Christiansø i 1863

Oktober måneds artikel 2020 – stammer fra Illustreret Tidende 1863, side 146-148
Christiansø (Signeret P. M. Dam)

I farvandet mellem Skånes sydøstkyst og Bornholm 2½ mil nordøst for denne ø’s nærmeste overfartssted, Gudhjem, ligger Christiansø – forhen Østersøens Malta. Som en fæstning er den nedlagt ved kongelig resolution af 2. maj 1855 og tilhører som sådan nu historien. Fra et statsøkonomisk synspunkt betragtet, havde det vist været bedst, om den aldrig havde været til; thi den har i tidernes løb kostet staten langt større pengesummer, end den har gjort gavn for. Dens gode havn har vel stundom været et sikkert tilflugtssted, både for krigs- og handelsskibe – Tordenskjold søgte således ofte herhen med sine galejer – men klipperne har også til sine tider beredt mange en våd grav, især før året 1805, da der blev oprettet et fyr.
Set fra den maleriske og poetiske side tager Christiansø sig bedst ud i storm, når himmel og hav er i oprør. De nøgne og stejle klipper får netop da deres skønhed og udtryk ved den kraft, hvormed de trodser elementernes rasen; thi naturen har behandlet denne plet af kloden med så stedmoderlig hård hånd, at kun gru og kamp kunne give den stemningskraft.

Christansø består, nærmere beset, af tre småøer, Christiansø, Frederiksø og Græsholmen; udenfor ligger en del endnu mindre skærholme, som i ældre tider, før bebyggelsen, kaldtes Ærtholmene. Den egentlige Christiansø er 1000 alen lang og 240 alen bred; på den står et rundt, stærkt, af granit opført fæstningstårn, med et blinkfyr der ses i en afstand af henved 5 mil, samt en del andre bygninger og murede batterier. Den er forbundet med Frederiksø, som er 500 alen lang og 250 alen bred, ved en flydebro, hvorved de to havne, syd- og nordhavnen, dannes; den første er 13 fod dyb, den sidste dyb nok for de største orlogsskibe; i det hele kan der rummes 30 til 40 skibe. På Frederiksø findes ligeledes et forhenværende fæstningstårn, der af øboerne i en trang vending til adspredelse i deres ensomhed stundom er benyttet til skuespilhus. Tillige findes der nogle kasernebygninger og en fængselsbygning for statsfanger, hvor blandt andre den kendte, ulykkelige dr. Dampe måtte ofre en lang række af sine kraftigste år, fordi han i Frederik den Sjettes tid havde nydt af den dengang forbudte frugt, at tale frit om statssager. Græsholmen, noget mindre end Frederiksø, fra hvilken den er fjernet 400 alen – og som for resten næsten slet intet græs har – er ikke beboet af mennesker, men opholdssted for en mængde edderfugle, som der bygger deres reder. Dunindsamlingen var i sin tid forbeholdt kommandanten som en forret, for at bøde på hans ringe gage, hvisårsag fuglene frededes til stor skade for fiskeriet. – Al den muldjord, der findes i de såre små, men nette haver, er tilført andetsteds fra. En bekræftelse herpå indeholder følgende optegnelse i kirkebogen: ”1684, den 1. oktober, rejste præsten i land (til Bornholm) for efter oberst Coucherons befaling at begrave tvende lig i Gudhjem Kirkegård. NB: På den tid var her ingen jord”.

1855 udgjorde befolkningen, befæstningen iberegnet, 319 sjæle; nu kan den regnes til henved 50 mennesker, som har deres erhverv af fiskeri og lodseri. Havnen vedligeholdes som nødhavn, tilligemed fyret, for statens regning. Øernes befæstning og bebyggelse påbegyndtes i 1684, ved admiral Span og fortifikationsoberst Coucheron, med at lægge grundstenen til Store Tårn, hvilket gik for sig den 19. juni. Omtrent et år senere, den 16. maj 1685, lagdes grundstenen til tårnet på Frederiksø. Kongen tog selv det fuldbragte arbejde i øjesyn den 11. maj 1687, ved hvilken lejlighed han måtte udholde en svær storm. Denne fæstnings opførelse ansås for en så vigtig begivenhed, at der i den anledning blev slået to sølvmedaljer, af hvilke den største omtrent vejer 14 lod.
Om anledningen til, at en fæstning rejste sig i det vilde hav på de nøgne klipper, som i tidligere tider kun blev gæstede af fiskere og søfugle, fortæller sagnet følgende: kong Carl af Sverige havde fattet den beslutning, at befæste disse klipper og lod i dette øjemed en søofficer, forsynet med en forseglet befaling, som han ikke måtte åbne førend han kom på en vis højde, stikke i søen med en kongelig jagt. En lille hund, som chefen havde med sig ombord, fik fat på papiret med den hemmelige ordre, og løb med den hen til en af skibsfolkene, der var en dansk mand. Denne åbnede og læste brevet, hvorefter han søgte og fandt lejlighed til at undvige fra skibet og ilede til København. Han gik da lige til kongen, der med stor interesse modtog sømandens beretning og snart efter lod folk stikke over til Ærtholmene, for at begynde på fæstningsværkernes opførelse.