rindende indtægtskilde. De forrevne, indtil 20 meter høje klipper ved Helligdommen skal helst ses fra søsiden, hvorfra ”Lyseklippen”, ”Lyserenden” (fot.5) ”Ovnene” o. s. v. absolut bedst kommer til deres ret. Men i øvrigt er kysten her så vidunderlig smuk, at også en spadseretur eller rettere en klatretur langs de velholdte klippestier byder en rigdom af sjældne og bestandigt skiftende udsigter af fuldstændig norsk karakter.
Omtrent midtvejs mellem Helligdommen og Almindingen ligger den største af Bornholms 4 rundkirker, Østerlars Kirke (fot.4). Man taler i vore dage om, at der i Frankrig eksisterer en alliance mellem ”vievandskosten og sablen”, men hvorledes det nu end forholder sig hermed, så har man i de bornholmske rundkirker et fuldgyldigt vidnesbyrd om, at kirkens og krigens mænd i hvert fald her i Norden i længst forsvundne dage fandt hverandre til den grad, at de endog holdt til huse i den samme bygning. Rundkirkerne er nemlig ikke alene gudshuse, men også fæstninger – og endda efter deres tid meget stærke fæstninger. Hele kirken består af et lavt, cirkulært tårn, bygget af meget svære, rå granitblokke. Af tårnets 3 stokværk tjener det underste den dag i dag til kirke, mens de to øverste i gamle dage brugtes til standplads for forsvarerne, som lukkede sig inde bag kirkens stærke mure og herfra bød fjendes trods. Og ganske som man indeni en rigtig stor fæstning har et kastel eller en reduit, hvortil man kan trække sig tilbage, når hovedfæstningen er faldet, således er også den svære pille, som i de bornholmske rundkirker går midt gennem alle tre stokværk, hul og forsynet med skydeskår. Hvis det derfor virkelig lykkedes angriberne at trænge ind i kirken, var forsvarernes sag dog ikke hermed tabt. Endnu fra midterpillen, som ved ringformede tøndehvælvinger var forbundet med ydermuren, kunne der føres et energisk forsvar, og der kunne endnu vanke mange brodne pander, før hele kirken faldt i fjendehånd.
Østerlars Kirke, der vistnok skriver sig til det 12. århundrede, restaureredes i 1891, og man fandt da de gamle smukke kalkmalerier, som nu pryder midterpillen, og som menes at stamme fra det 14. århundrede. På fotografiet ses i forgrunden døbefonten, til venstre orgelet og i baggrunden den lyse midterpille, hvis åbnede hvælvinger tillader et kig ind i selve ”kernen”, det ovenomtalte hule rum i pillen.
Hammershus Ruiner (fot.3) er for godt kendte til, at vi behøver at give nogen nærmere omtale af denne Nordens mægtigste, og ved sin beliggenhed ejendommeligste og mest imponerende ruin. Mange tusinde mennesker fra ind-og udland søger hvert år op til denne stolte borg, dels for herfra at nyde den enestående udsigt over det vide hav, dels for at lade tankerne flyve tilbage til fjerne tider, da der stod kamp og bulder om disse favntykke mure og tårne og grave, – da Hammershus omgivet på alle sider af bratte fjeldskrænter, var snart en uindtagelig fæstning, hvorfra rigets bisp ustraffet kunne trodse rigets drot, – snart et fængsel, hvorfra end ikke en Korfitz Ulfeldt kunne undslippe.
I årtusinder har havet brudt sin kraft mod Hammershus urfjeld. Brølende i vildt raseri har det i følelsen af sin afmagt over den bornholmske granit pisket sig selv til skum, – men Hammerens klippenakke står den dag i dag stolt og urokket. Dog er den ikke umærket af den evige kamp. Dybe spalter og skår i klippens fod (”Våde Ovn”, fot.7 og ”Galgerenden”) og vildt forrevne formationer i havstokken (”Løvehovederne” fot.6) bærer vidnesbyrd om elementernes rasende og aldrig afsluttede kamp.