Skolehuse på landet
Sognepræst Jørgen Koefoed skriver til amtmand Thaarup
Der fandtes ingen skolebygning på landet, da Frederik Thaarup blev amtmand på Bornholm i 1804. Det var en stor opgaver at få skoler bygget og organiseret. Han udarbejdede bl.a. et skolereglement, som han bad samtlige præster kommenteret. Pligtskyldigst svarede den gamle præst Jørgen Koefoed i Klemensker på hans spørgsmål om en mulig skoles oprettelse:
Den gamle præst gik selvklart ind for, at alle bønder- og udbyggerbørn skulle lære at læse i en bog, men han mente ikke, at alle skulle lære at skrive. Det krævede længere tid at indøve skrivefærdighederne og det havde mange børn ikke. De skulle bruges fra forårets begyndelse indtil høstens ende, til avlingen og til plov- og harvekørsel, samt til at vogte kreaturerne. Hvis man tvang børnene til for meget skolegang, mente den gamle præst, at det kunne føre til den bornholmske bondestands undergang.
Præsten foreslog, at skolegangen skulle starte ved høstens var i hus og vedblive vinteren igennem, når vejrlige tillod det. Det ville sige en årlig skolegang på 8 til 10 uger om året.
I amtmandens forslag blev det pålagt at skoleholderen skulle tilse skolebørnenes klæder og renlighed. Præsten ankede spørgerens uvidenhed om tilstandene blandt bondestanden på Bornholm. Børnenes tøj var for det meste tilsmurt af deres skidne arbejde og ødelagt af sne og regn under deres arbejde på marken og under åben himmel. Børnenes klæder blev desuden tilsvinet af kreaturernes skarn. Ofte havde børnene intet andet tøj at skifte med, så det våde tøj skulle tørre på deres ryg i luften og i solskin. Træsko er deres fodtøj og en bondedreng, eller på bornholmsk ”en horra”, fik kun et par lædersko om året for sin tjeneste. Lædersko blev ødelagt, hvis han i regnvejr skulle gå rundt i lyngen for at søge bortløbene kreaturer. Skete det, måtte han gå i skole i træsko eller på blotte fødder. Derfor skulle børnene have lov til at gå i skole i det tøj de måtte havde.
Børnene skulle først og fremmest lære at læse, hvilket var tilstrækkelig. Hvis man søgte ud af bondestanden, og hvis forældrene ønskede, at de også skulle lære at skrive, så kunne der ske ekstra undervisning. Men hvis man ønskede at lære at regne, f.eks. for at kunne navigere, så skulle man søge købstadsskolerne. Landsbyskolen skal ikke lønne kostbare lærere, fordi bønderne ikke tålte flere udgifter end dem de allerede havde.
Skolen på landet behøvede ikke en lærd mand. Læreren skulle kunne læse og skrive med en læselig hånd. Han skulle være gudsfrygtig og være en ”sadt mand” af god opførsel, der kunne omgå børnene med kærlighed. Han kendte en bonde, der havde disse egenskaber og som han kunne foreslå.
Den første lov om offentlige skoler på landet kom i 1739. På Bornholm kom sogneskolerne først oppe i 1800-tallet efter lange og til tider voldsomme diskussioner. Præstens indberetning vidner om problemerne som mange bornholmere så dem. Vist nok først i 1816 fik Klemensker sit eget skolevæsen, hvorefter der atter gik nogle år før sognets første skolebygning ved Degnegaard blev bygget. Skolen var ikke stor nok til alle, så den blev suppleret af en ”omgangslærer”, der tog ud på gårdene og holdt skole. Først omkring midten af 1800-tallet var det muligt for alle børn at modtage undervisning i en skole, som vi kender den i dag.
Jørgen Koefoed (1731-1813) var sognepræst i Klemensker fra 1777 til 1808
